Hjem > Aktuelt > Nyheder > Fra borgerskældud til kålhaver og supervision

Fra borgerskældud til kålhaver og supervision

22. november 2022
Lav en borgeruddannelse i sundhed. Læg Social- og Sundhedsministeriet sammen. Gå ind i de små, tværfaglige teams. Der var både bud på løsninger og lyst til debat, da fire gæster som optakt til ETF’s repræsentantskabsmøde mødte en salfuld ergoterapeuter til sundhedspolitisk debat.

 

Med mikrofonerne tændt og holdningerne spidset debatterede fire gæster lørdag under overskriften ”Sådan skal vi løse problemerne på social- og sundhedsområdet”. Anledningen var Ergoterapeutforeningens Repræsentantskabsmøde, REP22, og det var lørdag på Vingsted Hotel og Konferenecenter lidt uden for Vejle.

De fire debattører var: Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen, Mads Koch Hansen, tidligere lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt og forhenværende formand for Lægeforeningen, Sidsel Vinge, ph.d. og debattør på sundhedsområdet samt Mads Engholm, landsformand for Bedre Psykiatri og talsperson for Psykiatrialliancen.

I dagens anledning havde ETF-formand Tina Nør Langager taget rollen som moderator for debatten, som gik over stok og sten fra første minut.

Første tema gjaldt konsekvenserne af demografien: At der kommer til at mangle endnu flere ansatte i sundhedsvæsenet de kommende år, og Sidsel Vinge åbnede debatballet med at aflive en myte:

- Det billede vi har af, at vi bliver færre ansatte, er simpelthen ikke rigtigt. Der er kommet flere og flere sundhedsfaglige kernemedarbejdere. Fra 2000 til 2017 voksede de offentlige sundhedsudgifter med 45 procent - til sammenligning voksede de offentlige udgifter i samme periode med 15 procent, sagde hun og fortsatte:

- Men der er noget i den måde, vi tænker på, som matcher demografien enormt dårligt. Vi har dyrket specialiseringen for meget og mangler derfor nu dygtige, brede kompetencer – og så skal vi have en mindre kompleks organisering for at kunne løse udfordringerne.

Som eksempel nævnte Sidsel Vinge et større tidsstudie fra Aarhus Kommune. Studiet viste, at kommunens terapeuter brugte under 30 procent af deres arbejdstid sammen med borgerne.

- De havde masser af gode grunde til det. En af dem var italesættelsen af, at de som terapeuter var helt alene ude på plejehjemmene, og man tænker: Jamen, var de virkelig helt alene? Og nej, det var de ikke, men det er det udtryk, vi bruger i sundhedsvæsenet, når alle de andre medarbejdere har en anden faglighed end en selv. Og det at man var den eneste af sin slags, var en af begrundelserne for, at man var nødt til at have ufatteligt mange møder, som så tog tiden fra borgerne, forklarede Sidsel Vinge og slog ud med armene.

Morten Lorenzen nikkede og beskrev fra patienternes synspunkt oplevelsen af sundhedsvæsenet som en rejse, hvor noget er rivende galt:

- Når du kører ind i en rundkørsel, er der ingen afkørsler. Når du skal over broerne, er de så smalle, at du ikke kan tage din bagage med. Når du skal betale, kan du kun gøre det med mobilepay, men der er ingen internetforbindelse, sagde han og pointerede ligesom Sidsel Vinge, at systemet har brug for nytænkning.

- Problemet er, at vi bliver ved med at gøre det samme men tror, at vi får nye løsninger. Det kan ikke lade sig gøre. Vi er tvunget til at gøre tingene på nye måder, lød det fra direktøren for Hjerneskadeforeningen.

Grotesk situation – og måske en løsning

Mads Koch Hansen tog på den anden side tilhørerne med helt ind på de medicinske afdelinger i Vejle, Kolding og Esbjerg, hvor cirka halvdelen af patienterne ifølge den tidligere sygehusdirektør er over 85 år.

– Der er ikke én af dem, der bliver raske. Ikke én af dem bliver i stand til at klare noget, de ikke kunne, da de blev indlagt. Tværtimod kommer de hjem med ringere forudsætninger. Når de bliver henvist til sygehuset, er de så uafviseligt syge, at vi ikke kan lade dem ligge. Men det er en grotesk situation. Vi har fået skruet systemet og forventningerne forkert sammen, når vi bruger så mange ressourcer på noget, som der ikke kommer noget ud af, sagde han og spurgte retorisk ud i salen:

-  Skal de ældre patienter ligge på sygehuset, når de får den fjerde lungebetændelse på to måneder, eller skal vi sige, at nu nærmer livet sig sin afslutning og så sørge for, at de har det godt der, hvor de er?

Hans eget svar på spørgsmålet lød:

- Vi kan meget, men vi skal ikke alt det, vi kan. Vi skal blive bedre til at forholde os til den virkelighed, vi står i, og bruge de ressourcer, der allerede er omkring patienterne.

Og så fortalte Mads Koch Hansen om et projekt i Odense, som måske har fundet en løsning:

- Når de ældre her bliver henvist til indlæggelse, kører en akutlæge fra sygehuset sammen med en akutsygeplejerske fra kommunen ud til patienten og lægger en behandlingsplan. 92 procent af de patienter, som er henvist til indlæggelse med ambulance, bliver i stedet behandlet, hvor de er. 92 procent! Det er jo enormt, hvad det betyder for både de ældre og for vores system.

Skældud eller uddannelse?

Også fra salen var der forslag til løsninger, blandt andet foreslog Peter Vögele, formand for EFS Neurorehabilitering, en borgeruddannelse i sundhed:

- Når patienterne kommer ind på sygehuset, spørger vi dem, hvad de har gjort i forhold til forebyggelse, og så skælder vi dem ud, når de ryger, drikker alkohol, er for tykke og ikke gider at gå til fitness. Men det betyder bare, at de vender hjem med endnu dårligere samvittighed. Derfor mener jeg, at vi må have en borgeruddannelse, der lærer folk at leve et sundt og fornuftigt liv. På den måde kan vi muligvis med forebyggelse knække kurven, sagde Peter Vögele med henvisning til det stigende antal mennesker med behov for behandling.

Mads Koch Hansen greb forslaget og gav Vögele ret i, at man ikke kommer langt med borgerskældud:

- Vi kan ikke skælde borgerne ud, men vi kan vise dem en vej, så de får det bedre, sagde Mads Koch Hansen og brugte sygehusvæsenets nylige skandalesag om benamputationer som afsæt for sin pointe:

- Sagen med benamputationer blev hurtigt til et spørgsmål om for få karkirurger og dårlig behandling. Men det er ikke hele sandheden. For mennesker, der bliver benamputeret, har ofte ikke alene åreforkalkning, men også diabetes, overvægt og KOL, og her er den bedste behandling ofte ikke operation, men superviseret gangtræning på et gangbånd. Det forlænger deres liv mere end ballonudvidelser. Det ved vi. Og når de er færdige med det superviserede forløb, kan vi arrangere gåture hver tirsdag med de samme mennesker, og så har de også fået nogle at snakke med, for man bliver isoleret i de år, hvor man ikke kan gå nogle steder, men det kan de så pludselig sammen.

Også Morten Lorenzen sprang med på forebyggelsesvognen:

- Vi ved, at halvdelen af alle blodpropper i dag er relateret til forhøjet blodtryk, men hvor mange danskere kender deres blodtryk? Kun få. Ligesom vi alle kender vores personnummer, skal vi også kende vores blodtryk. Og vi skal vide, hvad der skal til for at sænke det. Det er sindssygt vigtigt at sikre, at systemet ikke sander til, og det gør vi bl.a. ved at lære folk, hvordan de lever deres liv.

Mads Engholm mindede om, at de pårørende også spiller en rolle i forebyggelsen, og henvendte sig direkte til de knap 100 ergoterapeuter i salen:

- Når vi snakker om de mennesker, der bliver påvirket af, om det går godt eller skidt i vores sundheds- og socialvæsen, så er det jo også de pårørende. Når I som behandlere kommer ind i vores liv for at hjælpe dem, vi har et nært forhold til, så vil vi gerne være med i snakken. Vi vil gerne være med til at løfte forebyggelsen, men det fungerer ikke, hvis vi bliver kørt ud på et sidespor. Vi er nødt til at have en fælles plan, og det er helt afgørende for arbejdet med at få løftet psykiatrien, at I også ser de pårørende som medspillere, sagde landsformanden for Bedre Psykiatri.

Den svære organisering

Det andet tema i debatten var fremtidens organisering på social- og sundhedsområdet, og her var især tværfagligt samarbejde et nøgleord.

Mads Engholm fortalte, at han er en af dem, der til hverdag sidder i en kommune og laver organisationsdiagrammer, og han ser det som en forudsætning for at lykkes, at det tværfaglige samarbejde bliver en skal-opgave:

- Hvis det ikke er en skal-opgave, så har vi bare lavet en masse organisationsdiagrammer for at få lov til at passe hver vores lille kålhave, uden at virkeligheden blander sig. Men verden består ikke af småbitte kålhaver. Den består af store komplekse problemer, og dem kan vi kun løse ved at arbejde sammen på tværs, sagde Mads Engholm og blev suppleret af Mads Koch Hansen:

- Jeg drømmer om, at enhver sygehusdirektion og enhver kommunaldirektion sidder og hopper for at komme i gang med det tværfaglige samarbejde, fordi det er den måde, vi kan løse vores udfordringer på. I dag er sygehusene en institution, vi henviser folk til, når de bliver tilpas dårlige. I fremtiden skal sygehusene være en institution, der har en ekspertise, de stiller til rådighed for enhver kommune og enhver medarbejder, der har brug for faglig sparring. Men det er svært, fordi det tværfaglige samarbejde ikke er en skal-opgave, indrømmede Mads Koch Hansen.

Morten Lorenzen løftede sig på patienternes vegne op i helikopterperspektiv og kom med et konkret forslag:

- Jeg så gerne, at de nuværende regeringsforhandlinger resulterede i en sammenlægning af Sundheds- og Socialministeriet, så vi får en sundheds- og socialminister. I dag taler de to ikke engang samme sprog. Når Sundhedsstyrelsen laver et forløbsprogram, er det i ét sprog, og når Socialstyrelsen laver et forløb, er sproget et helt andet. Lad os nu få samlet de to ting. Det er så afgørende, for patientens rejse er jo kontinuerlig.

Også Sidsel Vinge havde svar parat på spørgsmålet om fremtidens organisering:

- I spørger, hvad I som ergoterapeuter kan gøre. I kan starte med at stemple ind i små, tværfaglige teams, for det der er allermest brug for, det er sådan nogen som jer, som er derude. Aarhus Kommune har i hjemmeplejen 38 teams, og i hvert eneste team er der en terapeut og en sygeplejerske ansat, og det er det klogeste, man kan gøre, for hvis der er noget, som de assistenter og hjælpere, der står med de mere og mere komplekse ældre patienter, har brug for, så er det en terapeut og en sygeplejerske, der er meget tæt på i hverdagen – som kører med fem dage om ugen og lærer dem noget, sagde Sidsel Vinge.

En kommentar fra salen bekræftede, at der stadig er brug for supervision i hverdagen. Det var repræsentant Alette Halvor Jensen, der sagde:

- De forskellige faggrupper har forskelligt dna, og det kan være rigtig svært for vores plejepersonale at stikke hænderne i lommen og lade patienterne træne og lære selv tage tøj på. Det skal være rehabilitering 24/7, men det er tankevækkende efter så mange år, at det stadig er et problem, sagde Alette Halvor Jensen og fik svar fra Sidsel Vinge:

- At faggrupperne har forskelligt dna er netop et super godt argument for, at I som terapeuter skal gå ind i de små, selvstyrende teams, for der er ikke nogen, der har så meget brug for jer som hjælpere og assistenter og ikke mindst de ufaglærte.

Mads Koch Hansen mente også, at fremtidens organisering skal bygges på gode samarbejdsrelationer:

- Der findes ikke en ideel struktur, og vi bruger syv år på at prøve at rette ind efter alt det, der bliver lavet om i de store reformer. Derfor: Lad være med at drømme om, at det hele bliver bedre, hvis det bliver lavet om. Det kommer ikke til at ske. Brug i stedet tiden på at skabe relationer dér, hvor I er. Byd ind i de fællesskaber, I er en del af. Kom med jeres faglighed og tag udgangspunkt i de mennesker, i arbejder med, så gør i den allerbedste indsats, sagde han.

Et spørgsmål om retningslinjetyranni

Fra salen kom også et spørgsmål om retningslinjer, det var fra Anne Mette Riber fra ETF’s Region Syd.

- Vi er blevet så dygtige til at lave fælles retningslinjer for, hvordan ting skal behandles, men jeg har været ergoterapeut i over 30 år, og jeg oplever, at ude i det levede liv, så duer de specialiserede forebyggelser ikke altid. Som fagperson bliver man nødt til at tage individuelle hensyn og stole på, at man godt ved, hvad der skal til. Men hvor går græsen i forhold til at finde det bedst mulige svar for den enkelte.

Mads Koch Hansen, der tidligere havde været på banen med en opfordring til at udvise mod og mandshjerte og en gang imellem at gøre noget ud over reglerne, svarede Anne Mette:

- Styrelsen for Patientsikkerhed vil sige, at hvis man forklare, kan man også forsvare, at man ikke følger en given retningslinje. Du skal tage udgangspunkt i det menneske, du sidder overfor. Du skal ikke gøre noget, fordi det står i en retningslinje, men fordi det er det rigtige at gøre. Vi skal holde os inden for rammerne, men have mod til at sige, når noget ikke giver mening. Vi er her for patienternes skyld.