Jeg er jo ergoterapeut HELE tiden

Børneergoterapeut Connie Nissen elsker sit fag og øser af sin viden til både kollegaer, sine 34.000 facebookfølgere og forældre og børn, der tilfældigt krydser hendes vej. ”Jeg er jo ergoterapeut HELE tiden”, siger hun. Nu er hun også æresmedlem af Ergoterapeutforeningen.

”Hvor lang tid har du”, spørger Connie Nissen, når hun får det spørgsmål, de fleste ergoterapeuter kender alt for godt: Hvad laver en ergoterapeut egentlig?

Svaret er ikke et forsøg på at slippe for igen at forklare. Tværtimod. Hun elsker sit fag, og hun elsker at formidle det. Gå i detaljer. Folde ud. Give eksempler.

Ja, faktisk kan kvinden med de levende grå krøller og de blå øjne slet ikke lade være, og få har som hende været med til at udbrede kendskabet til ergoterapien.

Blandt andet derfor er hun nu udnævnt til æresmedlem af Ergoterapeutforeningen.

- Det er kæmpestort. Simpelthen. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad og stolt og ydmyg det gør mig. Det er helt særligt, virkelig en anerkendelse, der er til at tage og føle på.

Connie Nissen slår ud med armene og et stort, varmt smil breder sig i hendes ansigt.

Kun én ting er hun ked af, og det er, at hendes mand Kim ikke nåede at opleve hende modtage hæderen. Han døde for blot otte måneder siden, efter at have fulgt hende gennem tykt og tyndt – og især siden hun sprang ud som selvstændig børneergoterapeut for 35 år siden har han heppet og bakket op.

- Han ville sikkert have sagt: ”Det var da på tide”, griner hun og tilføjer lidt mere stille, at han nok sidder et sted og glæder sig på hendes vegne.

Aktivitetsgradueringen

Man kan ikke sige Connie Nissen uden også at sige ”børneergoterapeut”, og når det handler om Connie, handler det også om faget. Ergoterapien er blevet hendes måde at være i verden på, og hun husker tydeligt, hvordan passionen for formidlingen faget blev vakt.

- Det var, da det i starten af studiet gik op for mig, hvad det med at skrue op og ned for sværhedsgraden i en meningsfuld aktivitet betyder. Hvor vigtigt det er, og hvor gode ergoterapeuter er til det, siger hun og uddyber uden at stoppe op:

- Det med at kunne se, at vi kan gøre sådan her i stedet for. Mere skal der ikke til. Så kan du godt. Sommetider skal der nemlig ikke så meget til, og da det gik op for mig, at mange i børnemiljøerne ikke kendte til vores fags måde at forstå det enkelte barn på, så vidste jeg, at det er lige præcis dét, jeg skal ud at praktisere og at fortælle om.

- At tale om den individuelle sensoriske bearbejdning, den rette dosering, respekt for den individuelle bearbejdningstid og regulering af nervesystemer – hele den måde vi tilgår det enkelte menneske på, tilføjer hun.

- Når vi er i kontakt med børn, der er svære at forstå, som er skrøbelige og udsatte, så kan det subtile, lillebitte mikroøjeblik gøre så kæmpestor forskel.

Connie Nissen kniber øjnene sammen, læner sig frem og viser med to fingre, hvor lidt det handler om.

- Børn fornemmer så fint, om de bliver mødt med forståelse eller med kritik.

Intet er tilfældigt

Formidlingen er blevet et omdrejningspunkt. Det er afgørende for hende, at andre forstår det særlige, ergoterapeuter kan.

- Der er jo ikke noget af det, jeg gør som ergoterapeut, der er tilfældigt. Intet. Men det med at skrue op og ned for sansestimuli og justere på omgivelserne for at få hverdagen til at fungere igen kan godt virke lidt banalt, og måske derfor giver det ofte ikke den store anerkendelse, siger hun og giver et eksempel:

- Det kan handle om, at forældrene lige skal tie stille lidt, så drengen kan få tid til at bearbejde aktuelle sansestimuli eller restituere efter at have fået en lidt for stor dosis stimuli. Hvis de voksne så samtidig siger til ham, at han gerne må give sig god tid, så kan der virkelig ske noget, for den sætning kan få hele nervesystemet til at falde til ro. Og når nervesystemet er i ro, så kan vi arbejde med motorisk koordination, opmærksomhed, kontakt og deltagelse i fællesskabet.

Små ting som at vente, guide og udvise ro og tålmodighed ligner umiddelbart ikke raketvidenskab. Men i virkeligheden ligger der en ordentlig portion viden om sanseintegration, latenstid, motorisk hukommelse og relationernes betydning bag hver enkelt lille indsats:

Hvornår og hvorfor en hånd skal have et klem. Hvornår og hvordan et barn skal heppes på efter en lille succesoplevelse. Og hvornår selv det allermindste kritiske ord skal forblive usagt for ikke at vælte hele læsset.

”Hvor lang tid har du?”

- Når en skoleleder eller en forvaltningschef beder mig forklare, hvorfor de skal bevilge midler til ergoterapi, så er jeg nødt til at spørge: ”Hvor lang tid har du?” Fordi hvis jeg skal få dem til at forstå, hvor mange knapper jeg skruer på i forhold til sensoriske stimuli, fysisk kontakt, dosering af verbale instruktioner og respons på succes, ja, så tager det altså noget tid.

Når hun selv indimellem møder den attitude, at hendes løsninger er selvfølgeligheder, som enhver kunne have fundet frem til, kan hun godt finde på at svare lidt flabet, fortæller hun:

- Det kan være en simpel ting som at tape et stykke papir fast til bordet, når et barn skal starte med at tegne. For, hvor svært kan det være? Men hvis det virkelig er så indlysende, så er det da sjovt, at vedkommende ikke bare selv gjorde det - og utrolig heldigt, at jeg lige tilfældigvis kom forbi med løsningen.

Hun træder ud af sit sproglige rollespil og gentager, at der ikke er skyggen af held i det, hun laver. Det er dybt, alvorligt arbejde.

- Heldigvis er det også ret sjovt, griner hun og må lige komme med et eksempel mere på et kækt svar, som hun flere gange har sendt retur til en bordherre, der bestemt ikke mente, at man kunne leve af at være selvstændig ergoterapeut.

- Aj, siger jeg, det er da godt, jeg ikke vidste det, for det har jeg gjort i 35 år.

Mantraet

Som den garvede formidler, hun er, har Connie Nissen også et mantra.

”Kontakt før handling”, lyder det, og det udspringer af noget, som ergoterapeuter ifølge hende er særligt gode til at tage højde for, nemlig det mellemmenneskelige lag.

- Det er det sted, hvor der er ægte kontakt - et mødeøjeblik, hvor vi er tunet ind på hinanden, forklarer hun og springer på hovedet ind i et eksempel fra sin egen praksis, hvor hun møder et barn i børnehaven.

- Prøv lige at lande. Prøv lige at sætte dig ned her på kanten af sandkassen. Prøv lige at sige: ”Hej, jeg har fået lov til at komme på besøg i dag. Jeg har aldrig været her før, kan du vise mig, hvor man egentlig tisser her, når man er voksen? Vil du vise mig det?”.

Hun springer tilbage til interviewet.

- I praksis betyder ”kontakt før handling”, at vi altid skal kunne mærke kontakten med børn og unge, før vi kan forvente, at de kan præstere og yde deres bedste. Det kan vi gøre ved at vi lander, mens den afgørende kontakt skabes – og det kan vi for eksempel gøre ved at give os god tid.

- Jeg har fået så mange børn til at vise mig toilettet, og så sidder de udenfor og venter og siger: ”Jeg kan også vise dig, hvor vi har vores sakse.” Bum. Så er der kontakt, og så kan arbejdet begynde. Mere skal der ikke til, men det er vigtigt. Det relationelle trumfer alt andet.

- Børn vil så gerne samarbejde, når de mærker, at de er i gode hænder. Hvilket jo er meganaturligt og megasundt. Nogle mener, at ”hvis han ikke vil høre efter, må han lære det på den hårde måde”, men det virker ikke. Børns hjerne og nervesystem fungerer sådan, at de kobler sig på det, der føles dejligt, rart og trygt. Når det sker, så rykker vi til gengæld.

Til hverdag og fest

Connie Nissen øser af sin faglige viden. Hun har holdt et hav af kurser, og hun siger sjældent nej, når nogen spørger, om hun vil komme ud og ”fortælle lidt”.

Ofte træder faget også lige lidt ind i privatlivet.

- Jeg er jo ergoterapeut HELE tiden, siger hun og skynder sig at forklare, at hun griber alle chancer for at fortælle om sit fantastiske fag.

For eksempel, når en bordherre ikke aner en pind om ergoterapi og endnu mindre om sanseintegration.

- Så siger jeg: Prøv lige i det her øjeblik at overveje, hvor meget din opmærksomhed er på overarbejde til den her fest: Du skal holde fokus på, hvad jeg siger, og samtidig skal du udelukke alt det, der sker omkring os. Når nogen lige om lidt slår på glasset, så skal vi begge to tie stille og lytte. Og når talen er slut, skal vi alle sammen løfte vinglasset, og hvis vi ikke har noget i vinglasset, løftet vi i stedet vandglasset, men ikke kaffekoppen – og kun hvis det er et bryllup, skal vi slå på glasset, for det betyder, at brudeparret skal kysse …

Efter opremsningen følger forklaringen. Om alle de sanseindtryk, som også bordherren ubevidst tolker og analyserer og handler på, men som mennesker, der er udfordret på sanseområdet, ikke ligeså automatisk kan håndtere.

- Så fortæller jeg ham, at det er dét, vi ergoterapeuter har fokus på. Hverdagslivet. Hvad skal der til for, at de sensoriske, motorisk, kognitive, relationelle og neurale systemer fungerer, hvis du fx bliver ramt af et piskesmæld eller en hjernerystelse? Hvad kan du skrue ned for, så du alligevel kan gennemføre en hverdag? Det er det, vi laver.

Eksemplerne flyder. Hun elsker at gå i detaljer. Fortæller så krøllerne danser.

Hun kender også flere børn, der ikke kan mærke deres fødder, fordi deres evne til at registrere krop og sanser er utilstrækkelig, og det har bordherren aldrig tænkt over, at man kan komme ud for. Men så er det jo godt, at ergoterapeuterne kan nogle ase-mase-lege, der hjælper børnene til at få fornemmelse for deres krop, pointerer den garvede børneergoterapeut, mens hun ase-maser med hele kroppen.

Og så tilføjer hun:

- For en sikkerheds skyld fortæller jeg også altid, at nogen måske kunne tro, at sådan en ase-mase leg bare er noget, vi finder på sådan ud af det blå. Men det er det selvfølgelig ikke. Det er vores fag. Og så sker der faktisk næsten altid det, at ikke bare bordherren, men også damen på den anden side og hende skråt overfor synes, at det med ergoterapi er vildt spændende – og så sidder vi pludselig dér og snakker om ergoterapi.

Hun smitter med sin begejstring. Dyrker formidlingen til både hverdag og fest.

34.945 følgere

På Facebook har hun i skrivende stund 34.945 følgere, som tæller alt fra fagfæller og studerende til forældre og bedsteforældre. De får gode råd om skolestart og vinterferie, tip til sansestimulerende lege, fakta om sansemotorik og meget meget mere.

- Det kan være lidt af en tidsrøver, men det giver mig bare så enormt meget energi tilbage. Når jeg fx laver et opslag om, hvordan man guider børn til at få armen gennem et ærme, eller hvordan man hjælper et barn med sanseforstyrrelser med at falde i søvn ved lige at trykke det forskellige steder på kroppen og sige ”godnat ryg og godnat arme, sov godt”, jamen så spreder det brugbare sig. Så fortæller moren det til moster Hanne, der skal passe lille Emil i weekenden, og moster Hanne fortæller det videre til onkel Hans, der har en nevø med nogle af de samme udfordringer. Det er så godt.

Da Connie for mange år siden begyndte at dyrke formidlingen, sagde en kollega til hende, at det måske ikke lige var det klogeste at gøre, for når hun lærte alle andre om ergoterapi, så ville de jo bare begynde at gøre det selv, og så ville der blive mindre og mindre brug for ergoterapeuterne selv.

Connie Nissen ryster på hovedet.

- Det virker omvendt. Jo mere jeg og alle andre ergoterapeuter orker at fortælle om vores fantastiske fag, jo flere ergoterapeuter bliver der brug for, fordi når folk forstår, hvad vi kan, så ser de behovet.