Christiansborg i skumring

04. juni 2026

Nyt regeringsgrundlag: Et stærkt fokus på trivsel, forebyggelse og fællesskab

Den nye firkløverregering præsenterer et ambitiøst regeringsgrundlag med fokus på ulighed, arbejdsliv i balance og en stærk fagbevægelse

Nye skridt mod mindre ulighed i sundhed

I Ergoterapeutforeningen er vi glade for at se, hvordan regeringen tager fat på den markante ulighed, der i dag præger både sundheds- og socialområdet. Det er ambitiøst, men nødvendigt.

- Det er blandt andet positivt, at regeringen vil etablere en ny Forebyggelsesfond med et bredt sigte – et område, hvor ergoterapeuter har meget at bidrage med. Der er nok at tage fat på de kommende år på sundhedsområdet med mange gode initiativer samtidig med det store implementeringsarbejde, vi står overfor med sundhedsreformen, siger Mia Dahl Jensen.

Et regeringsgrundlag, der kalder på ergoterapeutiske kompetencer

Ergoterapeutforeningen hæfter sig samtidig ved, at regeringsgrundlaget lægger vægt på forebyggelse og mere sammenhængende velfærdsløsninger tæt på borgerne.

Det gælder blandt andet indsatsen for at forebygge mistrivsel blandt børn og unge, hvor et tværfagligt og hverdagsnært perspektiv er afgørende. Her kan ergoterapeuter bidrage med konkrete løsninger, der styrker børn og unges mulighed for at deltage i skole, fritidsliv og fællesskaber, fordi trivsel ikke kun handler om behandling, men om at kunne være med i hverdagen.

Regeringsgrundlaget peger også på øget brug af velfærdsteknologi og en styrket indsats for at få flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet. Her er der et stort potentiale i at koble ergoterapeutisk faglighed med teknologiske løsninger.

Derudover er Ergoterapeutforeningen meget positiv over, at regeringen sætter en reform af hjælpemiddelområdet på dagsordenen.

- For os er det helt centralt, at reformen sætter de sundhedsfaglige vurderinger tydeligere i centrum. Ergoterapeuter har særlige kompetencer i at vurdere borgerens funktionsevne, behov for hjælpemidler og muligheder for et selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv. Det rummer et stort potentiale for at styrke både livskvalitet og sammenhæng i indsatserne, siger Mia Dahl Jensen.

Fokus på trivsel, stress og balance mellem arbejds- og familieliv

Ergoterapeutforeningen ser meget positivt på, at trivsel fylder markant i regeringsgrundlaget.

- Trivsel og god sundhed er afgørende for et velfungerende velfærdssamfund. Derfor er det vigtigt, at vi tager den dagsorden alvorligt – og det er positivt at se den retning, regeringen sætter, siger Mia Dahl Jensen.

Regeringsgrundlaget rummer samtidig initiativer, der blandt andet skal forebygge stress på arbejdspladserne, forbedre rammerne for børnefamilier og skabe større fleksibilitet i arbejdslivet.

- Mange oplever, at hverdagen er svær at få til at hænge sammen – især med skiftende arbejdstider, når børn bliver syge, eller når arbejdslivet skal tilpasses forskellige livsfaser. Derfor er der brug for løsninger, der giver bedre balance og mere fleksibilitet, fortsætter hun.

Regeringen lægger samtidig op til en tættere dialog med arbejdsmarkedets parter, blandt andet om forebyggelse af stress og bedre rammer på arbejdspladserne.

- Jeg er glad for, at fagbevægelsen bliver inviteret ind i arbejdet med at finde løsninger, der kan skabe bedre rammer for både arbejdsliv og hverdagsliv, siger Mia Dahl Jensen.

Regeringen vil desuden fastholde fradraget for fagforeningskontingent og undersøge, hvordan det fremover kan målrettes de fagforeninger, der forhandler medlemmernes overenskomster.

Samlet set rummer regeringsgrundlaget en række gode takter og giver et stærkt afsæt for at udvikle velfærden med fokus på forebyggelse, livskvalitet og lighed. I Ergoterapeutforeningen vil vi arbejde målrettet for, at de gode takter omsættes til konkrete løsninger i praksis.

Her bliver det afgørende, at ambitionerne også følges af de nødvendige investeringer, de rette faglige kompetencer og løsninger tæt på borgernes hverdag