Jeg har altid rakt hånden op

Lisbeth Villemoes Sørensen blev uddannet ergoterapeut som 22-årig og efter mange år som leder tog hun som en af de første ergoterapeuter en ph.d, og nu har hun også fået titlen ”æresmedlem af Ergoterapeutforeningen”. Selv siger hun, at hun bare altid er gået efter det, der gav mening.

Hun voksede op langt ude på bøhlandet, som hun siger, i et stillestående lokalsamfund, hvor mulighederne var få og skolegangen sporadisk. På en ferie mødte hun sin mormors veninde – en skæg dame, som var beskæftigelsesterapeut på et sygehus på Langeland.

- Jeg tænkte, at hvis man kan være så skæg som beskæftigelsesterapeut, så vil jeg også være det, griner Lisbeth Villemoes Sørensen.

Og som tænkt så gjort, for Lisbeth er åbenbart ikke typen, der sylter en god idé. Da hun som 17-årig var færdig med skolen, tog hun til Aarhus for at snakke med lederen af ergoterapeutuddannelsen, Ingrid Pålsson, som i parentes bemærket siden blev Ergoterapeutforeningens første æresmedlem - men det er en anden historie.

Ingrid Pålsson sagde til den unge Lisbeth, at hun skulle sørge for at tage en studentereksamen, inden hun søgte ind på uddannelsen til ergoterapeut.

- Men jeg skulle altså ikke hjem og læse videre. Jeg skulle ud i verden, og så tænkte jeg, at så blev jeg nok alligevel ikke ergoterapeut. Men det blev jeg nu alligevel, for da jeg var færdig med rejseriet, kom jeg ind på ergoterapeutuddannelsen i København, siger hun og tilføjer med et strejf af triumf i stemmen: Uden studentereksamen.

I dag er hun 79 år og nyslået æresmedlem af Ergoterapeutforeningen, for hendes engagement kom til at præge ikke bare hendes egen karriere, men også fagets udvikling.

- Det er en utrolig stor anerkendelse, som kom fuldstændigt bag på mig, for jeg er jo for længst gået på pension og har derfor i de seneste 10 år ikke haft så meget kontakt med foreningen. Men det er rigtig stort og helt uventet for mig at blive æresmedlem, siger hun.

Nysgerrig

Karriereplaner var ikke noget, Lisbeth Villemoes Sørensen dyrkede, da hun løb af sted med sit nye fag. Men hun er nysgerrig af natur og har altid ”rakt hånden op, når muligheden bød sig”, som hun siger.

Efter besøget hos uddannelsesleder Pålsson rejste Lisbeth til London som aupair hos en fin familie. Bagefter rejste hun hjem til Danmark igen og blev ergoterapeut - og da hun havde fået sit bevis, tog hun turen retur til London for at arbejde på psykiatrisk hospital.

- Det var i 1969, så det er jo nærmest forhistorisk, griner hun og iler videre i kronologien, for inden hun egentlig var færdig med den engelske psykiatritjans, ringede telefonen.

- Det var Line Schmidt, som var ledende ergoterapeut på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk, hvor jeg havde været i praktik som ergoterapeutstuderende. Hun stod og manglede en ergoterapeut, og det synes hun skulle være mig. Det var jo lidt af en cadeau sådan at blive ringet op, når man sad i udlandet, så jeg skyndte mig tilbage til Danmark og begyndte i Hornbæk. Og så er tiden egentlig bare gået med mange spændende opgaver.

- Men det hele har faktisk været engagerende, tilføjer hun og vender tilbage til sin opvækst.

Hjertet bestemmer

- Jeg har altid haft det sådan, at arbejdet skulle sige mig noget, ellers gad jeg simpelthen ikke, og det stammer nok fra min opvækst på det lille landsted, hvor min far var kvægopdrætter. For ham gjaldt det om at være engageret i det han lavede. Det betød meget mere for ham, at han kunne lide det, han lavede, end hvor meget han tjente, og han undskyldte aldrig vores levestandard, som bestemt ikke var for høj, fortæller hun og fortsætter:

- Den holdning har præget mig, og med ergoterapien har jeg fulgt mit hjerte og er gået efter det, jeg syntes var spændende. Men jeg har selvfølgelig også ladet mig tænde at det, jeg mødte på min vej - og jeg har mødt mange kollegaer, som også var interesseret i, at der skulle ske noget fagligt, siger hun med smil i stemmen.

Men har der så været en rød tråd i det arbejdsliv, som hjertet førte hende igennem?

Hun tænker. Bladrer gennem job og begivenheder. Kommer forbi turen til WFOT-kongressen i Zürich i 1970. De 20 år som formand for censorkorpset. De mange år som leder af ergoterapien på plejehjem.

- Jeg er altid blevet på mine arbejdspladser, jeg er ikke typen, der ofte har skiftet fra det ene til det andet. Men jeg har også altid haft gang i eksterne ting ved siden af fast arbejde. For eksempel opbyggede jeg et netværk til faglig sparring med andre ledere. Jeg var med til at stifte et af de faglige selskaber i ETF, jeg arbejdede for mere efteruddannelse, mere faglig udveksling …, måske er det uformelle arbejde med at udvikle faget min røde tråd.

- Ja, det tror jeg, det er, siger hun.

Som et konkret eksempel på, hvordan Lisbeth Villemoes Sørensen har bidraget til udviklingen af faget, nævnes det i indstillingen af hende som æresmedlem, det var hende, der stod bag introduktionen af Tom Kitwoods teorier om den personcentrerede tilgang herhjemme, og så er vi tilbage i London:

- Jeg tog jo på kursus hos ham i London i 1996, og så tog jeg selvfølgelig de nye teorier med hjem, lyder forklaringen ganske ydmygt fra æresmedlemmet selv.

Leder

At mange af arbejdsårene har været i lederstillinger, er ikke noget, Lisbeth Villemoes Sørensen gør et stort nummer ud af.

- Jeg blev leder første gang, fordi jeg skulle have et job, og så var der ét på et stort plejecenter i Gentofte, og det var et lederjob, og så blev jeg leder, og så begyndte jeg bare at pløje marken. I starten var der jo ikke andre terapeuter ansat, men det var et fantastisk sted med gamle mennesker, 186 var der, og jeg blev ansat til at opbygge aktiviteter.

- Jeg blev der i 16 år og fik bygget ergoterapi op, så jeg til sidst havde 12 medarbejdere.

Ph.d. nummer 6

Da Lisbeth i 1990’erne var over halvvejs i sit arbejdsliv, tog hun selv et ordentligt efteruddannelsesskridt og blev den sjette ergoterapeut med en ph.d.

- Jeg tog først en Master Of Public Health på den MPH-uddannelse, der blev oprettet ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, og masteren og senere ph.d.’en åbnede en ny verden for mig og gav mig en god senkarriere, siger hun og sætter punktum:

- Jeg har altid været utrolig glad for det her fag, og jeg har fået meget glæde af det. At faget også har haft glæde af mig …, det er jeg utrolig glad for at blive anerkendt for.