”Vi bakker helt grundlæggende op om lovgivningen, men regionerne skal jo sikre, at lovgivningen kommer ud og leve i virkeligheden, ellers mister den jo sin værdi", siger Mia Dahl Jensen, forperson i ETF.

Lovgivningen er på plads, men virker ikke for alle
Muligheden for navnesløring blev indført for at øge sikkerheden for sundhedsprofessionelle.

I 2021 blev reglerne ændret, så sundhedspersoner kan identificeres med andet end deres fulde navn, fx initialer eller anden entydig identifikation. Siden er der også gennemført ændringer i blandt andet logningsreglerne, som giver mulighed for at erstatte fulde navne med anden identifikation i særlige situationer, fx ved chikane eller trusler.

Baggrunden var blandt andet drabet i 2019 på læge Charlotte Asperup, hvor en patient havde fundet hendes navn i en journal og opsøgt hende på hendes privatadresse.

Alligevel oplever mange sundhedsprofessionelle i dag, at beskyttelsen ikke virker i praksis.

"En rettighed, som ikke er tilgængelig eller brugbar i hverdagen, beskytter jo ikke nogen. Regionerne skal sikre, at muligheden for navnesløring er reel for alle medarbejdere, uanset hvor de arbejder", siger Mia Dahl Jensen.

Regionernes ansvar
Det er regionerne, der har ansvaret for at omsætte lovgivningen til praksis. Men i dag flere år efter er løsningerne stadig både begrænsede og uens. Typisk kan enten en hel afdeling få navnebeskyttelse, eller også kan en enkelt medarbejder få sit navn skjult over for en konkret patient i en periode på op til 90 dage. Ofte kræver det, at der først har været en konkret hændelse med trusler eller chikane.

Det er ikke tilstrækkeligt, mener ETF.

”Det betyder i praksis, at man først kan blive beskyttet, når skaden er sket. Det giver ikke en reel tryghed i hverdagen”, siger Mia Dahl Jensen. Samtidig afhænger det ofte af ledelsens vurdering, om en hel afdeling får navnesløring, og det gør beskyttelsen tilfældig og ulige.

Tryghed skal veje tungest
Et argument mod mere udbredt navnesløring er hensynet til patienternes ret til at kende deres behandler, og at det kendskab kan styrke relationen.

”Som ergoterapeut er jeg meget bevidst om, hvor vigtigt relationen til borgeren eller patienten er. Den er helt afgørende for, at man sammen kan nå de fælles mål”, siger Mia Dahl Jensen og fortsætter:

”Så selvfølgelig er der et hensyn her. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at hensynet til den ansatte selvfølgelig vejer tungest. Det er også vigtigt at sige, at vi oplever, at langt de fleste møder mellem ergoterapeuter og patienter eller borgere er præget af tillid og godt samarbejde. Det er dét, der gør arbejdet det meningsfuldt. Men medarbejdernes sikkerhed skal selvfølgelig tages alvorligt og veje tungest”, siger hun og understreger, at en god relation ikke kræver et fuldt navn:

”Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at en patient/borger kender sin behandlers fulde navn for at skabe en god relation. Et fornavn og en medarbejderidentifikation, så det selvfølgelig er muligt at placere ansvar og identificere medarbejdere internt er tilstrækkeligt. Og det gør en afgørende forskel for trygheden og sikkerheden”.

Klart krav: Gør navnesløring til en reel mulighed
ETF efterlyser derfor en klar ændring i praksis, hvor alle sundhedsprofessionelle skal have en reel og lettilgængelig mulighed for at beskytte deres navn uden først at skulle udsættes for trusler eller chikane.

”Tryghed må ikke afhænge af, hvor man arbejder. Regionerne skal sikre, at den lovgivning, Folketinget har vedtaget, faktisk beskytter medarbejderne i hverdagen”, siger Mia Dahl Jensen.

Læs artiklen i Kristeligt Dagblad (bag betalingsmur)