23. jun 2020 KL 14:17

Blandt indsatte

Sarah Asmussen faciliterer meningsfulde aktiviteter for indsatte på en udvisningsafdeling i Nyborg Fængsel. I starten blev hun mødt af skepsis, men efterhånden har hendes arbejde skabt en bedre stemning og motivation blandt de indsatte.
Skribent: 
Anni M. Wiecka
Foto: 
Martin Bubandt

Jeg er god til at sælge stoffer, læser ergoterapeut Sarah Asmussen, da hun gennemgår besvarelserne fra de indsatte på udvisningsafdelingen i Nyborg Fængsel. Hun smiler først lidt hovedrystende af besvarelsen, som var den blot et enestående eksempel. Men som hun gennemgår bunken af spørgeskemaer, finder hun omtrent fem yderligere Jeg er god til at sælge stoffer-svar, og så erstattes hendes hovedrystende smil af et suk. Hvad havde jeg regnet med, tænker hun.  

Sarah Asmussen er ansat på et projekt i Nyborg Fængsel, hvor hun faciliterer meningsfuld beskæftigelse for de indsatte på udvisningsafdelingen. Da hun ved første møde med de indsatte præsenterede, at projektet skulle handle om, hvad de havde lyst til at lave, blev hun mødt af skepsis.

- De spurgte mig flere gange, hvilke muligheder, de kunne vælge imellem, og hver gang svarede jeg, at det skulle handle om deres ønsker, fortæller ergoterapeuten og tilføjer:

- Den skepsis, som de useriøse besvarelser også vidnede om, var i virkeligheden ikke overraskende, når man tænker på, at de indsatte forud for projektet var blevet pålagt at folde julestjerner i seks timer hver dag, siger ergoterapeuten. 

Justitsministeriet kræver, at de indsatte på udvisningsafdelingen er i beskæftigelse, men der har ikke været plads til dem på værkstederne pga. personalemangel, og de må ikke tage AMU-kurser eller uddanne sig, som indsatte på andre fængselsafdelinger må. Derfor blev de indsatte på udvisningsafdelingen sat til at folde kuverter, sætte mærkater på poser for Gasa og – i mangel af bedre muligheder – at folde julestjerner.

Efter noget tid var konklusionen imidlertid, at det var nødvendigt med meningsfuld beskæftigelse, og derfor igangsatte man et nyt projekt. Og da Sarah Asmussen for fem år siden skrev bachelorprojekt om resocialisering i Nyborg Fængsel, kontaktede fængslet hende.

- Først sagde jeg egentlig nej, fordi jeg havde et fuldtidsarbejde i Vejle Kommune, som jeg var glad for. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke over, hvilken forskel man kunne gøre i fængslet, fortæller Sarah Asmussen.

Hun noterede en stribe idéer til, hvordan man kunne gribe projektet an og tog en snak med sin leder i Vejle Kommune, som gav hende grønt lys til at få orlov hver tirsdag i et halvt år, så hun kunne arbejde på projektet.

De ironiske besvarelser på hendes spørgeskema vidnede måske ikke om den bedste start, men én besvarelse gav ergoterapeuten blod på tanden. En indsat havde skrevet: Jeg har arbejdet som fitnessinstruktør, før jeg kom i fængsel. Det gav Sarah Asmussen en idé.

Meningsfuld aktivitet

Besvarelsen var Amirs, og Sarah Asmussen spurgte, om han havde mod på at lave et træningsprogram til de andre indsatte.

- Jeg tror måske, at jeg fra starten kunne fornemme, at Sarah var god nok. Derfor sagde jeg ’ja’ til at stå for træningsprogrammet, siger Amir.

Hans hånd søger vedhænget i hans halskæde, det er formet som hans hjemland, Kurdistan, og så tilføjer han:

- Det var lidt som at få noget af mit gamle liv igen, og det var rart at opleve, forstår du?

Efter omtrent hver fjerde sætning tilføjer Amir et ”forstår du?”, som er han usikker på, om han formulerer sig korrekt. Ganske ubegrundet, da hans danskevner trods accent vidner om mange år i Danmark.

Amirs træningsprogram for de indsatte var en god start på projektet, vurderer Sarah Asmussen, som ikke bare så, hvordan Amir voksede med opgaven, men også, hvordan de mange muskelbundter på udvisningsafdelingen pressede sig selv og samarbejdede om øvelserne på tværs af de sædvanlige grupperinger.

- Der er et klart hierarki herinde, som er styret af en struktur, jeg stadig ikke forstår, men det lader til, at det er blevet blødt lidt op, siger Sarah Asmussen.

Resocialisering

En anden indsat, Terkhan, passerer Amir på vej ind i træningslokalet. Han hilser ham med et hovednik, som Amir gengælder med et klap på Terkhans skulder.  

Terkhan var en af dem, der var skeptiske over for Sarah Asmussens projekt.

- Jeg troede ærligt talt ikke på hende, da hun sagde, vi selv måtte bestemme, hvad vi ville lave. Tidligere var vi jo bare blevet sat til at folde kuverter eller julestjerner, siger han og træder et skridt op på en træningsmaskine, hvor han løfter sin krop op ned, op ned. 

Men da Amir fik mulighed for at lave sit eget træningsprogram, blev Terkhan overbevist om, at ergoterapeuten mente det alvorligt.

- Alle de aktiviteter, vi laver med Sarah, har imødekommet mit og de fleste andre indsattes ønsker om at være aktiv. F.eks. stod jeg for et træningsprogram med intervaltræning, og vi spillede også høvdingebold, efter jeg havde foreslået det, fortæller Terkhan med stolthed i smilet.

Hverken han eller Amir ville have fået kendskab til de andre indsattes interesser, var det ikke for projektet, fortæller de.

- Vi er typisk opdelt i grupper med tre-fire personer, som vi laver mad sammen med og snakker med. Men f.eks. i dag, der er vi fælles om at lave mad til alle i projektet, og så snakker vi mere sammen alle sammen om, hvad hinanden er gode til, fortæller Amir, hvortil Terkhan tilføjer:

- Og vi snakker også om noget andet end ellers, fordi samtalerne typisk har handlet om kriminelle emner fra vores fortid, fordi det var det, vi havde til fælles. Men nu har vi projektet at være fælles om, og så kan vi snakke om det.

Amir og Terkhan er enige om, at det er dette resocialiseringsaspekt, der virker.

- Når man kun omgås andre kriminelle og kun laver ting, der ikke motiverer én, er det svært at omstille sig til en almindelig hverdag, når man kommer ud, siger Terkhan. 

Amir tilføjer:

- I sidste ende er det op til os selv, hvordan vi lever vores liv, når vi kommer ud, men jo bedre forudsætninger vi får for at blive resocialiseret og afkriminaliseret, jo større chancer er der for, at vi udvikler os i en positiv retning.

Foreløbig har projektet ifølge fængselspersonalet givet mere ro på gangene end ellers, og de har samtidig bemærket, at de indsatte sjældnere efterspørger smertestillende medicin.

- Jeg tror, at de får mere ro i kroppen, fordi de får lov til at brænde noget energi af i løbet af dagen. Samtidig skaber den nye gruppementalitet en bedre intern forståelse, siger Sarah Asmussen.

Faciliterer og graduerer

Netop det med at arbejde med de indsatte som en gruppe er en helt anderledes måde at arbejde på, end Sarah Asmussen er vant til i Vejle Kommune, hvor hun en-til-en træner borgere i ADL-aktiviteter.

- I fængslet er jeg facilitator, og de styrer selv alle elementer i aktiviteten. Når de spiller fodbold, fordeler de sig f.eks. selv ud på to hold og holder styr på pointstillingen, og når de laver mad, strukturerer de også selv arbejdsfordelingen, fortæller Sarah Asmussen.

Udover at facilitere, observerer hun de indsattes konkrete udførelse af aktiviteterne. Flere er nemlig hypermobile eller har problemer med sanseintegration, og det gør det svært for dem at mærke deres krop ved fysisk aktivitet, fortæller hun.

- Jeg graduerer aktiviteten, så flest muligt kan være med. F.eks. justerer jeg på holdene i boldspil, så de er mere lige, hvilket gør aktiviteten sjovere for begge hold, fordi alle derved bliver udfordret. Jeg kan også finde alternativer til en aktivitet; såsom at holde øje med, hvor mange mål, der bliver scoret, forklarer ergoterapeuten, der arbejder med både fysisk aktivitet og kognitiv træning.

- Da jeg præsenterede dem for Mandala-tegninger, var der en af de indsatte, der sagde: ”Jeg har slået mennesker ihjel, jeg skal ikke sidde og tegne”. Men der har det jo så bare været min opgave at motivere den enkelte til at gennemføre opgaven eller finde et alternativ, der giver bedre mening for ham, siger Sarah Asmussen.  

I eksemplet med Mandala-tegningerne sagde hun ham ikke imod. Hun gennemførte blot aktiviteten som planlagt, og så kunne den modvillige nøjes med at kigge på, hvis han ville.

- Men han kunne alligevel ikke lade være med at gå rundt om arbejdsbordene og kigge på de andres tegninger, og det tror jeg alligevel også, han får noget ud af, fortæller hun.

Trods modvilje over for visse aktiviteter, oplever Sarah Asmussen, at de indsatte giver det nye en chance og oftest ender med at have det sjovt, og Sarah Asmussen tror, at velviljen har noget at gøre med den relation, hun har skabt til de indsatte.

Relation til de indsatte

I starten spurgte nogle af de indsatte Sarah Asmussen, om hun ikke var bange for dem.

- Jeg svarede, at de ikke havde givet mig grund til at være bange for dem, fordi de behandler mig med ligeså meget respekt, som jeg behandler dem med. Jeg har aldrig følt mig utryg i deres selskab, og jeg baserer ikke min relation til dem på baggrund af deres fængselsdom, fortæller hun.

Derfor ser hun heller ikke noget problem i at opbygge en personlig relation til de indsatte.

- De ved f.eks., at jeg har to børn og blev gift på rådhuset, fordi det var billigere end at få lavet et testamente, fortæller hun med et smil.

De indsatte har da også en anden relation til ergoterapeuten, end de har til fængselsbetjentene, fortæller Amir:

- Sarah gør en særlig indsats for at imødekomme vores ønsker, og hun er meget ærlig. Hvis nogle af vores ønsker ikke bliver opfyldt, ved vi, at det skyldes nogle rammer, som hun er underlagt. 

Sarah Asmussen oplever også, at de indsatte langsomt åbner for deres personlige historier.

- Der var f.eks. en, der fortalte, at han var blevet tortureret hver dag i et syrisk fængsel, og en anden fortalte, at han havde set sin familie blive skudt lige foran sig, fortæller hun og tilføjer, at det blandt andet er den indsigt, der motiverer hende til at gøre en indsats i fængslet.

En ukendt verden

Sarah Asmussen oplever, at flere af hendes ergoterapeutkollegaer er uforstående over for hendes job i fængslet.

- Det er en ukendt verden for de fleste, som oftest associerer fængsler med de amerikanske films voldsomme miljøer. Når jeg fortæller, at jeg arbejder på en udvisningsafdeling, tror folk, at alle de indsatte er terrorister og ISIS-tilhængere, siger Sarah Asmussen og forklarer:

- Ligeså snart man ikke har dansk statsborgerskab og udfører en kriminel handling af en vis størrelse, ryger man i kategorien ”udvisningsdømt”. Det gælder også, hvis man kom til Danmark som helt lille, har gået i en dansk folkeskole, har taget en uddannelse her og ikke har et eneste familiemedlem i det land, man er født i.

Selv har hun altid haft en særlig interesse for truede miljøer med misbrugere, voldsforbrydere og lignende.

- Måske er det fordi, jeg gerne vil forstå menneskerne bag, siger hun.

Styring ovenfra

Da Sarah Asmussen blev ansat i fængselsprojektet, spurgte hun Ergoterapeutforeningen, om andre ergoterapeuter arbejder i lignende stillinger. Men så vidt vides er Sarah Asmussen den eneste ergoterapeut, der er ansat i et fængsel.

- Jeg har skullet opfinde min egen stilling, og det har været spændende, men det har også været hårdere, end jeg regnede med, siger Sarah Asmussen og forklarer, at det blandt andet handler om rammerne for hendes arbejde.

- I mit vanlige arbejde har jeg meget selvbestemmelse, men her skal jeg bede om officiel tilladelse, hvis jeg vil have så meget som en skumbold med ind i fængslet, siger hun. 

Netop fordi de indsatte på udvisningsafdelingen ikke har haft mulighed for at arbejde på værksted eller uddanne sig, er det en kunst at vælge beskæftigelse.

- Nogle vil måske mene, at det tæller som undervisning, når jeg lærer dem at lave sudoku, når vi laver mandalategninger, eller når de underviser hinanden i forskellige typer af fysisk træning. Derfor møder jeg også en vis modvillighed fra nogle af de fastansatte i fængslet, fordi de er bange for, at justitsministeren vil give projektet håndjern på, netop fordi man tolker aktiviteterne som enten uddannelse eller arbejde, siger hun.  

Hummus og håb for fremtiden

Under alle omstændigheder skal Sarah Asmussen stoppe i projektet til oktober. Hun har været glad for at arbejde med de indsatte og se, hvordan de har udviklet sig i aktiviteterne, men samtidig har hun haft svært ved at forlige sig med bureaukratiet i fængslet.

- Der er meget ovenfrastyring, og det kræver et enormt benarbejde at få nye initiativer igennem. Som ergoterapeut har man indlejret en åben og kreativ tankegang, og det er svært at forene med fængslets stramme rammer, siger hun.

Derfor håber Sarah Asmussen bare, at de positive erfaringer fra projektet vil blive ført videre med de nye værkmestre, der bliver ansat i efteråret.

- Jeg har oplevet en klar forskel på de indsattes motivation og generelle adfærd, når de beskæftiger sig med meningsfulde aktiviteter. Det giver dem en særlig lyst til at bidrage med nye idéer til aktiviteter, ligesom vi så med Terkhan, og så får det samtidig deres tanker ledt hen mod en mere afkriminaliseret tankegang, siger Sarah Asmussen, inden hun bliver afbrudt af lyden fra Amirs klipklapper, der skiftevis rammer hæl og gulv.

Han sender hende et stort smil og rækker to store tallerkener frem, så hun kan se den hummus, han har lavet til dagens grill-aktivitet.

- Nu, tror jeg, vi er klar, siger Amir.

Af sikkerhedshensyn medvirker de indsatte under opdigtede navne. Amirs og Terkhans rigtige navne er redaktionen bekendt.

FAKTA:

Projekt ”Alternativ Beskæftigelse”

Projektet i Nyborg Fængsel, som Sarah Asmussen kalder ”Alternativ beskæftigelse”, begyndte i april og slutter den 14. oktober. Herefter ansætter fængslet flere, nye værkmestre, som kan stå for at varetage de nye beskæftigelser inspireret af Sarah Asmussens erfaringer.