Hjem > Aktuelt > Nyheder > Vi er et attraktivt fag

Vi er et attraktivt fag

26. juli 2019
Der er betydeligt flere end sidste år, der har søgt ind på ergoterapeutuddannelsen i år. Det betyder, at der fra 1. september begynder et nyt hold studerende på landets ergoterapeutuddannelser. Det glæder Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.
Ergoterapeutforeningen er glade for, at flere gerne vil være ergoterapeut.

Sidste år havde 616 søgt ind på ergoterapeutuddannelsen, i år har 727 søgt ind. Det er en stigning på cirka 18 procent.  

- Det er positivt, at flere har søgt ind på uddannelsen, men det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke er flere, der har fået deres ønske opfyldt, udtaler formand for Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager.

Antallet af studiepladser på knap 650 er stadig det samme, men grunden til, at færre er optaget skyldes ledige pladser på ergoterapeutuddannelsen i Esbjerg og Holstebro.

- Vi kan jo håbe, at de bliver fyldt op inden studiestart af de, der har fået afslag fra andre uddannelsessteder, siger Tina Nør Langager.

Brug for ergoterapeuter

Selvom der fortsat er ledige studiepladser, mener formanden alligevel, at det går i den rigtige retning for ergoterapifaget. Dette vidner stigningen på 18 procent flere ansøgere også om, siger hun.

- Efterspørgslen på ergoterapeuter er høj, der er historisk lav ledighed, og så ser vi, hvordan den rehabiliterende bølge har haft indtog på både social- og beskæftigelsesområdet inden for de seneste år, udtaler formanden.

Hun tilføjer, at udviklingen er særligt positiv, fordi ungdomsårgangene er mindre, end de har været.

- Der er færre at tage af, samtidig med der kommer et bredere udvalg af nye uddannelser, som de unge kan vælge imellem. Derfor er det særligt vigtigt for vores fag, at der nu er sket en stigning i antallet af nye studerende, siger Tina Nør Langager.

Få et overblik over antal ansøgninger på de forskellige uddannelser her.

Konstruktiv kampagne

I april måned lancerede ergoterapeutuddannelserne og Ergoterapeutforeningen en ny ambassadør-kampagne, der havde til formål at rekruttere nye nysgerrige og dygtige studerende. Til det formål blev ergoterapeutstuderende Josefine Abildgaard udvalgt som ambassadør for uddannelsen blandt et hav af dygtige ansøgere til Etf’s konkurrence. Alle ansøgere har i løbet af de sidste par måneder gjort en særlig indsats på de sociale medier Facebook og Instagram for at dele ud af egne – og andre studerendes – gode erfaringer og oplevelser med ergoterapeutuddannelsen.

Tina Nør Langager håber, at den nye kampagne har bidraget til den positive stigning i antallet af nye studerende.

- Kampagnen har fungeret som en ung-til-ung-kampagne, hvor de unge selv er afsender af budskabet til de unge – netop fordi det er her, de naturligt færdes. Og det, håber jeg, er lykkedes, siger formanden.

Hun håber desuden, at det stigende antal nye studerende betyder, at der er flere, der har fået øjnene op for, hvad ergoterapi kan.