4. jun 2019 KL 12:15

Arbejds-glæde trods fyring

Ergoterapeut Anya Bæksted står til at miste sit job på Bo-enheden Kildebakken på grund af besparelser i Assens Kommune. Hun lader sig dog ikke slå ud, for hun kan se, hvor vigtigt hendes arbejde er for plejehjemsbeboerne
Skribent: 
Anni M. Wiecka
Foto: 
Carsten Bundgaard

- Jeg går ikke i gang med at søge nye job, før jeg ved, at jeg har gjort, alt hvad jeg kan, for at overbevise Assens Kommune om, at der er brug for ergoterapeuter på plejehjem, siger ergoterapeut Anya Bæksted.

Hun er blevet opsagt og har sidste dag på plejehjemmet Bo-enheden Kildebakken den 30. november 2019. Assens er en af flere kommuner på Fyn, herunder Faaborg-Midtfyn og Kerteminde, der afskediger medarbejdere på grund af økonomiske problemer. I Assens er i alt ni ergoterapeuter foreløbig blevet sagt op siden efteråret 2018, og Faaborg-Midtfyn Kommune har prikket 7 ergoterapeuter, ligesom der også er fyret ergoterapeuter i Kerteminde Kommune

Det svarer til, at der gennemsnitligt i de tre kommuner er fyret cirka 15 procent af alle ergoterapeuter.  

Anya Bæksted har arbejdet på Kildebakken Plejecenter i Assens siden oktober 2016, hvor hun blev ansat på baggrund af en særlig velfærdspulje i kommunen. Hendes stilling var ikke tidsbegrænset, men nu har hårde økonomiske vilkår altså tvunget hendes leder til at afskedige hende.

Udsigten til at miste jobbet er dog ikke gået ud over Anya Bæksteds lyst til at gå på arbejde:  

- Jeg kan se, at mit fokus på hverdagsrehabilitering og muligheden for at øge aktivitetsdeltagelsen for beboerne igennem meningsfulde aktiviteter, gør en forskel for beboernes trivsel, og samtidig er det en hjælp for det øvrige personale, og derfor holder jeg modet oppe, siger Anya Bæksted.

Hun har inviteret fagbladet Ergoterapeuten indenfor på Bo-enheden Kildebakken, hvor hendes engagement lige nu gælder en ny aktivitetscykel af mærket Bikearound, som plejehjemmet på hendes initiativ har indkøbt med hjælp fra Trygfonden og Gloria Mundi Care.

Et glimt af fortiden

Beboer Ellen Andersen har indtil for ganske nylig været sengeliggende, men hun er fra den ene dag til den anden blevet meget mere frisk.

- Ellen har gavn af en rehabiliterende indsats, nu hvor hun har været sengeliggende i et par uger, og det kan vi med fordel bruge aktivitetscyklen til, fordi vi så samtidig kan lave kognitions- og erindringstræning med hende, siger Anya Bæksted.

Cyklen er monteret til en 50” tv-skærm, som er placeret foran styret. Skærmen kan indstilles til at vise en hvilken som helst del af verden, og i takt med, at man træder i pedalerne, bevæger det virtuelle landskab sig, så man får en følelse af, at man cykler på den givne lokation. Og det skulle gerne få erindringerne frem, fortæller Anya Bæksted:

- Jeg har indstillet cyklen til Londons centrum; nær Big Ben. Ellen har fortalt, at hun har boet i London tidligt i sit liv, så jeg vil se, om hun kan genkende byen. Hvis hun ikke kan det, vil jeg nedgraduere aktiviteten ved at fortælle hende, hvor vi er henne og tage det som en almindelig cykeltur derfra, hvor vi snakker om de ting, vi passerer.

Anya Bæksted hjælper Ellen Andersen op på cyklen. Hun beder hende først om at rykke en smule frem på cykelsædet, så hun får en bedre siddestilling, og så hjælper hun hende med at spænde pedalerne fast til fødderne. Ergoterapeuten lægger sin hånd ved siden af Ellen Andersens på cykelstyret og sammen drejer de langsomt på styret, så den ældre dame kan se, hvordan skærmbilledet følger med.

Først gætter Ellen Andersen på, at det er Paris, men ved nærmere eftersyn kan hun godt se, at det er London.

- Da jeg var ung, arbejdede jeg for en velhavende familie i London. Jeg passede deres børn og fik kost og logi samt en skilling ved siden af, fortæller Ellen Andersen og husker, hvor tæt et forhold, hun nåede at få til børnene i det år, hun arbejdede for familien.

- De græd, da jeg tog afsted. ”Ellen, Ellen”, råbte de.

Minderne sætter sig i Ellen Andersens ansigt, og hun ser på én og samme tid glad og trist ud. Men hun husker sin tid i London som en god tid, fortæller hun.

- Da jeg kom hjem derfra, kunne jeg slet ikke snakke om andet end London, så min familie blev efterhånden ret trætte af at høre om byen, griner hun.  

Et bedre alternativ

Baggrunden for at anskaffe aktivitetscyklen er, at kun få ældre er motiverede til at sætte sig op på en almindelige konditionscykel, og Anya Bæksteds kollegaer foreslog derfor, at plejecenteret investerede i en side-by-side-cykel

- Men på det tidspunkt var vi allerede begyndt at spare, og det kræver rigtig mange ressourcer at få bare én borger ud at cykle, fordi man både skal have borgeren klædt på til turen, få borgeren op på cyklen og eventuelt holde pauser undervejs. Realistisk set ville en cykeltur tage halvanden time, siger Anya Bæksted, som derfor gav sig til at søge efter alternativer og fandt en cykel, som kunne noget helt andet.

- Aktivitetscyklen er genial, fordi den fungerer som en meningsfuld aktivitet, da den kan indstilles til beboernes barndomsbyer, feriebyer og andre steder, som de ellers ikke har adgang til, siger Anya Bæksted og forklarer videre, at aktivitetscyklen både kan stimulere, rehabilitere, aktivere og bruges til kognitions- og erindringstræning.

Alt sammen uden yderligere forarbejde, da beboerne kan rykke sig direkte fra rollator til cykelsæde. 

- Selv hvis beboeren ikke fysisk er i stand til at cykle, kan vedkommende guide en anden beboer i retning af en destination, og det giver nogle gode snakke. Jeg har også prøvet at nedgraduere aktiviteten for en beboer, der kun kunne cykle med det ene ben: Han trådte den ene pedal, og jeg trådte den anden, fortæller Anya Bæksted.

En presset kommune

Ifølge fællestillidsrepræsentant i Assens Kommune, Tine Bøgh Jørgensen, er det initiativer som aktivitetscyklen, der viser, hvor vigtigt det er at have ergoterapeuter på plejecentre som Kildebakken. Og der er brug for den slags gode eksempler for tiden, fortæller hun:

- Assens Kommune har allerede lavet genopretningsplaner og råderumskataloger over mulige yderligere besparelser i 2020, og der er risiko for, at både ergo- og fysioterapeuter bliver ramt.

Råderumsbesparelserne bliver kun aktuelle, hvis kommunen mangler penge i 2020, men sker det, vurderer fællestillidsrepræsentanten, at op til tre ergoterapeuter yderligere risikerer at miste deres job.

- Derfor er det vigtigt, at politikerne i kommunen bliver klar over, hvad ergoterapeuter kan bidrage med, og det viser eksempler som Anya Bæksteds arbejde med aktivitetscyklen. Her bliver det nemlig tydeligt for politikerne, hvordan ergoterapeuters helhedsorienterede arbejde med borgeren og kendskab til hjælpemidler på længere sigt kan tjene sig ind, siger Tine Bøgh Jørgensen. 

Flere pressede kommuner

Regionsformand i Region Syd, Anna-Marie Laustsen, bekræfter, at økonomisk pressede kommuner har tendens til at spare på rehabiliterende indsatser.

- Selvom kommunalpolitikerne godt ved, at det ikke er en optimal løsning at spare på rehabilitering, er det den løsning, de tyer til, fordi de har brug for hurtige økonomiske resultater. Den gevinst, man opnår gennem rehabiliterende indsatser, ligger typisk længere ude i fremtiden, fordi man gradvist opnår større selvhjulpenhed og selvstændighed, siger regionsformanden.

Hun arbejder derfor på, sammen med tillidsrepræsentanterne i de økonomisk pressede kommuner, at gå i dialog med kommunalpolitikerne.

- Vi skal fortælle dem, hvad ergoterapeuter kan, og på den måde overbevise kommunalpolitikerne om, at rehabilitering er det rigtige tilbud, og at der er gevinst ved at have ergoterapeuter ansat, siger hun. 

Mindet om Oslo

Ellen Andersen når at cykle otte minutter i London, før Anya Bæksted vurderer, at hun godt kan holde til lidt mere erindrings- og kognitionstræning.  Derfor går turen nu til Carl Johans Gata i Oslo.

Ellen Andersen er født og opvokset i Norge, og hun boede i Oslo i en stor del af sit liv, inden hun giftede sig med en dansk mand og flyttede med ham til Danmark.

Mens Anya Bæksted taster den nye lokation ind, forsøger Ellen Andersen at få pulsen ned.

- Du er helt forpustet, siger Anya Bæksted med et smil og stryger Ellen Andersens skulder.

- Har du lyst til, at vi fortsætter? spørger hun.

Ellen Andersen retter sig op på cyklen og svarer prompte:

- Jeg er 90 år gammel, men jeg skal jo holde mig i gang. Og så er det helt sjovt, når man kan se noget, man kender, undervejs.

Ellen Andersen træder godt til i pedalerne, mens Anya Bæksted støtter hendes fødder.  Hun har lidt svært ved selv at genkalde sig gadenavnene, men når Anya Bæksted nævner dem, kan hun godt genkende dem.

- Carl Johans Gata, siger du? Ja, den kender jeg godt. Det er jo Oslos største gade, som også fører op til kongepaladset, siger Ellen Andersen.

Ellen Andersen kan ikke huske, hvilken gade hun selv boede på i sin tid, men de aftaler, at Anya Bæksted skal spørge hendes børn, så hun kan komme til at cykle dér næste gang.

- Det kunne jeg rigtig godt tænke mig, siger Ellen Andersen med et håbefuldt blik.

En meningsfuld aktivitet

Ergoterapeuter bruger deres viden om meningsfulde aktiviteter – som aktivitetscyklen – til at motivere beboere til at gennemføre aktiviteter, der kan fremme livskvaliteten. Derfor mener Anya Bæksted, at det er essentielt, at ergoterapeuter er ansat på plejehjem.

- Plejepersonalet løber allerede alt for stærkt, og de kommer kun til at løbe endnu stærkere, hvis borgerne ikke lærer at bruge deres egne ressourcer. Ergoterapeuter kan graduere aktiviteter, og når borgerne bruger deres egne ressourcer med hjælp fra de hjælpemidler, vi kan finde til dem, er de mindre tilbøjelige til at blive inaktive og kræve udvidet hjælp fra plejepersonalet, siger Anya Bæksted.

Når Anya Bæksted den 30. november har sidste arbejdsdag på Kildebakken Plejecenter, vil der ikke længere være ergoterapeuter på stedet, og det ærgrer Anya Bæksted.  

- I mine tre år på Kildebakken Plejecenter, har jeg udover mit arbejde med aktivitetscyklen blandt andet gjort en beboer selvhjulpen i spisesituationen gennem anskaffelsen af en robotarm og skaffet lægstøtter til kørestole, som ellers forårsagede tryksår på hælen, siger Anya Bæksted og tilføjer:

- Det er ting, som ville have taget meget længere tid at få igangsat, hvis plejepersonalet skulle hente ergoterapeuter ind udefra, og den tid ville være mærkbar for beboerne.  

Et godt råd

Om end der er flere argumenter for, at Anya Bæksted burde fortsætte sit arbejde på Kildebakken Plejecenter, er der ifølge regionsformand Anna-Marie Lausten, ikke meget, hun kan gøre.

- Når man er blevet fyret, er det svært at gøre noget ved beslutningen, og derfor bliver man nødt til at søge et andet sted hen, siger Anne-Marie Lausten og forklarer, at det, man altid skal gøre, er at gøre en indsats for at undgå at blive fyret.

- Det er en god idé at skabe et gennemsigtigt forhold til sin leder, så han eller hun ved, hvilken forskel ens faglighed gør for stedet. Det er vigtigt altid at fortælle den gode historie om, hvad der virker, og hvorfor det virker. Derudover er det en god idé at tage fat på sine tillidsrepræsentanter i kommunen, så man ved, om der er udsigt til besparelser, der kan have indflydelse på ens stilling, råder regionsformanden.

Hun anerkender imidlertid, at det kan være svært at forudsige økonomiske besparelser.

Som når man i Anya Bæksteds tilfælde er blevet ansat på en – tidsubegrænset – velfærdspulje, eller når kommuner sparer velfungerende tilbud væk på grund af stram økonomi.

Dagens motion

Carl Johans Gata i Oslo er svær at cykle på, da det overvejende er en gågade. Anya Bæksted og Ellen Andersen bliver derfor enige om, at Ellen Andersen har cyklet nok for i dag, og kilometertælleren afslører, at Ellen Andersen har cyklet 1,4 kilometer på 12 minutter.

- Det er da helt godt gået, siger Anya Bæksted og sender Ellen Andersen et smil.

Det kræver et par dybe vejrtrækninger, før Ellen Andersen kan gengælde smilet, men hendes mentale energi er helt i top. Stemmebåndet står nærmest ikke stille på Ellen Andersen, mens Anya Bæksted støtter hende i at komme fra aktivitetscykel til rollator. Hun fortæller livligt om sin tid i henholdsvis London og Oslo, som var hun lige hjemvendt derfra.  

- Jeg oplevede simpelthen så meget dengang, siger hun.

- Det var en god tid, siger hun med et smil, der ikke lader til at forsvinde lige foreløbig.

Hvis du bliver ledig

  • Hvis du bliver fyret, går Ergoterapeutforeningen ind og varetager din sag. Derfor er det en god idé at tage kontakt ligeså snart du ved, du bliver fyret.
  • Når du bliver ledig, vil Ergoterapeutforeningen som det første henvise dig til din a-kasse.
  • Derefter kan Etf blandt andet hjælpe med karrierådgivning, inspiration til jobsøgning og forhandling af løn, når du får nyt job.
  • Læs mere her