Ny strategi sætter retning for fremtidens ETF

 
Dato: 23. november 2025

Repræsentantskabet har vedtaget en ny treårig strategi: ”Et stærkt fællesskab – for dig, dine arbejdsvilkår og din faglighed.” Strategien har fokus på medlemmernes arbejdsliv i forandring.

Strategiens indsatser skal styrke ergoterapeuters arbejdsliv, bringe foreningen endnu tættere på medlemmernes hverdag – og sikre, at faget står stærkt i en tid med store forandringer og ny teknologi.

– Strategien er vores fælles ambition om at komme tættere på medlemmerne og styrke fællesskabet i et arbejdsliv i forandring. Udviklingen af faget sker bedst, når vi står sammen – og når vi er til stede dér, hvor hverdagen udspiller sig, siger Tina Nør Langager, formand for ETF.

Stå stærkt i arbejdslivet

ETF vil fortsat arbejde for balance, mening og indflydelse i ergoterapeuters arbejdsliv. Det gør vi gennem stærke aftaler, politisk påvirkning og tæt dialog med medlemmerne om deres behov. De kommende år vil ETF især fokusere på de store forandringer i velfærdsområderne. Målet er, at nye strukturer kommer både borgere og ergoterapeuter til gavn – og at tillidsrepræsentanter bliver godt rustet til at styrke fællesskabet på arbejdspladserne.

Tættere på medlemmet – gennem hele arbejdslivet

Strategien lægger op til et medlemskab med større nærhed og relevans. Uanset om man er nyuddannet, midt i karrieren eller nærmer sig pension, skal ETF være en kvalificeret støtte i arbejdslivets forskellige faser.

– Medlemmerne har forskellige behov afhængigt af deres livssituation. Vi vil i dialog finde ud af, hvordan vi bedst understøtter disse behov – både fagligt og menneskeligt, siger Tina Nør Langager.

Velfærdsteknologi og digitalisering

Teknologi ændrer både samfundet og den ergoterapeutiske praksis. ETF vil derfor styrke medlemmernes digitale kompetencer, skabe netværk og dele praksisnær viden.

– Vi tror på, at teknologi vil styrke fagligheden – ikke erstatte den. Ergoterapeuter bør gå forrest i udviklingen, og ETF skal understøtte det med redskaber og viden, der giver mening i praksis, siger Tina Nør Langager.

Fra ord til handling

Hovedbestyrelsen omsætter nu strategien til konkrete indsatser – til gavn for både medlemmerne og faget.

– Med strategien tager vi næste skridt mod et endnu stærkere fællesskab, bæredygtige arbejdsvilkår og en faglighed, der gør en tydelig forskel, siger Tina Nør Langager.

Sammen står vi stærkere: Læs hele strategien her