Hjem > Aktuelt > Nyheder > PODCAST: Ergoterapi på lyd

PODCAST: Ergoterapi på lyd

18. marts 2019
Ergoterapeuten tilbyder nu også historier om medlemmernes hverdag på lyd.

Vi lægger ud med en serie podcasts, hvor vi besøger tre arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøet er særlig godt, og hvor ergoterapeuterne er tilfredse med de udfordringer, de møder i hverdagen. Podcasten har vi helt enkelt kaldt "Ergo", og denne første serie hedder "Det gode arbejdsmiljø".

Den første podcast handler om ergoterapeuternes erfaringer med tværfaglighed i Hillerød Kommune ligesom artiklen på siderne her. For tre år siden ændrede ledelsen i kommunen strukturen, så forskellige faggrupper kom til at arbejde meget tættere sammen end før. Vi besøger kommunens afdeling for Visitation og Hjælpemidler, hvor sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter nu deler viden i langt højere grad end tidligere, og i træningssektionen arbejder ergoterapeuter sammen med jobkonsulenter for at skabe en direkte kommunikation med borgerne.

Podcasten bringer også ergoterapeuternes vurdering af, hvordan det er at arbejde i storrumskontorer, som alle — også borgmesteren og kommunaldirektøren — gør i Hillerød Kommune.

Du kan læse mere om vores nye podcast og få vejledning til, hvordan du lytter til den her på etf.dk/podcast

Nyheder