28. jun 2021 KL 14:22

Det havde været nemt at vende ryggen til

LÆS ELLER GENLÆS: Relationer handler også om at sige sin ærlige mening til kollegerne. Også i pressede situationer.
Skribent: 
Jakob Kehlet
Foto: 
Martin Bubandt

”Undskyld mig, men der var ikke meget low arousal over det, jeg så der!”

Bemærkningen fra pædagogisk assistent Jane Klitsgaard ramte lige i mellemgulvet på ergoterapeut Kristina Löfquist, og det skulle tage måneder, inden hun indså, hvor relevant og nødvendig kommentaren fra den nære kollega og ven var.

Forud var gået en periode over flere måneder, hvor den borger, som de begge var kontaktperson for på et psykiatriske bosted i Grenå, var blevet gradvist dårligere.

Det døgnbemandede bosted er hjem for 22 borgere med svære diagnoser i kategorierne skizofreni, borderline, personlighedsforstyrrelser, bipolar lidelse og flere med dobbeltdiagnoser og misbrug.

— Jeg havde tidligere haft et rigtig godt forhold til den pågældende borger, men så fik hun det meget dårligt over nogle måneder. Da det var værst, kunne hun stå udenfor og tale med solen, og hendes temperament eksploderede, når jeg forsøgte at korrigerede hende. I den periode kørte hun hårdt på mig, og vi havde mange konflikter, som gradvist sled mig op. Hendes udadreagerende adfærd skabte også uro blandt bostedets øvrige beboere, fortæller Kristina Löfquist.

Hun og Jane har altid arbejdet godt sammen. De tager naturligvis begge del i dagligdagens opgaver som samtaler med borgerne og udførelse af aktiviteter, men samtidig har de hver deres individuelle styrker.

— Kristinas særlige force er struktur. Hun kan skrive ansøgninger, sørge for gældssanering og lave dagskemaer. Min særlige styrke er det praktiske motivationsarbejde: ”Nu har vi snakket det her igennem 20 gange — nu går vi i gang,” forklarer Jane Klitsgaard.

De to så også hinanden i fritiden, inden den dramatiske begivenhed, og deres gåture har ”slidt godt på strandene ved Grenå”.

Aggressioner i luften

Den dag, episoden med borgeren eskalerede, havde der fra morgenstunden været aggressioner i luften, og de var som vanligt særligt rette mod Kristina. Jane var gået ned på kontoret, og Kristina var i køkkenet sammen med borgere, der netop var ved at rejse sig fra morgenbordet uden at gøre anstalter til at ville rydde op efter sig.

 

— Jeg beder hende om at sætte kop, bestik og tallerken i opvaskeren, og så tænder hun af og råber skældsord mod mig tværs gennem rummet. Jeg rejser mig fra bordet for at gå borgeren i møde i den tilstødende fællesstue. Her får jeg placeret mig uheldigt i udgangsdøren, som borgeren vil ud af, og det lykkes ikke for mig at deeskalere situationen, fortæller Kristina.

Fra kontoret hører Jane, hvordan konflikten udvikler sig, og hun går derfor op mod lokalet, hvor borgeren og Kristina befinder sig.

— Jeg kan høre, at borgeren råber ”flyt dig, din møgkælling”, forklarer Jane.

Det lykkes dem at få situationen under kontrol og gelejdet borgeren ned på sit værelse. Derefter mødes de to kolleger på kontoret, og det er her, at Janes bemærkning falder: ”Undskyld mig, men der var ikke meget low arousal over det, jeg så der!”

— I mine ører lød det som et tordenskrald, men vi havde i første omgang ikke tid til at gå i dybden med episoden, for den udspillede sig på en lørdag, hvor bemandingen var begrænset, forklarer Kristina.

Da dagens episode senere skal overleveres til det personale, der skal afløse Kristina og Jane, falder der nogle bemærkninger om, at borgeren ”fand’me også er irriterende”. Jane føler igen, at hun må gribe ind.

— Jeg sagde noget i retning af, at det godt kunne være, hun var irriterende, men at det var vores ansvar. Det måtte ikke være sådan, at hun kunne mærke en modstand fra os som personale, fortæller Jane.

Et par dage efter episoden taler Jane og Kristina igen om, hvad der skete.

— Jeg er fyldt til bristepunktet og kan ikke se nogle løsninger på min konflikt med borgeren. Derfor beslutter vi, at jeg ikke længere skal være kontaktperson for hende, forklarer Kristina.

De to kolleger får talt ud om episoden, og derefter går der ikke lang tid, inden Jane glemmer alt om den.

Men for Kristina forholder det sig anderledes. Hun føler sig ramt.

— Jeg følte mig trådt på, erkender hun.

Der skulle gå nogle måneder, inden hun blev forløst for sit nag. Det skete, da hun læste psykologen Dorthe Birkmoses bog ”Når gode mennesker handler ondt”, der handler om forråelse.

— Det gik op for mig, at jeg ikke havde lyttet til Jane og forsøgt at forstå, hvad hun sagde til mig. Hendes bemærkning var ikke udtryk for at påpege en fejl, men var derimod et forsøg på at hjælpe mig med at blive klogere på min egen håndtering af situationen. Janes ord røg lige ind på min personlige konto, men i virkeligheden var den udtryk for at tage ansvar for fagligheden, siger Kristina.

Forråelse opstår, når et personale kommer under et voldsomt pres, og ofte kan en dramatisk situation som den i køkkenet få en hel personalegruppe til at vende sig mod borgeren og kanalisere frustrationerne over på vedkommende.

Kristina er ikke i tvivl om, at Jane har nogle særlige evner i forhold til at gribe ind over for forråelse.

— Det kræver et stort mod at turde reagere over kolleger, som Jane gjorde.

På borgerens side

Jane selv mener, at det ligger i hendes natur at sige sin mening, når fagligheden kommer under pres.

— Det nemmeste havde været at vende ryggen til, og det er da aldrig behageligt at skulle sige den slags ting til en kollega, man godt kan lide. Man risikerer jo at miste en fortrolighed, hvis ordene opfattes forkert. Men når der opstår en konflikt som den mellem Kristina og borgeren, vil jeg altid stå på borgerens side, fordi Kristina er den stærke part i relationen, siger Jane.

Det kan ske for alle, at de fejler på det faglige plan, og Jane er ingen undtagelse. Hun nævner selv en episode, hvor hun var til lægesamtale med en borger, som bestemt ikke brød sig om at være i rummet. Til sidst forlod borgeren højlydt lokalet, og Jane fulgte efter. Hun råbte efter borgeren, at han ”skulle stoppe med den råben og skrigen”.

— Heldigvis var der en kollega, der bagefter sagde til mig: ”Hørte jeg dig prøve at lære en borger ikke at råbe ved at råbe efter ham?”

Pigesur

Da Kristina et par måneder efter episoden nåede til erkendelsen af, hvad der havde været på spil for hende, tog hun fat i Jane igen.

— Jeg fortalte hende, at jeg havde været pigesur, men at hun jo havde gjort det rigtige i situationen, og at jeg selv gerne ville lære at handle på samme måde, siger Kristina.

Jane, der næsten havde glemt episoden, blev glad for, at Kristina turde tage det op igen så lang tid efter.

De to er enige om, at de kollegiale relationer er altafgørende på en arbejdsplads, hvor personalet kan komme under så stort pres, som tilfældet er på bostedet. Heldigvis er der god sparring mellem kollegerne på arbejdspladsen, hvor man blandt andet følger de nationale retningslinjer for håndtering og forebyggelse af voldsomme episoder, som er formuleret af Socialstyrelsen.

Kristina har siden episoden fået ny jobbeskrivelse og er nu faglig koordinator på en anden adresse end bostedet. Men inden hun flyttede, lykkedes det at skabe en god relation til borgeren igen. De to nærmede sig med små skridt hinanden i månederne efter episoden, og det endte med, at de havde en række lange samtaler om deres sammenstød.

— Det endte med, at hun sagde undskyld til mig, og jeg erkendte over for hende, at det havde været forkert af mig at blokere vejen for hende den dag i køkkenet. Jeg tror faktisk ikke, jeg havde kunnet se min andel i episoden, hvis ikke Jane havde fortalt mig, hvad hun så, siger Kristina.

Episoden og ikke mindst efterspillet har styrket de kollegers bånd. Selv om de ikke længere arbejder på samme matrikel, bruger de ofte hinanden som sparringspartnere, og de slider fortsat på strandene omkring Grenå.

— Nu spiser vi indimellem også en middag sammen eller går i biografen sammen, siger de.