Hjem > Aktuelt > Nyheder > OK18: UPDATE - Arbejdsgiverne har alle varslet lockout

OK18: UPDATE - Arbejdsgiverne har alle varslet lockout

7. marts 2018
Nu har arbejdsgiverne på alle offentlige områder - staten, kommunerne og regionerne - varslet lockout fra den 10. april. Etf har på nuværende tidspunkt ikke modtaget de konkrete varslinger og kender derfor ikke status på, hvem der bliver ramt.

De faglige organisationer har varslet konflikt på statens, kommunernes og regionernes område. Det er det middel, der kan tages i anvendelse, når mulighederne ved forhandlingsbordet er udtømt. Nu har arbejdsgiverne varslet lockout på alle offentlige områder. Lockout er deres middel i forbindelse med sammenbruddet af overenskomstforhandlingerne.

Fra begge side af forhandlingsbordet er der nu trukket de stærkeste kort. Lockout-varslet betyder imidlertid ikke, at der ikke fortsat kan indgås et forlig mellem parterne.

- Det er fortsat i vores interesse at mødes ved forhandlingsbordet og finde en løsning for alle. Vi er ikke blevet mindre forhandlingsvillige siden varslet, siger Tina Nør Langager.

En lockout på statens område vil omfatte omkring 120.000 offentligt ansatte. KL har valgt at lockoute 250.000 ansatte, mens Danske Regioner har varslet lockout for 70.000 offentligt ansatte på det regionale område. Etf har på nuværende tidspunkt ikke modtaget de konkrete varslinger og kender derfor ikke status på, hvem der bliver ramt.

FAKTA OM LOCKOUT

Lockouten kan tidligst træde i kraft den 10. april.

Lockout modsvarer strejken og betyder, at arbejdsgiveren sender de ansatte hjem på en eller flere arbejdspladser inden for overenskomstområdet.

Er man ansat på en lockoutramt arbejdsplads, hvor der ikke er valgt en tillidsrepræsentant, skal man kontakte Etf organisation for yderligere information. Det kan ske på konflikt@etf.dk eller tlf. 3115 6080.