Hjem > Aktuelt > Nyheder > Fagområdet dysfagi hitter på Ergo 18

Fagområdet dysfagi hitter på Ergo 18

6. november 2018
Parallelsessionen ”Dysfagi – set med kliniske øjne” havde rekordmange deltagere på Ergo 18. Oplægget, der var arrangeret i samarbejde med EFS Dysfagi, tog udgangspunkt i det praktiske arbejde med dysfagi både i forhold til opsporing og udredning.
Parallelsessionen Dysfagi - set med kliniske øjne var et stort tilløbsstykke på Ergo 18. - Mange ved slet ikke hvad dysfagi er, selvom det rammer størstedelen af borgere på plejehjem, fortæller Nete Harreby fra Aalborg Kommune på sessionen. Foto: Heidi Lundsgaard

Af Clara Leck Bachmann

Mere end 150 kontorstole i blødt plys er fyldt op af spændte ergoterapeuter og ergoterapeutstuderende til parallelsessionen om dysfagi på konferencens førstedag.

- Det er fantastisk med så mange interesserede, siger Annette Kjærsgaard, formand for EFS Dysfagi, i sin velkomst.

Sessionen er delt op i tre – opsporing, klinisk udredning og instrumentel udredning.

- Mange ved slet ikke hvad dysfagi er, selvom det rammer størstedelen af borgere på plejehjem, fortæller Nete Harreby fra Aalborg Kommune.

Sammen med kollegaen Kathrin Jacobsen har hun netop undersøgt, hvor mange plejehjemsbeboere, der har dysfagi. Deres undersøgelse viser, at 59% af de mere end 100 adspurgte beboere havde dysfagi, uden de vidste det.

- Undersøgelsen har gjort, at systematisk opsporing af dysfagi nu er kommet på dagsordenen i Aalborg Kommune, fortæller Kathrin Jacobsen, mens oplæggets publikum tager billeder af deres powepointslides.

Husk siddestillingen

- Når vi har opsporet en borger med dysfagi, skal vi jo så finde ud af, hvordan vi så undersøger for det, siger Louise Sonne Klint fra Helsingør Kommune, der sammen med Christina Ferm fra Roskilde Kommune fortsætter hvor de to ergoterapeuter fra Aalborg slap.

De finder en video frem, hvor en borger sidder med underarmene fladt på bordet foran ham med Louise Sonne Klink på den anden side af bordet, som undersøger hans mund med en spatel.

- Når man skal undersøge borgeren, er det vigtigt også at kigge på, hvordan de sidder – hvordan er bækkenet placeret? Hvordan er hovedet placeret? Har de nogen specielle ansigtsudtryk? Man skal hele tiden huske at tænke på konteksten, siger Christina Ferm.

Hvordan synker du?

Den sidste på scenen var Daniela Jakobsen, ergoterapeut med specialistgodkendelse i neurologi og senior FOTT-instruktør fra Rigshospitalet.

- Min 10-årige søn hørte engang et af mine oplæg, og bagefter kom han op til mig og sagde ”det var godt nok kedeligt, mor”. Jeg håber, at I er nemmere at imponere, siger hun og publikum griner.

Hun finder en grafisk video frem af svælget på en rask person, der er i gang med at spise yoghurt. Man ser stemmelæberne trække sig sammen, som personen synker. Alle kigger nysgerrigt op på lærredet.

Metoden hedder FEES og bruges for at undersøge, om borgeren har problemer med at synke. Daniela Jacobsen spørger, hvor mange der kender til metoden i forvejen. En skov af hænder rejser sig – endnu et udtryk for den store interesse for dysfagi blandt ergoterapeuter på årets fagkonference Ergo 18.