Knap 200 ergoterapeuter deltog torsdag den 18. juni på en temadag om sanseintegration og sansestimulation, hvor et nyt fagligt selskab blev stiftet.
Initiativtagere til det nye selskab er de to privatpraktiserende ergoterapeuter Karina Olsen og Solveig Maria Radut. De kom allerede sidste år på ETFs Repræsentantskabsmøde med et ønske om, at sanseområdet blev prioriteret i et nyt fagligt selskab, der kan gå forrest for at skabe en strategisk retning for ergoterapeuters arbejde på området.
Ifølge initiativtagerne skal det nye ergoterapifaglige selskab især:
Styrke ergoterapeuters position som specialister og ledende fagpersoner inden for sanseintegration og sansestimulering.
Synliggøre fagets kompetencer og bidrag internt og eksternt.
Klæde ergoterapeuter endnu bedre på til at give borgerne den bedst kvalificerede hjælp.
Fremtidssikre ergoterapi gennem udvikling, forskning og implementering af sanseintegration og sansestimulation som evidensbaserede tilgange.
Generelt er anerkendelsen af sansernes betydning for menneskers trivsel og udvikling vokset gennem de senere år, men ergoterapeuter bør positionere sig på feltet, mener frontløberne for det nye faglige selskab.
”På trods af, at sanseintegration er ergoterapeutisk funderet, er der flere steder i praksis, hvor der arbejdes med sanser, men hvor der ikke er ergoterapeuter,” fortæller Solveig Maria Radut og tilføjer:
”Flere ergoterapeuter, der arbejder på området, føler sig alene i arbejdet med sanserne og savner et forum, hvor de kan mødes for dele viden.”
Det nye selskab bliver nummer 21 i rækken af faglige selskaber og klubber i ETF. I alt er 4500 ergoterapeuter medlem af et eller flere af ETF's faglige selskaber, der tæller så forskellige fagområder som dysfagi og håndterapi.
FAKTA
Ergoterapifagligt Selskab for Sanseintegration og Sansestimulation
Ni medlemmer af ETF blev valgt ind i bestyrelsen i det nye selskab, der helt præcist hedder Ergoterapifagligt Selskab for Sanseintegration og Sansestimulation. Bestyrelsen vil konstituere sig i nærmeste fremtid.
Bestyrelsen består af:
Solveig Maria Radut
Karina Olsen
Charlotte Andersen
Henriette Nowack
Tina Finnerup
Freja Hammer Selsing Stilling
Malene Kongsgaard
Suppleanter:
Iben Liv Nørgaard Norén
Maria Vogt
Her kan du melde dig ind i Ergoterapifagligt Selskab for Sanseintegration og Sansestimulation.