Hjem > Aktuelt > Nyheder > Lederkonference 2014

Lederkonference 2014

4. juni 2014
Få brikkerne til at falde på plads og energi til at gå hjem og gøre noget anderledes: Danske Fysioterapeuters Lederfraktion og Ergoterapeutforeningens Selskab for Ledere afholder konference den 10. og 11. november, der stiller skarpt på ledelse gennem paradokser, dit arbejdsmiljø som leder og giver dig faglige input på en sprudlende sparrings- og netværksbasar.

Du vil i løbet af de to dage, som konferencen løber over møde blandt andre erhvervspsykolog Lotte S. Lüscher og ekspert i ”energiledelse” Laust Lauridsen.

DAG 1: Paradokser er dit grundvilkår
Lotte S. Lüscher vil introducere ledelse gennem paradokser, som hun ser som et grundvilkår affødt af den kompleksitet, som ledelsesopgaven indebærer.

”Paradokser skal ikke reduceres. Der skal arbejdes mod ”sikker nok handlegrund”. Selv om kompleksiteten og forvirringen kan reduceres midlertidigt gennem regler, procedurer og stabile arbejdsgange, så skabes der samtidig et behov for fleksibilitet, nytænkning, kreativitet og udforskende adfærd i organisationen, ” skriver Lotte S. Lüschers i sin bog Ledelse gennem paradokset, udgivet på Dansk Psykologisk Forlag.

Vi vil udfolde og debattere relevante paradokser med formanden for Danske Fysioterapeuter Tina Lambrecht, Formanden for Ergoterapeutforeningen Gunner Gamborg, formanden for Lederfraktionen Mette Molin og formanden for Selskab for ledere Lene Lange.

Først på aftenen vil der tradition tro være generalforsamling/årsmøde inden den store festmiddag.

DAG 2: Du skal have mest mulig med hjem
Vi har forlænget dag to for at få mest muligt med hjem. Her vil der være fokus på lederens eget arbejdsmiljø som opfølgning på ønskerne fra sidste års konference i form af et oplæg om energiledelse ved Laust Lauridsen.

Med afsæt i den nyerhvervede energi inviterer vi efterfølgende til en sprudlende idé, sparrings- og netværksbasar, hvor det er muligt at gå på jagt efter andres og dele ud af egne guldkorn. Måske er det netop denne seance, der får brikkerne i et aktuelt projekt til at falde på plads eller giver energi til at gå hjem og gøre noget anderledes?

Vi afslutter med en evaluering lederkonferencen 2014, inden vi drager hjem for at sætte den nyerhvervede inspiration i spil.

Tilmeld dig Lederkonferencen 2014