OK26 Kommunerne:
Mere fleksibilitet, højere løn og bedre balance i arbejdslivet

Dato: 3. marts 2026

Der er indgået et treårigt forlig om nye overenskomster for ansatte i kommunerne. Forliget sikrer reallønnen, giver helt nye fleksibilitetsmuligheder gennem en fritvalgsordning og har fokus på et godt psykisk arbejdsmiljø.

Et livtag med stressepidemien og et stort gennembrud på fleksibilitetsdagsordenen på det kommunale område. Det hører til blandt de absolut største resultater i OK26-forliget, som vi netop har indgået med den kommunale arbejdsgiver.

I ETF glæder man sig over et stærkt resultat. Forperson Tina Nør Langager siger:

– Medlemmerne har sendt mig til overenskomstforhandlinger med den opgave at sikre bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv i de forskellige livsfaser. I kommunerne har vi landet et forlig, som byder på fleksibilitetsmuligheder for alle - uanset om du er en ung børnefamilie, midt i arbejdslivet eller i den sidste del af arbejdslivet inden pension. Jeg er meget tilfreds med, at vi også har fået aftalt bedre mulighed for indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen, blandt andet gennem en fornyet hviletidsaftale. Samtidig er jeg glad for, at mulighederne for et arbejdsliv uden stress er styrket, og at TR’s rammer og muligheder for at kunne agere i et funktionelt lønsystem er væsentligt forbedrede. Det ser vi frem til at sætte i værk sammen med vores tillidsrepræsentanter.

Ny fritvalgsordning med frihed og fleksibilitet

Ergoterapeuterne har længe ønsket en fritvalgskonto. Nu er den på plads. Ordningen samler særlige feriedage, særlig feriegodtgørelse, seniorbonus og et månedligt fritvalgsbidrag på 2,33 pct. af lønnen. Årligt får man ret til:

  • 1 fritvalgsdag (for ansatte uden omsorgs- eller seniordage)
  • 5 særlige feriedage
  • 1–4 seniordage

Ubrugte midler udbetales som løn eller kan indbetales til pension. Der kan overføres 15 dages frihed mellem kalenderår – og flere efter aftale. Den tidligere frihedsopsparingsordning bortfalder.

Bedre rettigheder til familieliv

Retten til frihed ved barns sygdom udvides, så forældre – ud over hjemkaldelsesdagen – kan blive hjemme på barnets 1.-3. sygedag. Barselsvilkårene styrkes med udvidet lønret til sociale forældre og nærtstående, bedre vilkår ved børns hospitalsophold, udvidelse af delbar forældreorlov fra 6 til 8 uger, forbedret pensionsret ved forlænget orlov samt udvidet lønret for efterlevende.

Styrket trivsel og mindre stress

Forliget indeholder en styrket indsats mod arbejdsrelateret stress gennem bedre samarbejdsrammer og tidligere indsats ved langtidssygemeldinger.

Reallønsfremgang og styrket lokal løndannelse

Den samlede økonomiske ramme er 9,09 pct. Lønstigningen udgør 6,27 pct. over tre år. Hertil kommer fritvalgsbidraget på 2,33 pct. af lønnen. Der afsættes midler til bæredygtig og fleksibel lokal løndannelse, og gennemsigtigheden i lønsystemet styrkes. Tillidsrepræsentanter får bedre adgang til relevante løndata.

Kompetencefonden fortsætter

Den kommunale kompetencefond videreføres, så ergoterapeuter fortsat kan søge midler til efter- og videreuddannelse.

Se hele forliget her

Hvad sker der nu?

Virtuel præsentation den 5. marts

Du har mulighed for at få en præsentation af dit forlig allerede på torsdag den 5. marts. Vi forhandler stadig på det regionale område, men med den korte tidsfrist har vi planlagt mødet, så du kan tilmelde dig. Møderne er for alle medlemmer og tillidsvalgte. Klik på dit OK-område og tilmeld dig.

Oplæggene gives af Tina Nør Langager og forhandlingschef Sine Dreyer Skjoldan og optages til efterfølgende visning på OK26-siden.

Om urafstemningen

Vi forhandler stadig på det regionale område. Urafstemningen sættes i gang, når alle forlig er landet. Forhåbentlig bliver det muligt at køre afstemningen fra den 5. marts og frem til 26. marts. Du modtager link til afstemningen direkte i din indbakke. Det samlede resultat offentliggøres, når alle organisationer har afsluttet deres afstemninger.

Rundrejse i hele landet

I marts og april afholder ETF otte møder for tillidsrepræsentanter (12. marts – 8. april) med gennemgang af resultatet og mulighed for spørgsmål. Dem finder du i kalenderen her