Ergoterapeutforeningens forhandlere er i lige nu i fuld gang med forhandlingerne om nye overenskomster for ergoterapeuter ansat i staten, regionerne og kommunerne. Der er endnu ikke indgået aftaler, men her får du et overblik over, hvad der forventes at ske i den kommende tid. Vær opmærksom på, at forventningerne kan ændre sig, hvis forhandlingerne trækker ud.
I forhandlingerne drøftes de temaer, som medlemmerne prioriterede ved kravindsamlingen til OK26. Det handler blandt andet om indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse, fleksibilitet, løn, arbejdsmiljø og arbejdstid.
Afsluttende forhandlinger i februar
Torsdag den 5. februar indledes de afsluttende forhandlinger i Finansministeriet. Herefter følger afsluttende forhandlinger i Danske Regioner og KL. Målet er at have forlig på alle tre områder på plads inden udgangen af februar.
ETF vil løbende udsende nyheder, efterhånden som der indgås forlig.
Præsentation af resultatet den 5. marts
Hvis det lykkes at indgå forlig på alle tre områder, bliver alle tillidsvalgte og medlemmer inviteret til en virtuel præsentation af resultatet den 5. marts.
For at give et tydeligt overblik over aftalerne på de enkelte områder vil der være særskilte præsentationer for ergoterapeuter ansat i henholdsvis kommuner, regioner og staten. Invitationer udsendes, når der er indgået forlig på alle tre områder – men sæt allerede nu kryds i kalenderen den 5. marts.
Urafstemning og rundrejse
Samme dag som forligene præsenteres, indledes urafstemningen, som vil forløbe over tre uger. Snarest muligt efter det sidste forlig er indgået, udsendes urafstemningsmateriale til alle medlemmer.
ETF’s forhandlingschef, Sine Skjoldan, vil desuden gennemføre en møderække i hele landet som vil være for alle tillidsrepræsentanter. Formålet er at sikre, at alle kender resultatet og får mulighed for at stille uddybende spørgsmål.
Du kan holde dig løbende opdateret her på siden og vil også modtage senest nyt via mail.