23. jun 2020 KL 14:25

Ergo i klovneklæder

Ergoterapeut Lene Mortensen har et alias som omsorgsklovnen Luni Smil, fordi klovnens væsen er god til at skabe nærvær.
Skribent: 
Anni M. Wiecka
Foto: 
Hans Christian Jacobsen

Per Giltoft sidder i et hjørne af fællesstuen på demensafdelingen på Toftegården Plejecenter afskåret fra de andre beboere. Langsomt fører han den ene puslespilsbrik efter den anden ned til et ufærdigt puslespil, men hver gang lyder det ”nej”, ”nej”, når han konstaterer, at heller ikke den brik passer.

Lene Mortensen trækker en stol hen, så hun sidder over for Per Giltoft. Hun læner sig ind over bordet og lægger en hånd ved siden af puslespillet, spejler hans undren og gentager hans ”nej”.

Per Giltoft får en brik til at passe.

- Jeg forstår ikke, hvorfor den brik passer, siger han og kigger spørgende op.

Først da ser han, hvem der sidder foran ham. En kvinde med klovnenæse, røde kinder, rottehaler og en marineblå skibshue. Øjenbrynene rynkes i et skeptisk blik, men erstattes straks af et smil.

- Jeg hedder Luni, siger klovnen og giver ham hånden og et stort smil.

Lene Mortensen er uddannet ergoterapeut og arbejder mandag til torsdag i socialpsykiatrien som bostøtte samt i et værested i Silkeborg Kommune. Fredag tager hun rød næse og klovnesko på og bliver til Luni Smil.

Jobbet som omsorgsklovn begyndte som et frivilligt job, men blev til et lønnet bijob, da hendes virke blev så bredt kendt, at de frivillige timer ikke rakte.

Hun gør det, fordi hun kan se det liv, det vækker hos de gamle, og fordi hun bliver rørt af den nærhed, hun oplever i relationen med de ældre. Samtidig skærper det hendes ergoterapeutiske faglighed.

Aktivitetsanalyse i retrospekt

Når Luni Smil stiller klovneskoene, reflekterer ergoterapeuten Lene Mortensen over den kontakt, klovnen fik skabt i mødet med den enkelte beboer. Hun bryder aktiviteterne ned til små dele og analyserer, hvilke der havde betydning.

- Da Per fik øje på min røde næse, tog jeg endnu en skumnæse op af lommen og trillede over bordet til ham. Vi kastede den frem og tilbage, og han grinede højt og slap fuldkommen den seriøse mine, han havde, da han sad i sin egen verden, siger Lene Mortensen og forklarer:

- Når Per reagerer med nysgerrig undren på en aktivitet, ved jeg, at det er betydningsfuldt for ham.

Lene Mortensen kan aldrig forudse, hvad der betyder noget for den enkelte, eller hvordan hun skaber en relation. Men hun kan mærke, når det sker.

- Da jeg fik kontakt til Per, tog jeg nogle ting op af lommerne for at se, hvordan de passede ind i hans verden. Først den røde næse, derefter en ballonpumpe og til sidst et klokkespil. Når han tog en aktivitet til sig, graduerede jeg den ved at tilføje nye elementer. For eksempel monterede jeg en ballon på pumpen, mens han holdt den, og han grinede højt, da ballonen blev til en lang slange, siger Lene Mortensen og smiler ved tanken om det hjertevarme grin, hun i det øjeblik delte med Per Giltoft.

Mærkeligt med rød næse

Midt i fællesrummet sidder Gerda Nielsen sammen med nogle af de andre beboere. Hun er blind og sidder med lukkede øjne og nynner en melodi, som ingen andre lader til at kende.

Sidst Luni Smil besøgte Toftegården, nynnede Gerda Nielsen samme melodi. Da klovnen spillede melodien på sin mundharmonika, kiggede Gerda Nielsen op og sagde: ”Det er min sang”. Derefter lænede hun sig tilbage med et veltilfreds suk og blev helt stille – ifølge Lene Mortensen, fordi omsorgsklovnen var trængt igennem til hende.

I dag forsøger Luni Smil sig med at nynne melodien sammen med Gerda Nielsen, og det møder ikke modstand. Men da hun spiller den på mundharmonikaen, protesterer Gerda Nielsen:

- Nej, hold op med den larm.

- Ja, det er også en forfærdelig larm at blive udsat for lige pludselig, svarer Luni Smil og lader det lille instrument forsvinde ned i en af sine klovnelommer for i stedet at nynne videre sammen med den rynkede ældre dame.

I dag er sanseindtrykkene for meget for Gerda Nielsen.

Nogle gange siger de ældre til Luni Smil, at ”det da er noget mærkeligt noget, at hun skal se sådan ud”, og det giver hun dem typisk bare ret i.

- Når jeg møder dem med forståelse og accept af deres grænsesætning, tager de ældre typisk imod kontakten, fordi de føler, at de bliver set - og på den måde trænger jeg jo igennem til dem alligevel, siger Lene Mortensen.

Rollen stimulerer

Men hvorfor behøver hun en rolle som klovn for at få kontakt?

- Mit farverige tøj, store klovnesko og røde næse stimulerer synssansen, så det bliver lettere for mig at fange de ældres opmærksomhed. Hos Per var det den røde næse, der vækkede hans nysgerrighed, og hos en anden ældre dame var det en gul ballonblomst, fordi gul havde været hendes yndlingsfarve, siden hun var en lille pige, forklarer Lene Mortensen.

Når hun spiller ukulele, mundharmonika eller klokkespil, stimulerer hun også de ældres høresans, fortæller hun og tilføjer:

- Jeg giver også ofte deres hånd et klem eller stryger dem over armen for at stimulere deres taktile sans.

Alle ergoterapeuter skal dog ikke uden videre bare bruge klovnerollen som redskab, for det kræver en særlig faglighed, mener Lene Mortensen:

- Hvis man er bange for at sætte sig selv i spil, kan man ikke være omsorgsklovn. Jeg har spillet amatørteater i mange år, men der er stor forskel på at spille amatørteater og på at være klovn. I teateret får jeg at vide, hvad jeg skal sige og gøre, som klovn skal jeg selv finde frem til det.

Andre ergoterapeuter kan dog sagtens adoptere de værdier, der kobler sig til rollen som omsorgsklovn, mener hun.

Bevidst borgerperspektiv

Det er 10 år siden, hun i Klovnekaravanen uddannede sig til omsorgsklovn og blandt andet lærte, at hun ikke skal have en plan for, hvordan hun som klovn møder folk, men bruge sin intuition og være til stede i nuet. Hun og de andre klovnestuderende skulle blandt andet i en hel uge blive i rollen som klovn. Både i en børnehave, et asylcenter og når de var på deres overnatningssted.

- Mine spejlneuroner kører på højtryk, når jeg skaber en kontakt til dem, jeg møder, siger Lene Mortensen og forklarer, at det også er for bedre at kunne skabe kontakt, at hun ikke bærer anden maske end en rød prik på hver kind og en rød næse:

- De ældre skal kunne mærke mig. Kan de ikke det, kan jeg ikke skabe kontakt. Jeg var heller ikke trængt igennem til Per, hvis han ikke kunne mærke mennesket bag klovnen.

- Jeg tager faktisk ikke en maske på, når jeg er klovn, jeg tager nærmere masken af, og bruger det inderste af mig selv, tilføjer hun.

Ikke så farlig

Da Lene Mortensen begyndte at bruge klovnerollen som redskab, holdt hun den adskilt fra sin rolle som ergoterapeut. Men det gør hun ikke længere, fordi hun gradvist er blevet mere bevidst om, hvor meget ergoterapeuten også er med i arbejdet som klovn.

- Som min aktivitetsanalyse af kontakten med Per vidner om, kan jeg ikke lukke af for min ergoterapeutiske faglighed, når jeg er ude som klovn, og det er efterhånden også bredt kendt i Viborg og omegn, at jeg er omsorgsklovn – så det ved både mine borgere og mine kollegaer godt, siger Lene Mortensen.

Hun oplever, at der er en god accept af hendes virke som omsorgsklovn på værestedet, og når hun er ude som bostøtte.

- Folk slapper af omkring mig, fordi der er en opfattelse af, at jeg ”ikke er så farlig”, fordi én person, der kalder sig klovn, typisk ikke tager sig selv for højtideligt, siger hun.

Det bedste fra begge verdner

Som udgangspunkt har Lene Mortensen dog ikke klovnenæse på, når hun er på arbejde, men hun har klovnens værdier med sig. 

- Mandag til torsdag gør jeg brug af tilgange og metoder, jeg brænder for: nærvær, kontakt og borgerudvikling inden for nærmeste udviklingszone, og om fredagen gør jeg det på en lidt anden måde – som klovn, siger hun. 

Hun har gjort sig nogle grundige overvejelser om ikke at være klovn på fuld tid.

- Når jeg er ude som omsorgsklovn, bruger nogle andre sider af mig selv, end når jeg er i socialpsykiatrien og omvendt. Derfor er jeg glad for, at jeg har mulighed for at gøre begge ting, fordi jeg så har mulighed for at sætte mine værdier i spil på mange forskellige måder, siger hun.

Lene Mortensen har derfor planer om at fortsætte sin måde at arbejde på mange år fremover.   

- Jeg har jo det bedste fra to verdner, griner hun.

BLÅ BOG

  • Lene Mortensen
  • Ergoterapeut og omsorgsklovn
  • Arbejder som bostøtte i Silkeborg og på værestedet Bakkevænget i Kjellerup
  • lenemultifidus@gmail.com