Efter fem år som regionsformand for Ergoterapeutforeningens Region Midt-Nord tiltræder Maj Britt Middelhede Olsen den 1. september en ny stilling som ledende ergoterapeut på sengeafsnit 12 og 13 på Hammel Neurocenter, Regionshospitalet Skive.
Maj Britt ser tilbage på årene i regionsformandsstolen som både lærerige og meningsfulde:
– Det har været fem fantastiske år med et stærkt fagligt fællesskab. Jeg er stolt af det, vi har opnået i samarbejde med medlemmerne i Midt og Nordjylland, siger hun.
I sin nye rolle får hun, sammen med oversygeplejersken, det overordnede ledelsesansvar for den tværfaglige personalegruppe på afsnittene – herunder personaleledelse for 15 ergo- og fysioterapeuter samt ansvar for mindre faggrupper.
– Jeg har været så heldig at blive tilbudt en stilling, som på mange måder matcher mig – både fagligt og personligt. Det er en naturlig udvikling i mit arbejdsliv, og jeg glæder mig til de nye opgaver, siger Maj Britt Middelhede Olsen.
Hun benytter også lejligheden til at sende en tak:
– Tak til alle medlemmer, tillidsrepræsentanter, regionsformandskolleger, sekretariatet og øvrige politikere for et stærkt samarbejde gennem årene. Det har været en fornøjelse at være en del af et så engageret fællesskab.
En markant stemme takker af
I Ergoterapeutforeningen lyder der stor anerkendelse af Maj Britts mangeårige indsats i foreningen.
– Det er aldrig let at sige farvel til en så markant skikkelse som Maj Britt. Hun har været en stærk stemme for medlemmerne og en vigtig samarbejdspartner. Jeg har stor respekt for hendes valg og glæder mig over, at hun fortsætter med at bidrage til faget – nu som leder. Vi ønsker hende alt det bedste i den nye rolle, lyder det fra Tina Nør Langager, formand i ETF.
Som følge af fratrædelsen skal regionsbestyrelsen ifølge vedtægterne konstituere en ny regionsformand frem til næste generalforsamling eller afholde urafstemning. Læs vedtægterne her