Hjem > Aktuelt > Nyheder > Gratis tilbud om ekspertrådgivning i godt psykisk arbejdsmiljø

Gratis tilbud om ekspertrådgivning i godt psykisk arbejdsmiljø

10. januar 2019
Nu har regionale arbejdspladser igen mulighed for at søge om gratis bistand fra eksterne arbejdsmiljøeksperter til arbejdet for et godt psykisk arbejdsmiljø.

Er din arbejdsplads i gang med en større organisatorisk forandring, er I i gang med faglige forandringer, har I udfordringer med samarbejdet, arbejdspladskulturen eller mobning eller er du og dine kolleger udsat for vold og trusler? Hvis det er situationen på din arbejdsplads, har I måske brug for rådgivning og inspiration til, hvordan I styrker arbejdsmiljøet. Det kan I få hjælp til nu.

Regionale arbejdspladser kan søge om ekspertrådgivning og inspiration til forløb, som giver den enkelte arbejdsplads viden og konkrete redskaber til det daglige arbejde med det psykiske arbejdsmiljø. Ekspertrådgivningen kan ”skræddersys” til den enkelte arbejdsplads, fx en institution eller afdeling, men man kan også gå flere sammen og søge om et fælles forløb eventuelt på et mere strategisk niveau.

Der bliver ydet rådgivning og inspiration indenfor temaerne:

  • Organisatoriske forandringer
  • Faglige forandringer
  • Samarbejde, arbejdspladskultur og mobning
  • Vold og trusler

Udbyderne af ekspertrådgivningen er:

  • NFA, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
  • NIRAS-Joblife
  • RUC, Roskilde Universitetscenter

Ledelse og medarbejdere skal være enige om at søge støtte og det er ledere og medarbejderrepræsentanter, der i fællesskab kan rekvirere tilbuddet.
Hvis du som medarbejder oplever behov for, at det psykiske arbejdsmiljø bliver styrket på din arbejdsplads, så opfordre din leder, arbejdsmiljørepræsentant og TR til at gøre brug af ekspertrådgivningen.

Arbejdspladserne kommer til efter først-til-mølle-princippet. Tilbuddet fortsætter i hele overenskomstperioden.

Tilbuddet om ekspertrådgivning og inspiration er en del af overenskomstresultatet 2018, hvor parterne blev enige om at fortsætte det fælles arbejde med fokus på det psykiske arbejdsmiljø i regionerne. Tilbuddet bygger videre på positive erfaringerne fra den seneste overenskomstperiode, hvor flere end 100 regionale arbejdspladser modtog rådgivning fra eksterne arbejdsmiljøeksperter.

Relevante links