Hjem > Aktuelt > Nyheder > Målrettet praktik og uddannelse får nyuddannede i job

Målrettet praktik og uddannelse får nyuddannede i job

5. januar 2014
Det lyder paradoksalt, men en af de nyuddannedes største barrierer for at komme ind på arbejdsmarkedet er, at de mangler uddannelse.
Foto: Colourbox

Sådan forklarer konsulent Tina Nør Langager fra Ergoterapeutforeningen det i en længere artikel til ftf.dk.

Som trainee-koordinator har hun oplevet, hvordan kurser af få dages varighed ofte kan være det eneste, der står imellem den nyuddannede og ønskejobbet. Det er dog langt fra ligegyldigt, hvilket kursus den ledige får. For at få den ledige i beskæftigelse skal kurset give den ledige de faglige kompetencer, som arbejdsgiverne på den lediges fagområde efterspørger. En opgave, FTF’s trainee-projekt har haft stor succes med at løse.

Trainee-projektet er en del af et bredt samarbejde mellem a-kasser, fagforeninger og arbejdsgivere om at få nyuddannede i arbejde. Erfaringerne bør vække opmærksomhed i Carsten Koch-udvalget og hos beskæftigelsesministeren, mener såvel FTF som Etf.

Erfaringerne med trainee-projektet er særligt aktuelle for medlemmerne af Carsten Koch-udvalget, der efter årsskiftet kommer med anbefalinger til en reform af beskæftigelsespolitikken.

Udvalget undersøger bl.a., hvordan arbejdsløse bliver klædt bedre på til at møde arbejdsgivernes specifikke behov, og det er derfor oplagt, at udvalget tænker de gode resultater fra trainee-projektet med ind i anbefalingerne til regeringen, mener FTF.

Tæt samarbejde mellem arbejdsgiver og fagforening

Som trainee-koordinator har Tina Nør Langager tilrettelagt individuelle kursusforløb for 47 nyuddannede ergoterapeuter og koblet dem sammen med relevante arbejdsgivere.

Ud af de 47 er 32 nu færdige med deres trainee-forløb, og bortset fra én i løntilskud og én på barselsorlov er alle, hun har hørt fra, efterfølgende kommet i fast arbejde.

Ifølge Tina Nør Langager skyldes trainee-ordningens store succes i høj grad samspillet mellem fagforeningen, a-kassen, arbejdsgiveren - og selvfølgelig den ledige.

- Vores tre regionsformænd kender de arbejdsgivere, der ansætter ergoterapeuter, og de har derfor været rigtig gode til at finde ud af, hvilke kompetencer arbejdsgiverne efterspørger, og som de nyuddannede mangler, forklarer Tina Nør Langager.

Ergoterapeutforeningens store succes med trainee-ordningen er ikke kommet af sig selv. Alle trainee-forløb har været mere eller mindre skræddersyede til den enkelte ledige og den enkelte arbejdsplads, og det har naturligvis krævet både tid og kræfter.

- Vi har foreslået kurser til den ledige, men det har hele tiden været et samarbejde mellem den ledige, os som fagforening og arbejdsgiveren. I nogle tilfælde har traineen ønsket et bestemt kursus – i andre tilfælde er det arbejdsgiveren, der er kommet med et specifikt ønske, siger Tina Nør Langager.

Læs artiklen i sin fulde længde på ftf.dk

Kilde: ftf.dk