Hjem > Aktuelt > Nyheder > Natur- og lydterapi hyldes med legat

Natur- og lydterapi hyldes med legat

16. september 2019
I dag modtog to ergoterapeuter PROTAC-legatet: Ingelis Arnsbjerg for sit arbejde med lydterapi og Ulla Bundgaard Westendorp for sit arbejde med natur-sanseterapi. Begge vil bruge legatet til at udbrede kendskabet til nye sanseintegrerende behandlingsmetoder.
Ergoterapeuterne Ingelis Arnsbjerg og Ulla Bundgaard Westendorp (i midten) har netop modtaget Protac-legatet for hhv. arbejdet med lydtearpi og natur-sanseterapi. De fik overrakt legatet af Pia Christiansen, stifter af Protac og Lotte Lagoni, næstformand i Etf. Foto: Karin Majland

Af Anni M. Wiecka

Og vinderne af PROTAC-legatet 2019 er:

*trommehvirvel*

Ingelis Arnsbjerg og Ulla Bundgaard Westendorp.

De er begge glade, de er begge ergoterapeuter med masser af praksiserfaring inden for hvert deres felt, og de har begge planer om at bruge legatet til at skabe større synlighed omkring det arbejde, der er deres hjertebørn.

Ingelis Arnsbjerg og Ulla Bundgaard Westendorp har begge søgt PROTAC-legatet med henblik på at videreuddanne sig, og fordi PROTAC har 25-års jubilæum og uddeler en større pengepulje end normalt, får begge ergoterapeuter deres drøm opfyldt.

Ingelis Arnsbjerg vil bruge PROTAC-legatet til at tage en instruktøruddannelse i to lydterapimetoder, Integrated Listening Systems (iLs) og Safe and Sound Protocol (SSP), som hun allerede har erfaring med at kombinere med ergoterapeutisk behandling af børn og unge med sanseintegrationsforstyrrelser. 

Ulla Bundgaard Westendorp vil bruge sin del af legatmidlerne til at tage modul 4 i faget naturterapi på Københavns Universitet, og hun håber at kunne afslutte modulet med et projekt, der undersøger, hvorvidt elementer i naturen kan styrke ergoterapeuters praksis med sansestimulation – og regulering til børn og unge med forskellige psykiske, fysiske og/eller sociale udfordringer. Både gennem tilpassede friluftsaktiviteter, men også blot simpel tilstedeværelse i naturen.

Udbredelse af iLs og SSP

- Jeg er utrolig glad, fordi det vidner om nytænkning, at der inden for vores fag er en åbenhed for at forene nye metoder med mere velkendte ergoterapeutiske metoder, siger Ingelis Arnsbjerg om modtagelsen af PROTAC-legatet.

Med en instruktøruddannelse i iLs og SSP i bagagen vil hun selv kunne uddanne andre ergoterapeuter i de to lydterapimetoder.

- Det betyder, at jeg principielt selv er med til at skabe nogle konkolleger inden for feltet, siger hun med et smil og tilføjer:

- Jeg vil få øget konkurrence om opgaver, men det vigtigste er, at behandlingsformen bliver tilgængelig for flere klienter, og at de bliver kyndigt vejledt og superviseret, af kompetente fagpersoner med den nødvendige neurologiske baggrundsviden.

Ingelis Arnsbjerg ser en positiv udvikling hos de børn, hvor hun kombinerer sanseintegrationsbehandling med Integrated Listening hjemmeprogrammer, og hun præsenterede i juni i år sine erfaringer på en poster ved European Sensory Integration Congress i Grækenland.

- Her spurgte Virginia Spielmann, direktør fra STAR Institute, et verdensførende forskningscenter inden for Sensory Processing Disorder (SPD) behandling og - research, om jeg også ville præsentere mine erfaringer på et SPD Foundation’s symposium tæt på Washington DC til november, fortæller en glad Ingelis Arnsbjerg.

Børn og natur

Ingelis Arnsbjergs behandlingsform med iLs og SSP skal både være til gavn for børn, unge og voksne. Men Ulla Bundgaard Westendorps målgruppe er – bevidst – lidt mere snæver. Hendes sigte er udelukkende børn og unge, da dette er et område, hvor effekten af natur-sanseterapi endnu ikke er så godt beskrevet.

Videnshus Dybkær/Dybkær Specialskole, hvor Ulla Bundgaard Westendorp arbejder, tilbyder undersøgelse, behandling og vejledning af børn og unge med særlige vanskeligheder. Indsatsen foregår i det miljø barnet/den unge færdes i til daglig; f.eks. børnehave eller skole, og de tager børnene med udenfor i hele dage og præsenterer dem for friluftsaktiviteter tilpasset børnenes individuelle ressourcer.

- På Dybkær Specialskole har vi siden 1998 arbejdet aktivt med at inddrage naturen i vores arbejde med eleverne på skolen med tilbuddet ”skolen i naturen”, som i dag er et næsten ufravigeligt tilbud til eleverne, siger Ulla Bundgaard.

Hun har oplevet en positiv effekt ved natur-tiltaget og vil derfor gerne undersøge det nærmere.

- I naturen får vi øje på nogle ressourcer og kompetencer hos børnene, som hverken vi eller deres forældre opdager, når børnene er i de gængse rammer indendørs, siger Ulla Bundgaard.

Et eksempel på en succesoplevelse er en dreng, der ikke var motiveret til at deltage i aktiviteter og nærmest aldrig sagde et ord – heller ikke til sine forældre. Det ændrede sig, en dag i ”skolen i naturen” tog ham med ud at fiske. Han fangede en fisk og fik den med hjem i en plastikpose med vand i. Herefter begyndte han at snakke en masse om fisk, og han fik sit eget akvarie og begyndte at lære navnene på alle fisketyper og fortælle små anekdoter om dem. Ressourcer, ingen – måske ikke engang han selv – var klar over, at han havde.

- Undersøgelser med demens- og stressramte har vist, at naturen har en afstressende, helende og regulerende effekt, og jeg vil gerne undersøge den effekt, sansningen i naturen har på børn og unge, fordi jeg har erfaret, at den har en regulerende, helende og afstressende effekt, siger Ulla Bundgaard.

Hun håber, at hendes projekt kan bidrage til at flere ergoterapeuter på børn- og ungeområdet får mod på at tænke naturen ind i aktiviteterne på nye måder.

Vidensdeling

Både Ulla Bundgaard Westendorp og Ingelis Arnsbjerg glæder sig til at komme i gang med deres videreuddannelser.

- Underviserne på instruktøruddannelsen har en stærk faglighed og kan give mig en masse viden, som jeg selv efterfølgende kan dele ud af, siger Ingelis Arnsbjerg.

Ulla Bundgaard Westendorp glæder sig til at få et større teoretisk grundlag for sin praktiske viden.

- Jeg er super glad for, at jeg nu kan dykke ned i emnet og undersøge, om der er belæg for min mangeårige praksis, siger hun.

Fakta

PROTAC-legatet uddeles hvert år til en ergoterapeut, der arbejder med sanseintegrationsbehandling på børne- eller voksenområdet, og som har ambitioner om at videreuddanne sig eller tage på en studierejse.

Legatet er på 25.000 kroner, men i år var legatet på 50.000 kroner i anledning af PROTAC’s 25-års jubilæum. Man besluttede imidlertid i år at dele legatet, så to ergoterapeuter kunne få deres drøm opfyldt.