Hjem > Aktuelt > Nyheder > - Jeg er en af de privilegerede

- Jeg er en af de privilegerede

14. juni 2022
Anders Langballe fik med egne ord ”guldpakken” i sundhedssystemet, da han i 2018 blev ramt af to blodpropper i hjernen. ”Det var mit held, at jeg bor, hvor jeg bor”, siger den tidligere politiske redaktør og tv-journalist, som mener, at der er noget helt galt med den måde, vi organiserer rehabiliteringen på i Danmark. Netop uligheden er en af de ting, han ønsker at sætte på dagsordenen, når han i dag debatterer med Ergoterapeutforeningens formand i sundhedsteltet på Folkemødet.

I november 2018 blev Anders Langballe ramt af en blodprop under et møde på en restaurant i indre København. Få dage efter - under indlæggelsen på Rigshospitalet -  fulgte den næste.

Af Lene Terkelsen

De første mange dage flimrer. Der var læger, sygeplejersker og terapeuter. Scanningsbilleder og aftaler, han ikke kunne huske, og som personalet derfor noterede på en lille hvid tavle for enden af hospitalssengen. For eksempel aftalerne med Amalie, der var den første ergoterapeut, Anders Langballe mødte, da han efter et par dage på Rigshospitalet blev overført til afdelingen i Glostrup.

- Jeg vidste ikke helt, hvad hun skulle. Ergoterapeuter var for mig sådan nogle typer, der var lidt i familie med fysioterapeuter og kiropraktorer, men hvad de lige præcis lavede, anede jeg ikke, fortæller Anders Langballe.

En mand, der med egne ord har ”et hul” i sin hjerne. En konsekvens af de to blodpropper, han fik i november i 2018.

Da ambulanceredderen på vej mod hospitalet spurgte Anders Langballe, hvad hans to børn hed, svarede han ”Kirstine og Kirstine”, selvom han udmærket godt vidste, at det jo kun var datterens navn. Evnen til at tale og skrive var nærmest væk. En ny virkelighed for et menneske, der hele sit liv havde levet af at formidle som journalist og analytiker. Senest som redaktør på en af landets største nyhedskanaler, hvor han havde dyrket et benhårdt arbejdsliv.

- Årene på TV2 havde gjort mig syg, og selvom der var masser af advarselslamper, som havde blinket undervejs, havde jeg overset dem, fortæller Anders Langballe.

Den manglende erkendelse

I dag ved han udmærket, hvad en ergoterapeut laver, for han mødte mange undervejs i sit forløb. Først på hospitalet, hvor han bl.a. skulle vise, at han kunne riste brød, lave te og dække bordet i den dertil indrettede øvelejlighed.

- Først tænkte jeg: Altså tror de, at jeg er tosset? Jeg er vant til at have 50 bolde i luften, og nu bliver jeg bedt om at riste et stykke brød. Selvfølgelig kunne jeg det. Men på det tidspunkt troede jeg jo også, at jeg ugen efter ville kunne sidde til møder på Christiansborg, selvom jeg overhovedet ikke havde noget sprog. Alt var oppe i hovedet, og jeg kan tydeligt huske, at jeg havde meget svært ved at erkende, at der overhovedet var sket noget med mig.   

Lægen havde godt nok vist nogle ret forklarende scanningsbilleder, og personalet forberedte ham på, at det ville blive en lang proces at komme tilbage til et normalt liv.

- Men jeg var vant til, at jeg bare skulle gøre noget for at lykkes, så jeg knoklede på med genoptræningen lige fra starten, fortæller Anders Langballe, der bl.a. blev sat til at løse børnekryds- og tværs på hospitalet. En udfordrende disciplin viste det sig.

- Jeg forsøgte at fornægte, hvor ramt jeg var, men jeg kunne ikke engang finde ordene i en simpel kryds og måtte bede min ven om hjælp, fortæller han.

I hænderne på eksperter

Anders Langballe bor i et grønt åndehul på Amager i et moderne hvidt rækkehus blandt små velfriserede plæner. Halvdelen af tiden bor hans to børn og hunden her også, men i dag er han alene. I gang med det nye liv, som er blevet genstartet flere gange. Efter blodpropperne, efter skilsmissen og senest i springet til at blive selvstændig efter et langt liv med faste ansættelser.  Netop bopælen blev afgørende for det rehabiliteringsforløb, som Anders Langballe gennemgik i året efter blodpropperne.

- Jeg havde en pragtfuld overlæge, som befriende ærligt sagde til mig, ”Nøj, hvor er du heldig, at du bor, hvor du bor”. Hun vidste, at jeg også på det punkt havde et forspring. For havde jeg boet 250 meter længere nede ad vejen, var adressen i Tårnby og ikke Københavns Kommune, og så var jeg ikke kommet på Center for Hjerneskade, hvor de førende specialister er forsamlet.  

Foran fra starten

På sin telefon kan Anders Langballe stadig finde billeder frem, som viser den første tid på Glostrup. Det var her, han lå på en ensengsstue, for ”den slags får man tilsyneladende, når man er kendt fra fjernsynet”, som han spidst formulerer det i bogen ”Forfra”, der beskriver forløbet med de to blodpropper og tiden før og efter.

- Jeg var foran allerede fra begyndelsen, fordi jeg var ressourcestærk. Systemet er bange for at lave fejl, og dem, man særligt ikke må lave fejl på, er sådan nogle som mig. For selvom jeg ikke kunne ret meget selv, havde jeg stærke relationer, der kunne hjælpe mig. Hvem ville derimod tale den ensomme arbejdsløses eller lastbilchaufførens sag? De forsvinder lettere i systemet, siger Anders Langballe, der kalder sit forløb for ”sundhedsvæsenets guldpakke”.

- Jeg er en af de privilegerede. Det system, jeg mødte, først på Rigshospitalet og Glostrup og senere på Center for Hjerneskade, var fuldstændigt tilrettelagt efter mig og mine behov. Men jeg kender også folk, der har været i systemer, som ikke havde overskud til at se det enkelte menneske, og som slet ikke har fået den samme effektive rehabilitering, siger Anders Langballe og fortæller om den jævnaldrende mand, som han mødte på Center for Hjerneskade. Manden havde også haft en blodprop, men fordi han boede i en anden kommune, var han blevet sendt på det lokale ældrecenter til genoptræning. Kun fordi hans kone havde kæmpet mandens sag og ydermere kendte borgmesteren i kommunen personligt, lykkedes det for familien at få manden henvist til Center for Hjerneskade. 

- Han havde fået nøjagtig den samme indstilling fra hospitalet som mig. Han var også 42 år, også familiefar og erhvervsaktiv, men fordi han boede i en forkert kommune, fik han ikke det samme målrettede tilbud fra starten, og derfor overhalede jeg ham også lynhurtigt, selvom han var blevet ramt 3,5 måned før mig, fortæller Anders Langballe, der kalder det for ”et udtryk for kassetænkning af allerværste skuffe”, når kommunen sparer ved at sende hjerneskadede i rehabiliteringsforløb på ældrecenteret.

-  Det er jo ikke fordi, at terapeuten på ældrecenteret gør sit job dårligt, men hun ser måske to blodpropper om året, hvor komplicerede hjerneskader er hverdag for dem, jeg mødte på Center for Hjerneskade. Det er så foragteligt, at økonomi fylder så meget, og det er hul i hovedet at forsøge at spare i en kasse fremfor at tænke langsigtet og hjælpe folk bedst muligt, så de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Overskud til at råbe op

Løsningen er ifølge Anders Langballe en radikal ændring af sundhedssystemet.

- Hvis du får hjerteproblemer eller cancer går fagligheden forud for, om du får behandling tæt på. På de områder er de klogeste mennesker samlet i regionerne, men hjerneskader er placeret i kommunerne, hvor det lille hospital eller ældrecenteret umuligt kan have den samme høje faglighed som specialisterne, siger Anders Langballe, der mener, at rehabilitering på hjerneskadeområdet ikke skal arrangeres på 98 forskellige måder – bare fordi landet har 98 kommuner.

- Når jeg har mødt nogle af dem, som ikke fik guldpakken, står det endnu mere klart for mig, at der er noget helt skævt i den måde, man organiserer rehabiliteringen på hjerneskadeområdet i Danmark, fastslår han.

En anmærkning for at støvsuge

Som en del af sit rehabiliteringsforløb fik Anders Langballe besøg af en ergoterapeut, som observerede ham, mens han lavede mad og støvsugede i hjemmet.

- Jeg fik ros for frikadellerne, men terapeuten skrev i et notat, at jeg var ret aggressiv ved møblerne. Virkeligheden var jo, at jeg ikke havde støvsuget i 15 år, fordi der havde været rengøringshjælp, og jeg aldrig var hjemme, fortæller han med et lille smil.

- Men igen var det vigtigt for min erkendelsesproces at træne de dagligdags aktiviteter. Jeg var nødt til at mærke, hvad jeg kunne, og hvor mine begrænsninger var, så jeg gradvist fik opbygget en fornemmelse af at kunne klare mig selv. 

I dag har Anders Langballe ikke nogen synderlige fysiske eller psykiske mén eller blodpropperne. Eller formodentlig ikke, for han kan stadig blive i tvivl om, hvornår hjerneskaden stopper, og Anders begynder. Er det glemsomhed? Eller en konsekvens af forløbet? Tvivlen må han leve med.

- Jeg har da en angst for, hvor ramt jeg i virkeligheden er, og jeg er stadig i gang med en erkendelsesproces. Men som en neurolog sagde til mig, så var det heldigt, at talecenteret var min mest veltrænede muskel før ulykken, for så var der noget at bygge på. Ellers havde det set sort ud, siger Anders Langballe og eftertackler så med et:

- Ligesom det var mit held, at jeg bor, hvor jeg bor.

Behandling til toppoint

Anders Langballe

  • Født 1976
  • Uddannet journalist
  • Har været ansat på Ekstra bladet, Jyllands-Posten og TV2, hvor han var politisk redaktør i en årrække
  • Forfatter til bogen ”Forfra”, der handlede om en usund arbejdskultur og tiden før og efter to stressrelaterede blodpropper
  • I dag selvstændig kommunikationsrådgiver og foredragsholder.