23. jun 2020 KL 14:06

Her er plads til alle

Tina Kragh har et atypisk ergoterapeutjob. Hun er ansat som leder på Café Paraplyen, hvor hun bruger sine ergoterapeutiske kompetencer til at skabe et miljø med plads til alle — blandt andre Palle Ravn, som i mange år kæmpede med et misbrug, men vendte sit liv om og i dag har job som frivillig på Café Paraplyen.
Skribent: 
Anni M. Wiecka

Tina Kragh åbner døren til Café Paraplyen på Frederiksberg og bliver mødt af mumlende stem­mer fra fællesrummet. Belysningen er afdæm­pet, og der dufter af ter­mokaffe.

Café Paraplyen er en af i alt 29 sociale caféer drevet af KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark og er et tilbud til psykisk, fysisk eller socialt udsatte mennesker, der søger sociale net­værk, og her er Tina Kragh leder på 18. år.

Hun er uddannet ergoterapeut, men er ikke ansat som ergoterapeut på Café Paraplyen. Hun søgte jobbet, fordi hun kunne se, hvordan hun kunne bruge sin ergoterapeutiske faglighed i jobbet.

— Aktiviteter er i hovedsædet her i huset, så her er en klar kobling til ergo­terapi. Jeg går ikke ind og graduerer akti­viteterne for den enkelte, men jeg skaber rammerne for, at gæsterne har lyst til at komme og tage del i det sociale samvær uanset forudsætninger, forklarer hun.

De fleste af cafeens gæster har fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser eller er socialt udsatte. De har det til fælles, at de ikke er på arbejdsmarkedet.

Nu hvor jeg har været her i så mange år, er min erfaring, at alle mennesker har en lyst og en gejst til at bidrage og holde sig beskæftiget.

— Det er bare ikke alle, der passer ind i de gængse samfundsrammer, men caféen er med til at holde dem beskæftigede, siger Tina Kragh og tilføjer, at det er vigtigt for hende at give plads til, at alle kan bidrage med det, som de har ressourcer og over­skud til.

En af dem, som har fundet plads i cafeen, er Palle Ravn. Han startede med at komme som gæst, men er nu ansat som frivillig. Palle Ravns liv var i mange år præ­get af et alkoholmisbrug, og det lykkedes ikke for ham at leve det liv, han egentlig gerne ville. Men nu dominerer alkoholen ikke længere, og han finder livskvalitet i sit frivillige arbejde i cafeen.

En tvungen mangel på aktivitet

Palle Ravn er i dag 66 år, men han husker klokkeklart den aften, der for 10 år siden banede vejen for hans alkoholmisbrug.

Han arbejdede som taxachauffør i 31 år. De første 17 år som sidebeskæftigelse til et deltidsjob som underviser på Panum Instituttet, og senere som fuldtidsbeskæf­tigelse. Den aften for 10 år siden havde han som så mange gange før efter fyraf­ten parkeret taxaen for at runde Hygge­stuen på Frederiksberg og spille billard med nogle af de andre værtshusgængere.

Men den aften var det kun Jens, der var der. Eller Jens Skrald, som de kaldte ham, fordi han var skraldemand, og Palle Ravn spillede ikke billard med Jens Skrald, for han havde et til tider lidt voldsomt temperament.

— Du er den mest arrogante billardspil­ler, jeg kender. Jeg slår dig ned en dag, sagde Kim, da han fik øje på Palle Ravn.

Men Palle Ravn rystede bare på hove­det:

— Du har sagt det 1000 gange, Kim.

Da Palle Ravn vendte sig om for at gå, så han ud af øjenkrogen en hammer nærme sig.

Den ramte ham i baghovedet, og benene forsvandt under ham.

Overfaldet forårsagede to blødninger i hjernen, og selv om følgerne umiddelbart ikke rent fysisk var så voldsomme, haltede Palle Ravns koncentrationsevne voldsomt efter overfaldet.

— Jeg har en kandidat i idræt og geo­grafi og har altid været vant til at lave noget. Jeg har undervist på Panum Insti­tuttet og kørt taxa i mange år. Jeg har været svømmelærer og fodboldtræner og selv spillet fodbold — og da jeg blev for gammel til at spille divisionsfodbold, spillede jeg bare old boys-fodbold i stedet og tog nogle løbeture ved siden af. Efter overfaldet kunne jeg hverken køre taxa eller noget, og så begyndte jeg at drikke, fortæller han.

En nærdødsoplevelse

Alkoholen blev en fast del af hans hver­dag, og selv om han egentlig gerne ville fortsætte som taxachauffør, magtede han ikke at stoppe misbruget. I stedet blev han sendt i aktivering som både opvasker, ple­jemedarbejder på et plejehjem og som maler. Det havde han ikke noget imod, for han kunne godt lide at lave noget, og selvom hans datter flere gange gav udtryk for, at hun ikke kunne lide, at han drak, gjorde han ikke noget ved det.

— Den eneste, der kunne få mig til at stoppe drikkeriet, var mig selv. Det skulle være mit eget ønske. Ikke andres, fortæl­ler Palle Ravn.

Og det ønske opstod først, da han en kold vinteraften i 2013 fik døden lidt for tæt på.

Han havde forladt værtshuset i en sær­ligt slem tilstand. Han havde ingen for­nemmelse af sine omgivelser og måtte kæmpe for at trække vejret. Han faldt om i sneen mellem to biler, der var par­keret på Gothersgade, og da ambulancen hentede ham, havde han en promille på 4,1 og en legemstemperatur på 30 grader.

Efter den episode sagde hans datter til ham, at nu var det nok. Han vidste, at hun havde ret, og han begyndte på antabus.

Det sociale samvær

Palle Ravn går stadig på værtshus, men drikker kun Tuborg Light eller den alko­holfri Carlsberg Nordic. — Nogen kan ikke være på et værtshus uden at drikke, men jeg har det fint med at drikke Nordic og alligevel være sam­men med de andre, fortæller Palle Ravn, der altid har haft behov for at være social.

Mens han stadig var taxachauffør, tog han fra tid til anden på Café Paraplyen for at spise frokost, men i virkeligheden kom han ligeså meget for det sociale sam­vær.

— Man kan jo sagtens bare køre forbi en pølsevogn, få et måltid og køre igen, men jeg kan godt lide det sociale, fortæl­ler Palle Ravn.

Forhøjet livskvalitet og arbejdsmiljø

Tina Kragh er en af fem lønnede ansatte i Café Paraplyen, men fordi de fleste medarbejdere arbejder frivilligt, har hun tænkt så mange forskellige funktioner som muligt ind i det frivillige arbejde: Man kan f.eks. hjælpe til i køkkenet eller give en hånd med skriveopgaver på kontoret, men man kan også være cafévært og have til opgave at snakke med cafeens gæster.

— Vi har for eksempel en frivillig, Nina, som er voldsomt bevægelseshæmmet og ikke kan klare fysisk arbejde. Men hun er ikke hæmmet på sin evne til at snakke med mennesker og få de gæster, der måske har lidt svært ved at bryde stilheden, til at føle sig godt tilpas — og det er en rigtig vigtig funktion for det her sted, fortæller Tina Kragh.

Når hun rekrutterer frivillige, tænker hun også over, hvordan den frivillige selv via jobbet kan få en meningsfuld aktivi­tet i sin hverdag.

Vi skal tilgodese alle slags kompetencer og alle slags mennesker.

— Vi skal både anerkende de enkelte gæster og de frivilliges potentiale, siger hun og forklarer, at arbejdsmiljø derfor er et fast punkt på dagsordenen til det månedlige møde for både ansatte og fri­villige.

— Vi har mange, der er socialt og psy­kisk udfordrede, og for dem har det her med at have en dårlig dag virkelig en betydning. Derfor taler vi meget om, hvor­dan man bedst snakker med de her men­nesker; altså hvordan man bedst møder den enkelte samtidig med, at man sikrer, at man ikke selv bliver alt for påvirket af deres problemer, forklarer Tina Kragh.

Den gode indsats

Hun forklarer, at den gode indsats er subjektiv — hvad der virker for én, vir­ker måske ikke for en anden. Café Para­plyen kan skabe nogle rammer, der kan hjælpe den enkelte på rette vej, men hver­ken ergoterapeuten eller de andre med­arbejdere kan hjælpe gæster, der ikke vil hjælpes.

— Vi kan tilbyde folk hjælp til at komme ud af et alkoholmisbrug, stoppe med at ryge eller bare få behandlet et sår for eksempel. Men vi kan ikke tvinge dem til noget, siger Tina Kragh og tilføjer, at filo­sofien er at skabe nogle rammer, der er så trygge og gode, at den enkelte søger de sundhedsindsatser, der fremmer livs­kvaliteten.

Ønsket om aktivitet

Palle Ravn valgte at fremme sin sund­hedstilstand, da han begyndte at tage antabus, og han er ikke faldet i en ene­ste gang på de syv år, der er gået siden, fortæller han.

— Da jeg var 31 år, løb jeg et maraton i Ber­lin. Det var også hårdt, bare på en anden måde, siger han.

Det var svært for ham ikke at have noget at lave, så han er glad for, at han kan være frivillig i cafeen.

— Jeg ser ofte min familie; min søster og storebror, min datter og hendes dreng, så det er ikke, fordi jeg som sådan mang­ler nogen at være sammen med. Men det er svært at finde arbejde i min alder. Jeg er jo 66. Eller, oversexet, som jeg kalder det, siger Palle Ravn og lader joken stå et øjeblik, inden han sender et skævt smil.

En ny kollega

Jobbet som frivillig kom dog ikke af sig selv. Efter Palle Ravn foreslog Tina Krag, at hun skulle ansætte ham som frivillig i cafeen, så hun hans arbejde an i et års tid, inden han kom til en samtale. Caféen kører nemlig med et princip om, at man som frivillig skal være med til at opbygge tillid, og det sker kun ved, at den frivillige er upåvirket af alkohol og stoffer. Det er den procedure, der gælder for alle, der vil være frivillige.

I det år var Palle Ravn kommet fast hver onsdag fra kl. 11.30 — 19.30. Han havde taget en del opgaver i køkkenet og var god til at få nye gæster til at føle sig vel­komne.

— Han skulle vise, at han var stabil og kunne møde på de tidspunkter, vi aftale, og det gjorde han. Til samtalen kunne jeg høre, at han havde lyst til at gøre noget for caféen, og at de faste aktiviteter samtidig gav ham selv noget, fortæller Tina Kragh, som i dag godt et år efter, at hun ansatte Palle Ravn, kan se, at jobbet gør ham godt.

— Jeg tror simpelthen, at Palle føler, at det er meningsfuldt, det han laver. Han har et kæmpe ejerskab i forhold til at være en del af huset, og det, tror jeg, er med til at fremme hans selvværd. Han kan se, at han kan bruges til noget, siger Tina Kragh.

Palle Ravn er både en del af opvasken og driften i køkkenet og er generelt god til at give en hånd.

— Og så har han lidt en cafévært-rolle i sig selv, fordi han er så socialt anlagt. Han er god til at sørge for, at alle føler sig velkomne, siger Tina Kragh og vender blikket kortvarigt i retning af Palle Ravn, der går rundt og observerer folk i huset.

Han knytter en sjov kommentar eller to til samtalerne ved bordene, og det giver gæsterne et smil på læben og en glød i Palle Ravns øjne.

Han har ikke drukket i syv år, og for halvandet år siden droppede han også antabussen.

— Jeg syntes ikke længere, jeg havde brug for det, siger han.