Mia Dahl Jensen er ny forperson i ETF

Dato: 31. marts 2026

Ergoterapeutforeningens medlemmer har valgt Mia Dahl Jensen som ny forperson. Hun tiltræder den 1. maj og overtager posten efter Tina Nør Langager, der efter ti år har valgt at give stafetten videre. Valget sker på et stærkt fundament efter en omfattende organisatorisk fornyelse

Med valget får ETF en forperson med solid ledelseserfaring og som er drevet af at omsætte gode ambitioner til konkrete resultater. Mia Dahl Jensen kommer fra en stilling som afdelingsleder i Væksthuset og er uddannet ergoterapeut og cand. san. i ergoterapi.

Hun har et stærkt fokus på arbejdsvilkår og på at bringe foreningen tættere på medlemmerne.

– Jeg er meget taknemmelig for den tillid, medlemmerne har vist mig. Vi har haft en ordentlig valgkamp med gode diskussioner, og jeg har stor respekt for min modkandidat Emil Kjeldsmark Lemvig – nu ser jeg frem til at samle kræfterne. Jeg går til opgaven med ydmyghed og stort engagement, og jeg er stolt af at repræsentere ergoterapeuterne i Danmark. Jeg vil arbejde for at styrke ergoterapeuters faglighed, synlighed og indflydelse, så vi i endnu højere grad kan gøre en forskel for de mennesker, vi er her for, siger Mia Dahl Jensen.

Hun understreger samtidig ambitionen om en tydelig og nærværende forening:

– Det vigtigste for mig er at skabe reel værdi for ergoterapeuter i deres hverdag. Jeg vil arbejde for bedre rammer, stærkere faglige fællesskaber og en tydelig stemme i de beslutninger, der påvirker vores praksis.

Afgående forperson Tina Nør Langager siger om valget af Mia Dahl Jensen:

– Stort tillykke til Mia, som jeg trygt giver stafetten videre til. Mia kommer med en solid faglig ballast til at brande ergoterapien, så det kan ses, høres og mærkes – og krydret med en ledelseserfaring og et netværk, der gavner medlemmernes forventninger og foreningens interessevaretagelse.

Hun fremhæver samtidig engagementet, der har præget valgprocessen:

– Jeg er glad for, at medlemmerne har engageret sig i valget ved valgmøder og i dialog med Mia og Emil på de sociale medier. Tak til jer begge for en saglig og nuanceret kampagne. I har begge vist det format, som skal til.

Afslutningsvis peger hun på det stærke fundament for det kommende lederskab:

– Det er meget positivt, at vi nu har et nyt stærkt lederskab med forperson Mia Dahl Jensen og næstforperson Margrethe Boel, der sammen med Hovedbestyrelsen vil styrke vores fag og gøre en forskel i medlemmernes arbejdsliv.

Ny struktur skal udvikles i fællesskab

Mia Dahl Jensen træder ind i rollen på et tidspunkt, hvor ETF har gennemført en markant modernisering af den politiske struktur. Medlemmerne var også ved stemmeurnerne i december, hvor de vedtog en ny struktur, der blandt andet reducerer antallet af politisk valgte og frigør flere ressourcer til indsatser tættere på medlemmernes hverdag.

Omstillingen er en del af foreningens arbejde med at styrke relevansen og værdien af medlemskabet i en tid, hvor fagbevægelsen er under forandring.

– Jeg overtager stafetten i en forening, der står stærkt, og hvor medlemmerne har truffet nogle modige valg. Den nye struktur giver et godt afsæt for at styrke vores fag og vores muligheder for at gøre en forskel i medlemmernes arbejdsliv.

Samtidig peger hun på, at arbejdet kun lige er begyndt:

– Vi står ikke med en færdig drejebog fra dag ét. Den nye struktur skal udvikles i praksis – i tæt samarbejde med vores dygtige tillidsrepræsentanter. Det er i det fællesskab, vi finder de bedste løsninger til gavn for medlemmerne.

Nu glæder den nye forperson sig blot til at komme i gang med de nye opgaver, der venter:

- Jeg skal ud at møde medlemmerne og høre, hvad der rører sig ude i deres virkelighed, og hvad der er vigtigt for dem. Og så skal jeg fortsætte arbejdet med at skabe synlighed om ergoterapi og styrke vores stemme.

 

Læs hvad Mia Dahl Jensen gik til valg på

 

Læs mere om de øvrige valg til HB og Repræsentantskabet

Læs mere om de øvrige valg til HB og Repræsentantskabet