Ropoxprisen 2025 - Diddes drivkraft

Dato: 4. november 2025
Forfatter: Trine Vu
Fotograf: Simon Klein Knudsen

Didde Neuchs Christensen modtager årets Ropoxpris for: ”at have gjort en helt særlig indsats for at styrke og udvikle ergoterapifaget og hjælpemiddelområdet”. Selv siger hun, at faglig udvikling bare altid har været hendes drivkraft nummer ét.

Hun sad midt i et ledermøde, da det pludselig begyndte at larme udenfor døren. Som om nogen slog på grydelåg. Hun undrede sig, men tænkte ikke et sekund, at det kunne have noget med hende at gøre.

- Men så brød Margrethe ind i mødet, og medarbejdere med grydelåg fulgte efter. De tog fuldstændig fusen på mig, og jeg blev meget rørt og beæret over, at det netop er medarbejderne, der har indstillet mig, siger Didde Neuchs Christensen, som siden 2018 har været centerchef på Hjælpemiddelcentret i Københavns Kommune.

Det var ETF’s næstformand Margrethe Boel, der afbrød Diddes ledermøde for at fortælle hende, at hun modtager årets Ropoxpris.

Prisen gives til en ergoterapeut, der har gjort noget særligt for udviklingen af faget, og det er kollegaer – eller som her medarbejdere, der indstiller én til prisen. Og de 21 ergoterapeuter, der indstillede Didde, havde mere end grydelåg og konfettikanoner på hjerte. Deres begrundelse er i sig selv en ordentlig buket roser. De skriver bl.a.:

”Didde er visionær og har en helt særlig evne til at skabe og søsætte projekter. Hendes fokus på høj faglighed har været med til at udvikle nye arbejdsmetoder, fremme tværfagligt samarbejde, sætte fokus på evidensbaseret praksis og ikke mindst skabe mange ergoterapeutiske arbejdspladser, herunder to udviklingsergoterapeutstillinger.”

Didde er visionær og har en helt særlig evne til at skabe og søsætte projekter.
 

”Didde har bidraget og styrket fagets udvikling gennem flere centrale publikationer (…) senest som redaktør på den nye bog om Hjælpemiddelformidling. Udgivelserne gør en stor forskel for vores fag og giver ergoterapeuter fælles metoder og sprog at arbejde ud fra.”

”Didde er for os en inspiration og en drivkraft. Hun viser, at det er muligt at være en ambitiøs leder, med fokus på kvalitet, som tager udgangspunkt i god og systematisk ergoterapi.”

Drivkraften

- Den faglige udvikling har altid været en drivkraft for mig, for jeg synes, at udvikling bare er så fedt og vigtigt. At medarbejderne også synes, at det er fedt og går med på ideerne og arbejdet, når det ruller, det er enormt dejligt, siger Didde Neuchs Christensen.

Hun soler sig ikke længe i rosen, skynder sig i stedet at tilføje, at det i virkeligheden er lige så meget de dygtige medarbejderes og afdelingslederes fortjeneste, at fagligheden blomstrer på Hjælpemiddelcentret.

Stoltheden og beskedenheden holder hånd i den grå sofa på kontoret, hvor Didde i en pink nederdel og smittende faglig entusiasme sætter kulør på rummet.

Medarbejderne kalder hende ”ergoterapeut med stort E”, og det kan hun godt kende sig selv i:

- Jeg tror bare, at ergoterapi er verdens fedeste fag, og jeg bruger min ergoterapeutiske viden hele tiden, for vores måde at arbejde på og vores analyseredskaber sidder bare på rygraden. Helt intuitivt analyserer jeg alting på en måde, som ligner aktivitetsanalysen. Hvis jeg skal planlægge en proces, tænker jeg: Hvilke aktiviteter skal vi i gang med? Hvordan gør vi det? Hvad kræver det?

- Aktivitetsanalysen er kernen i ergoterapien, og når man først har fået grebet om den, så er den det fedeste redskab, som man kan bruge i rigtig mange sammenhænge. Man kan dissekere alle aktiviteter ned i små dele og finde ud af, hvad man skal stille op med dem, eller se hvor det eventuelt går galt, og for mig er det naturligt altid at tænke i aktiviteter. Det er også den måde, jeg argumenterer på i forhold til borgeren og alt det, vi skal på hjælpemiddelområdet. Aktiviteter er bare omdrejningspunktet.

Jeg tror bare, at ergoterapi er verdens fedeste fag, og jeg bruger min ergoterapeutiske viden hele tiden, for vores måde at arbejde på og vores analyseredskaber sidder bare på rygraden.
Didde Neuchs Christensen

- Jeg tror, det er sådan, det hænger sammen, konkluderer hun og smiler.

Hun har ikke ærmet fuldt af færdige svar, men tænker og mærker efter – og finder svaret.

Det gjorde hun også, da hun for 31 år siden valgte ergoterapien som sit fag.

Mulighedernes fag

- Da jeg skulle beslutte mig for, hvad jeg gerne ville læse, var jeg nervøs for at blive låst fast. Tanken om, at jeg skulle lave det samme de næste 40 år var kvælende for mig. Og så læste jeg om ergoterapi og de mange forskellige retninger, man kunne gå i – og det faldt jeg for.

- I starten ville jeg gerne arbejde med børn, men da jeg tilfældigt kom ind på hjælpemiddelområdet, så var det bare dét. Jeg kunne mærke, at det ville jeg ikke blive færdig med, uanset hvor lang tid, jeg blev, for her var hele tiden nye vinkler på arbejdet, siger hun og nævner hjælpemiddelformidlingsprocessen og den diversitet, der er i forhold til produkter.

Udvikling udvikling udvikling

Der skal ske noget, hvor Didde er - og det gør der.

- Livet bliver kedeligt, hvis der ikke er udvikling. Fagligt er det også enormt vigtigt for mig, at der altid er plads til udvikling, så jeg kan have en tendens til at blande mig i alt muligt, siger hun og tilføjer, at det selvfølgelig altid er med respekt for, at hun ikke er den fagligt dygtigste.

Det er medarbejderne. Hun skaber bare rammerne, understreger hun igen.

Lige nu arbejder hun på at gøre Hjælpemiddelcentret til medskaber på forskningsprojekter på hjælpemiddelområdet, fordi forskning er nøglen til at kunne gøre det endnu bedre for de borgere, det hele handler om.

Møde på vejen

Didde Neuchs Christensen får ting til at ske. Og når medarbejderne får en prisoverrækkelse til at ske for hende, siger hun tusind tak – og når overrækkelsen falder sammen med endnu et heldagsmøde, får hun arrangeret, at en kollega kan køre bilen, så hun selv på vejen kan deltage i sit møde via teams.

- Jeg er vitterligt bare enormt glad for, at medarbejderne anerkender det, jeg gør. Det betyder virkelig, virkelig meget, for jeg har kæmpe respekt for alle de terapeuter, vi har ansat, og i øvrigt alle vores medarbejdere, for de gør det dybest set bare rigtig rigtig godt og er med til at skabe resultaterne her, siger hun.

Didde Neuchs Christensens hjerte banker for faget og fagligheden, men hun kan også holde fri, og så skifter hun ofte aktivitetsanalysen ud med amerikansk fodbold, som hun har fulgt i over 30 år, fordi …, ja fordi der sker noget.

- Jeg kan godt lide, at det går hurtigt. Det er ikke som i almindelig fodbold, hvor de bare skyder frem og tilbage med en bold, og så kommer der aldrig nogen mål, griner hun og tilføjer den vigtige detalje, at yndlingsholdet er San Francisco 49’ers.

Ropoxprisen

 

Didde Neuchs Christensen

Centerchef
Hjælpemiddelcentret, Københavns Kommune
Medlem af ETF’s Hovedbestyrelse
Modtager af Ropoxprisen 2025
[email protected]