15. apr 2020 KL 7:57

Gjorde som Pippi og fik en aha-oplevelse

Susanne Hygum Sørensen har altid arbejdet med børn, men coronakrisen gav hende indsigt i borgere i den anden ende af aldersskalaen.
Skribent: 
Jakob Kehlet
Foto: 
Privat

- Hvad er det jeg har sagt ja til? Tænk hvis jeg skal til at køre ud på de små landeveje i bælgragende mørke til en gammel dement mand, der ikke kan fortælle mig, hvad han skal have hjælp til. Jeg sov ikke ret meget den første nat, efter jeg frivilligt havde sagt ja til at blive en del af coronaberedskabet, fortæller Susanne Hygum Sørensen.

Som ergoterapeut har hun siden begyndelsen af 1990’erne med få undtagelser hele tiden arbejdet med børn, men da coronakrisen lukkede store dele af specialskolen Fjordskolen i Kruså, hvor hun normalt arbejder med børn med forskellige handicap, valgte hun i samråd med sin leder at melde sig til beredskabet i Aabenraa Kommune. Dagen efter blev hun ringet op af lederen af hjemmeplejen, som fortalte, at Susanne egnede sig perfekt til en tjans som aften- og nattevagt i hjemmeplejens demensteam.

Trods den søvnløse nat efter beskeden besluttede Susanne Hygum Sørensen at læne sig op af Pippi Langstrømpes filosofi: ”Det har jeg aldrig prøvet, så det kan jeg helt sikkert”, og selv om hun ikke har været i aktion i demensteamet, har hun ikke længere så store bekymringer om, hvordan hun skal takle en opgave, der omfatter en helt anden borgergruppe, end hun er vant til.

- Da jeg blev kontaktet, havde jeg lige læst en meget spændende bog om demens, og da jeg de kommende dage jeg blev introduceret til e-learningmaterialet ABC Demens kunne jeg se, at mange af opgaverne i demensteamet minder om det, jeg i forvejen arbejder med, siger Susanne Hygum Sørensen.

Børn og demente er hele mennesker

Det stod hurtigt klart for hende, at tilgangen er nogenlunde den samme, hvad enten man arbejder med handicappede børn eller borgere med demens. Begge steder er ”det hele menneske” og en klientcentreret tilgang i centrum.

- Hvad enten det drejer sig om børn eller demente, kigger man på, hvad der er borgerens vaner, rutiner og interesser. Hvilke udfordringer har borgeren, og hvordan kan vi bedst hjælpe borgeren til at bruge sine ressourcer bedst muligt. Selv om Alzheimer er en stor udfordring for en borger, så har den pågældende en unik livshistorie, vi skal tage hånd om. På det punkt adskiller en borger med demens sig ikke fra et barn med handicap. Det var virkelig en aha-oplevelse for mig at se, at vores grunduddannelse er så bredt funderet, at vi ikke behøver at bekymre os om, at vi har specialiseret os inden for et bestemt område. Vores faglighed kan sagtens bruges andre steder, siger Susanne Hygum Sørensen.

Samarbejde med pårørende

Også på andre områder minder hendes arbejde med børn om demensopgaven.

- Begge steder skal man arbejde tæt sammen med pårørende. Nogle forældre oplever en stor sorg, når de får et barn med handicap, og nogle af børnene er meget syge og må ofte på hospitalet. Det kaster familien ud i store kriser. Det samme gør sig gældende for demente. De kan forandre personlighed og mister færdigheder, og det kan være en stor sorg for ægtefæller og børn, som jeg som ergoterapeut skal være i stand til at håndtere, forklarer Susanne Hygum Sørensen.

Som led i oplæringen har hun været med som føl i hjemmeplejen på to aftenvagter.

- Jeg har oplevet et meget dygtigt og givende personale, og rigtig mange borgere er taknemmelige for den indsats, de yder, siger Susanne Hygum Sørensen.

Som aftenvagt skal hun ikke i særlig stort omfang varetage plejearbejde. De er for de fleste borgeres vedkommende blevet udført af dagholdet. Opgaven kommer i større omfang til at bestå i at holde fast i strukturen i de dementes tilværelse, så de for eksempel husker at spise aftensmad og få taget deres aftenmedicin.

Tilbage til skolen

Susanne Hygum Sørensen kommer ikke til at bruge sin nyerhvervede viden om demente i praksis i denne omgang. Den gradvise genoplukning af det danske samfund efter påsken betyder, at Fjordskolen så småt er i gang med at åbne igen. Derfor er hun ikke længere på hjemmeplejens liste over ”udlånte” personer.

Men det har været en stor oplevelse at snuse til demensområdet og opleve, at hendes faglighed også kan bruges der. Derfor er det nærliggende at spørge, om hun har planer om et jobskifte?

- Mit speciale er børn, konstaterer hun.

- Jeg er vild med mit arbejde og bliver på Fjordskolen, men det har været en god oplevelse at mærke, at der er andre områder, hvor min viden kan bruges.