En dag som ergo
— Jeg vidste ikke, at I selv laver skinnerne, siger Marie Gaard Petersen overrasket, da ergoterapeut Rikke Jensenius Nielsen viser hende, hvordan hun kan forme en skinne til en patient med en skade i hånden.
Rikke Jensenius Nielsen blødgør det særligt formbare skinnemateriale i et kar med varmt vand, inden hun former det omkring Maries tommelfinger.
— Jeg ved ikke, om du kan mærke, at det begynder at stivne lidt i takt med, det begynder at tørre, siger Rikke Jensenius Nielsen spørgende.
Marie nikker, mens hun fokuseret følger med i arbejdet.
Mødet med håndterapien er blot ét af tre ergoterapeutiske fagområder, hun skal igennem denne dag, hvor hun har fået lov til at prøve ”en dag som ergoterapeut” på Rigshospitalets Afdeling for Ergo- og Fysioterapi.
Det er et par uger efter, hun havde ”en dag som sygeplejerske”.
— Jeg er i tvivl, om jeg skal være sygeplejerske eller ergoterapeut. Derfor er det vildt fedt, at jeg har mulighed for at prøve kræfter med begge dele, siger Marie Gaard Petersen, der dog allerede inden hendes dag som ergoterapeut for alvor er begyndt, har en idé om, hvilken af de to professioner, hun sandsynligvis vælger:
— Jeg hælder nok mest til ergoterapeut.
Smagsprøve på ergoterapi
Maries mor arbejder som sygeplejerske på Rigshospitalet, og det er hende, der gennem hospitalets ”Tag en ven med-ordning” har banet vejen for Maries praktik.
Det er egentlig sygeplejerskestuderende, som har mulighed for at tage en ven eller veninde med i deres praktik på Rigshospitalet, men da Marie Petersen ovenpå sin dag som sygeplejerske-føl spurgte, om hun også kunne prøve kræfter med ergoterapifaget, fik hun ”ja” fra overergoterapeut på Afdeling for Ergo- og Fysioterapi, Rikke Holst Jensen.
Ergoterapeuterne på afdelingen har sammensat et program, hvor Marie får lov til at prøve lidt forskelligt.
— Hun skal prøve forskellige grene af ergoterapien. Både ergoterapi til patienter inden for øre-, næse-, halskirurgi og neurorehabilitering. Det er netop for at give hende en fornemmelse for bredden af vores fag, siger overergoterapeut Rikke Holst Jensen, inden hun sender Marie afsted til dagens første patient.
Mødet med ergoterapien
Den første patientintervention, Marie skal overvære, er en kikkertundersøgelse i svælget af en ældre kvinde, der døjer med synke-besvær.
Ergoterapeut May-Britt Hildursdottir Rasmussen har forberedt tre glas saftevand med fortykningsmiddel, en banan, et par yoghurter og nogle kiks, som kvinden skal forsøge at spise, mens ergoterapeuten vurderer synkeprocessen. Vurderingen foregår i et tværfagligt ambulatorie, hvor en sygeplejerske, fysioterapeut, læge, ergoterapeut og Marie sammen med patienten drøfter forløbet.
— Fortykningsmiddel og dysfagi kender jeg fra mit arbejde på plejehjemmet, men jeg har ikke set en kikkertundersøgelse før, fortæller Marie Gaard Petersen.
Plejehjemsjobbet, hun refererer til, er, hvad hun primært har brugt sine snart to sabbatår på, siden hun dimitterede fra gymnasiet. Det var her, hun første gang stiftede bekendtskab med ergoterapi.
— Jeg anede ikke, der var noget, der hed ergoterapeut, før jeg begyndte på plejehjemmet og så, hvad ergoterapeuterne lavede, fortæller Marie Gaard Petersen og tilføjer:
— Jeg har desuden et familiemedlem, som fik en hjerneskade, der resulterede i en halvsidet lammelse, hvor hun fik hjælp af en ergoterapeut og en fysioterapeut. I dag kan hun selv cykle og, ja, klare alting selv faktisk. Det, synes jeg, er spændende: Hvordan man kan bruge genoptræning, hjælpemidler og forebyggelsesteknikker til alle sygdomme og mennesker.
Denne dag på Rigshospitalet skal også vise sig at give Marie et endnu større indblik i, hvordan ergoterapeuter arbejder. Herunder, hvordan de bruger deres kompetencer ind i forskellige specialer.
Fra ét speciale til et andet
Kikkertundersøgelsen af den ældre kvinde viser ingen tegn på, at hun fejlsynker. Det er positivt, for det er netop det, ergoterapeut May-Britt Hildursdottir er opmærksom på, påpeger hun.
I vurderingen af, hvad der så kan være årsag til kvindens problemer, trækker hun på sin tidligere erfaring med neurorehabilitering.
— Kikkertundersøgelsen bekræftede mig i den mistanke, jeg fik, da patienten fortalte om sine problemer i hverdagslivet: At det bundede i noget neurologisk, fortæller May-Britt Hildursdottir til Marie, da de har taget afsked med kvinden.
— Hun gav udtryk for, at de øvelser, hun tidligere havde fået, havde hjulpet, og derfor gennemgik jeg øvelserne med hende igen og gav hende nogle nye svælg- og tungeøvelser, som hun kan arbejde med indtil hendes neurologiske tilstand bliver afklaret, tilføjer hun.
At man kan bruge sin erfaring fra ét område af ergoterapien til et andet speciale, ringer en klokke for Marie Gaard Petersen:
— Min mor siger også, at hvis hun skulle vælge uddannelse den dag i dag, ville hun også overveje ergoterapeutuddannelsen, fordi faget har så brede anvendelsesmuligheder.
ADL-træning
Sidste punkt på dagsordenen for Marie Gaard Petersen er neurorehabilitering. Ergoterapeuterne Sofie Martens og Christina Pedersen skal tilse og træne en patient, der har haft et stroke.
— Han har vist tegn på neglekt i venstre side, så det skal vi teste for. Og så skal vi støtte ham i nogle hverdagsaktiviteter: Børste tænder og skifte tøj, så vi kan få et indblik i hans kognitive tilstand, fortæller ergoterapeut Sofie Martens til Marie, inden de sammen går op til mandens stue.
Selve tandbørstningen klarer manden fint. Det er først, da Sofie Martens beder ham give slip på det glas med vand, han har skyllet munden med, at der opstår problemer: Manden giver ikke slip på glasset, selvom Sofie Martens gentagne gange beder ham om det.
— Dels er hans hukommelse svækket, så han hurtigt glemmer, hvad næste skridt i aktiviteten er, og dels er han grunden neglekten simpelthen ikke klar over, at det er hans egen hånd, der holder glasset, forklarer Christina Pedersen lavmælt til Marie.
Manden ryster frustreret på hovedet, hvorefter han med en knækket stemme siger til Sofie Martens:
— Jeg er ked af det, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Undskyld.
Ergoterapeuterne forvisser ham om, at han ikke behøver undskylde og støtter ham over i hospitalssengen.
— I er simpelthen så søde. Tak, siger manden.
Da han næsten straks falder i søvn, toner et svagt smil frem på Maries læber.
Mavefornemmelsen
Det er en træt Marie Gaard Petersen, der afrunder dagen som ergoterapeut sammen med overergoterapeut Rikke Holst Jensen i personalestuen. Hun er mættet af indtryk – på den gode måde – og opremser derfor kun kort sin fascination for den kreative håndterapi, for ergoterapeuter, der bruger deres faglighed ind i forskellige specialer og for den forskel deres arbejde gør for patienterne.
— Og så er det her jo stadigvæk kun en lille del af, hvad faget rummer, fordi det udelukkende er i hospitalsregi, påpeger Rikke Holst Jensen.
Marie nikker bekræftende, vender blikket opad for en kort stund og siger så:
— Jeg vil stadig helst være ergoterapeut. Det rummer så meget, og der er så meget, jeg gerne vil se mere af.
Marie Gaard Petersen har for nyligt søgt om optagelse på ergoterapeutuddannelsen og håber meget på at komme ind på KP til sommer. Indtil da arbejder hun videre på plejehjemmet, så hun kan fortsætte med det, hun brænder for: Nemlig at arbejde med mennesker.
