Ny bog på hylden: En grønspættebog til din ergoterapeutiske hverdag

Dato: 15. januar 2026

Har du nogensinde siddet midt i en travl arbejdsdag og tænkt: “Hvad var det nu lige…?”

Så er der godt nyt til dig.

I samarbejde med ETF har Gad’s forlag netop udgivet Håndbog for ergoterapeuter – en helt ny faglig følgesvend, der er skabt til at gøre din hverdag lidt nemmere. Det er ikke en tung lærebog, men et praktisk opslagsværk, du kan gribe fat i, når du har brug for hurtig viden, overblik eller en genopfriskning.

Her kan du blandt andet finde:

  • Modellen for recovery-processen
  • Barnets udviklingsmilepæle
  • Principper for forflytning
  • FEV1-værdier ved KOL
  • Tegn på dysfagi, faldrisiko og meget mere
  • Og ja – også hvad OPUS, PNS, SLE og gll. egentlig står for

Bogen spænder bredt og dækker store dele af ergoterapiens fagområder – fra børneergoterapi og neurologi til sanseintegration, smerter, håndterapi og hjælpemidler. Den er udviklet i samarbejde med kvalificerende input fra ETF’s faglige selskaber, så du kan være sikker på, at indholdet er både relevant og fagligt solidt.

En bog skabt til virkeligheden

Håndbogen er lavet på opfordring fra ergoterapeutstuderende – men den er mindst lige så nyttig for dig, der har været i faget i mange år. For hvem har ikke brug for en hurtig genvej til viden, når hverdagen kører i højt tempo?

Næstforperson i ETF, Margrethe Boel siger det sådan:

- Håndbog for ergoterapeuter er vores grønspættebog – en faglig førstehjælper i hverdagen. Den gør det lettere at holde fast i fagligheden, også når der er travlt, og den er tænkt som en trofast makker for både nye og erfarne ergoterapeuter. Stor tak til bl.a. Gitte Johannesen, Line Lindahl-Jacobsen, Brit Sander Bruun og Ulrik Løth Holm for deres bidrag til håndbogen.

Put den i tasken – eller på skrivebordet

Håndbogen er ikke der, hvor du finder den fulde metodebeskrivelse af COPM eller ADL-I. Til gengæld er det her, du finder de ting, du hurtigt skal bruge, men ikke altid lige kan huske. Så tag den i lommen, smid den i tasken – eller hav den liggende klar på dit skrivebord. Brug den præcis, som det giver mening for dig og dit ergoterapeutiske virke.

 
 

Du har som medlem af ETF rabat på bøger fra bl.a. Gad’s forlag.

 

Læs mere om sær-rabatten og find koden

Du har som medlem af ETF rabat på bøger fra bl.a. Gad’s forlag.
 
Læs mere om sær-rabatten og find koden