Hjem > Aktuelt > Nyheder > OK18: Jeg er skeptisk, men håber på det bedste

OK18: Jeg er skeptisk, men håber på det bedste

12. marts 2018
I dag den 12. marts var der stormøde for tillidsrepræsentanterne i Sundhedskartellet, hvor de blev klædt på til at håndtere konflikten bedst muligt. TR i Aabenraa kommune, Marianne Roth Sørensen understreger vigtigheden i, at de offentligt ansatte står sammen og sætter spørgsmålstegn ved, om man skal beholde den danske model.
- Skal vi nytænke hele den danske model? spørger TR, Marianne Roth Sørensen på OK18-stormøde for Sundhedskartellets tillidsrepræsentanter. Foto: Anni Norddahl

Af Clara Leck Bachmann

1600 tillidsrepræsentanter var samlet i København, da der i dag var stormøde i Sundhedskartellet. Det, der gjorde mest indtryk på TR, Marianne Roth Sørensen var, da Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen, fortalte, at hun er tryg ved forligskvinden Mette Christensen, der lige nu skal prøve at få de offentligt ansatte og de offentlige arbejdsgivere til at nå til enighed om overenskomstforhandlingerne. Marianne Roth Sørensen er nemlig ikke helt overbevist om, om det er den rigtige måde, vi forhandler på.

- Hvis Anders Künhau og Michael Ziegler (Danske Regioner og KL) ikke har noget mandat at forhandle med, og hvis Sophie Løhde (Innovationsminister, V) bare går igennem med sin politik, er der så overhovedet tale om en forhandling? Skal vi blive ved med at forhandle på denne måde? Eller skal vi nytænke hele den danske model? spørger hun.

Marianne Roth Sørensen er skeptisk, men håber på det bedste.

- Jeg håber absolut, at der landes et resultat i Forligsinstitutionen. Jeg har ikke tillid til, at politikerne vil lave et lovindgreb, der følger forligskvindens mæglingsskitse. Tværtimod tror jeg, at de udelukkende vil se på deres behov for at få skattelettelserne igennem via vores løn, siger hun.

Det gode sammenhold

Mens det ikke er muligt at påvirke forhandlingerne i Forligsinstitutionen, mener Marianne Roth Sørensen, at det er vigtigt, at medlemmerne holder sammen for at komme bedst muligt ud af konflikten.

- Som vi også fik at vide til mødet, så er konflikten en mulighed for, at vi som kollegaer kan få skabt et fællesskab på tværs af organisationerne. Det vil være med til at styrke os under en mulig konflikt, siger hun.

Marianne Roth Sørensen orienterer sine kollegaer løbende om overenskomstforhandlingerne, når hun får nye informationer fra Ergoterapeutforeningen. Selvom en mulig strejke og/eller lockout kommer tættere og tættere på, fortæller hun sig selv og sine kollegaer, at de skal holde hovedet koldt.

- Jeg prøver at bevare roen, også overfor mine kollegaer, og fokusere på, at nu må Forligsinstitutionen arbejde, og så må vi krydse fingre for et resultat, siger hun.