Pige i bare tæer på gynge

30. september 2026

Nyt politisk forslag skal bringe ergoterapi tættere på børn og unge i mistrivsel

Ergoterapeutforeningen lancerer i dag et politisk forslag om et "hverdagstjek" til børn og unge i mistrivsel.

Ergoterapeutforeningen lancerer i dag et politisk forslag om et "hverdagstjek" til børn og unge i mistrivsel. Hverdagstjekket er ikke en ny ergoterapeutisk metode eller faglig standard. Det bygger på den faglighed, som mange ergoterapeuter allerede bruger hver dag. Hverdagstjekket skal gøre fagligheden lettere at forstå for omverdenen og bringe den i spil politisk.

Når et barn mistrives, kan det vise sig mange steder i hverdagen. I skolen, i fritidslivet, i fællesskaberne eller hjemme i familien. Måske bruger barnet alle sine kræfter på skoledagen og har intet tilbage om eftermiddagen. Måske spænder omgivelser, sanseindtryk eller krav ben for deltagelsen.

Det er netop dette blik på barnets samlede hverdag, Ergoterapeutforeningen ønsker at sætte på den politiske dagsorden med et nyt forslag om et "hverdagstjek".

Forslaget er, at et hverdagstjek skal være en fast mulighed ved indgangen til PPR og de lettilgængelige tilbud til børn og unge i mistrivsel. Her skal der være fokus på barnets samlede hverdag og på, hvilke konkrete ændringer der kan gøre det lettere for barnet at deltage i skole, fritidsliv og fællesskaber.

Fra faglighed til politisk forslag

For nogle ergoterapeuter, der arbejder med børn og unge, vil meget af indholdet i hverdagstjekket være velkendt. Og det er netop meningen.

"Når vores medlemmer ser forslaget, vil nogle sikkert tænke: Det her gør vi jo allerede. Og det er netop meningen. Med hverdagstjekket har vi ikke opfundet en ny ergoterapeutisk metode. Vi har derimod forsøgt at sætte en enkel og forståelig ramme omkring en stærk faglighed, som allerede findes, så vi kan synliggøre den politisk og arbejde for, at flere børn og unge får adgang til den," siger Mia Dahl Jensen, forperson for Ergoterapeutforeningen.

De forskellige elementer skal illustrere den faglighed og de perspektiver, som ergoterapeuter kan bidrage med og mange steder allerede bruger.

"Vi skal kunne forklare omverdenen, hvad der er særligt ved vores blik på hverdagen. Ergoterapeuter ser ikke kun på en enkelt udfordring, men på hvordan barnets ressourcer, aktiviteter, krav og omgivelser spiller sammen gennem en hel dag. Der er brug for, at den faglighed kommer langt mere i spil i hjælpen til børn og unge i mistrivsel. Og timingen er vigtig. Den nye akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien lægger op til at bringe flere fagligheder, herunder ergoterapeuter, i spil og styrke den tidlige hjælp tæt på børn og unges hverdag.” siger Mia Dahl Jensen.

Erfaringerne findes allerede i praksis

Anine Thilqvist, børneergoterapeut, koordinerende faglig vejleder i Københavns Kommune og forperson for ergoterapifagligt selskab for børn og unge, oplever i praksis, hvordan ergoterapeuters særlige blik på barnets samlede hverdag fører til konkrete ændringer, der gør en forskel.:

"Jeg håber virkelig, at mange vil tage Hverdagstjekket i brug. I praksis har jeg set, hvor stor forskel det kan gøre, når vi ser på hele barnets dag og tidligt får justeret krav, energiforvaltning og omgivelser. Nogle gange skal der ikke store ændringer til, før barnet igen oplever, at hverdagen lykkes, og at det kan være med," siger Anine Thilqvist.

Medlemmernes faglighed gør en forskel

Arbejdet med hverdagstjekket er sket i tæt samarbejde med Ergoterapifagligt Selskab for Børn og Unge.

"En stor tak til selskabet og de medlemmer, der har lagt tid og faglighed i arbejdet. Vi er som forening helt afhængige af det store engagement, der bliver lagt i vores faglige selskaber. Det er her, vi kan trække på medlemmernes erfaringer og specialiserede viden, og det gør en helt konkret forskel for både vores politiske arbejde og for vores mulighed for at synliggøre ergoterapi," siger Mia Dahl Jensen.