2. sep 2019 KL 14:21

Ergoterapeut i dobbelt-rolle

Ergoterapeut Julie Lerche-Thomsen har en delt stilling som ergoterapeut og pædagogmedhjælper i den private børnehave og vuggestue Sundloppen. Stillingen giver hende mulighed for at få en tryg relation til børnene og spore eventuelle problematikker hos børnene.
Skribent: 
Anni M. Wiecka
Foto: 
Claus Boesen

Sophia Nielsen på fem og ergoterapeut Julie Lerche-Thomsen laver hjemmelavet modellervoks.

Sophia Nielsen sniger en halv teske af den salte modellervoks-dej i munden, rynker på næsen og siger ”ad”, men tager alligevel, få minutter senere, endnu en klump i munden og gentager: ”Ad!”

- Selvom hun allerede én gang har erfaret, at det ikke smager godt, har hun behov for at smage på det flere gange. Jeg snakker med hende om, hvordan det smager, så hun får en større bevidsthed omkring sin smagssans, forklarer ergoterapeut Julie Lerche-Thomsen.

De få ergoterapeuter, der arbejder med børn inden for normalområdet, er typisk koblet på flere forskellige institutioner, som de kører ud til efter behov. Men Julie Lerche-Thomsen er kun ansat i én institution: Sundloppen på Nykøbing Falster, en privat, integreret børnehave og vuggestue.

Julie Lerche-Thomsen er den eneste ergoterapeut i huset, men hendes stilling indebærer en dobbeltrolle i den forstand, at hun i hverdagene fra kl. 8 til 11 har almene ergoterapeuttimer i et separat rum på institutionen, og resten af dagen er hun ”på gulvet” med samme opgaver som pædagoger og pædagogmedhjælpere.

Den kombination giver et særligt indblik i børnenes hverdag og fordrer en særlig tilgang til dem, fortæller hun.

Ikke det ene uden det andet

- I mine ergoterapeuttimer arbejder jeg typisk med sanseintegration, fordi det er det, der er mest brug for. Det er enten børn, der har svært ved at deltage i aktiviteter på grund af lydniveauet og derfor lukker sig inde, eller børn som Sophia, der ”laver ballade”, fordi de har et markant behov for at sanse ting, fortæller Julie Lerche-Thomsen.

Hendes ”delte” stilling gør, at hun bedre kan observere, hvordan de ting, hun arbejder med i enerum, udspiller sig i børnenes hverdag i institutionen.

- Når jeg er på gulvet, kan jeg spotte de problematikker, der opstår i dagligdagsaktiviteter. Det kan f.eks. være under påklædning eller i samspillet med andre børn, og så kan jeg støtte dem i at overkomme eventuelle forhindringer ved disse aktiviteter, siger Julie Lerche-Thomsen.

Hun ville ikke have samme forhold til børnene, hvis det ikke var for den delte stilling, vurderer hun.

- De ville ikke være ligeså trygge ved at være sammen med mig i enerum, eller hvis jeg – som udefrakommende – graduerede aktiviteter på gulv, siger Julie Lerche-Thomsen.

Julie Lerche-Thomsens leder, Mie Engelund Mikkelsen, bekræfter, at netop fordi Julie Lerche-Thomsen så muligheder frem for begrænsninger i at have pædagogfaglige timer ved siden af sine ergoterapeutiske timer, var det hende, der fik jobbet.

- Julie ser det som en mulighed for en helhedsorienteret indsats, at hun også kan være med i børnenes dagligdagssituationer, og det afspejler sig i hendes praksis, fortæller Mie Engelund Mikkelsen.

Hun fortryder ikke det mindste, at hun valgte en ergoterapeut til stillingen, siger hun, da Julie Lerche-Thomsen bidrager konstruktivt til institutionens udvikling.

Vigtigt med tidlig indsats

Julie Lerche-Thomsen har tidligere i sit liv arbejdet som pædagogmedhjælper. På baggrund af erfaringer derfra, og den viden, hun fik gennem ergoterapeutuddannelsen, fik hun en klar idé om, hvordan hendes ergoterapeutiske kompetencer kunne spille ind i forhold til den tidlige indsats på normalområdet.

- Hvis man for eksempel som Sophia har et særligt stort behov for at sanse ting flere gange, før man vænner sig til dem, kan det være svært at fungere i en undervisningssammenhæng, hvor der stilles krav til, at man skal kunne sidde eller tie stille. Det kan i værste fald føre til, at et barn bliver diagnosticeret med ADHD og medicineret frem for, at det får den stimulation, det i virkeligheden har brug for for at kunne fungere i den almindelige undervisning, siger Julie Lerche-Thomsen.

Når hun arbejder med børnenes sanseintegration, vænner hun dem altså til en hverdag, hvor der er andre børn og nye indtryk, før de begynder i skole, hvor de for alvor bliver eksponeret for nye indtryk og mange børn.

- I forhold til Sophia er det tydeligt at se, at hun får en bedre dag og slapper mere af sammen med de andre, hvis hun får stimuleret sine sanser. Jeg kan ikke med 100 procents sikkerhed sige, at årsagen er mit arbejde med sanseintegration, men jeg tror, at det har betydning, siger Julie Lerche-Thomsen.  

Udvikling på eget initiativ

Når hun har sine ergoterapeuttimer, arbejder hun på egen hånd. Og selvom hun er glad for, at der er afsat tid og rum til, at hun kan få sin faglighed i spil, er der visse udfordringer ved at arbejde mono-fagligt, fortæller hun.

- Mine kollegaer er ikke helt klar over, hvad jeg kan, eller hvordan de kan bruge mig. Hvis et barn f.eks. har problemer med at tage overtøj på eller at stå i rundkreds sammen med de andre børn, er pædagogerne ikke altid bevidste om, at mit arbejde med sanseintegration kan hjælpe med at løse problemet. Derfor skal jeg hele tiden selv være opsøgende og opfordre pædagogerne til at hive fat i mig, forklarer hun.

Mie Engelund Mikkelsen oplever dog, at Julie Lerche-Thomsen er god til at få sin faglighed i spil i det praktiske arbejde på gulvet.

- Hvis en stol giver en dårlig siddestilling, eller der er en påklædningssituation med et barn, bruger Julie sin faglighed og gør opmærksom på, hvordan vi kan udvikle os, siger Mie Engelund Mikkelsen og tilføjer:

- Julie tager også initiativ til dialog med forældrene, hvis der er noget, de kan gøre for at arbejde med deres barns problemer. Hun kan f.eks. opfordre dem til at lave nogle øvelser med barnet i hjemmet eller tage barnet til en fysioterapeut. Julie har et rigtig godt helhedsperspektiv på barnets udvikling.

En gang til

Da Julie Lerche-Thomsen hælder rød frugtfarve i modellervoksen, klapper Sofia Nielsen begejstret.

- Jeg elsker lyserød! siger hun og sniger en hånd ned i skålen for igen at smage på dejen.

Hun kigger på Julie Lerche-Thomsen, mens hun stikker en finger med modellervoks i munden, for at se ergoterapeutens reaktion. Men Julie Lerche-Thomsen ryster blot smilende på hovedet.

- Det nytter ikke noget, at jeg bliver sur eller fortæller hende, at hun ikke må spise det. Hun skal have lov til at sanse det først, så hun selv kan konkludere, at det ikke smager godt, siger Julie Lerche Thomsen.

Hun håber, at flere institutioner vil få øjnene op for, hvad en tidlig indsats med ergoterapi kan gøre for børns trivsel.

Bedre overgang fra børnehave til folkeskole

Formålet med Julie Lerche-Thomsens arbejde med børnene er at sikre, at børnene får de bedste forudsætninger for at klare overgangen til folkeskolen. Ergoterapeut og cand.pæd. i pædagogisk psykologi Pi Klinkvort har gennemført et projekt om overgangen fra børnehave til folkeskole, og her var konklusionen netop, at der er betydelige mangler i samarbejdet mellem børnehaver og folkeskoler. Hendes konklusioner fra projektet præsenteres i artiklen HVORDAN skaber vi den bedste overgang fra børnehave til skole?