Som altid støtter Ergoterapeutforeningen et almennyttigt formål i julemåneden. I år går julehjælpen til to initiativer, der på hver deres måde gør en forskel for mennesker i sårbare livssituationer: Unge Hjerner og Hus Forbi.
ETF mener, at det er vigtigt, at foreningen bakker op om både humanitære og almennyttige initiativer – ikke kun fordi det er jul, men fordi det skaber reel værdi og mening.
– Som ergoterapeuter er vi naturligt optagede af indsatser, der favner de grupper af borgere, som vi selv samarbejder med, og hvor vores faglige indsigt kan gøre en forskel, siger Margrethe Boel, næstformand i ETF.
Valget af Unge Hjerner og Hus Forbi er derfor alt andet end tilfældigt.
– Unge Hjerner arbejder for at støtte unge, der lever med følgerne af en hjerneskade, og for at skabe fællesskaber, hvor de ikke står alene med de udfordringer, en skade kan medføre. Det er et formål, som ligger os meget nært – både menneskeligt og fagligt, siger Margrethe Boel og fortsætter:
– Når man som ung pludselig rammes af en hjerneskade, kan vejen tilbage til hverdagen være lang og uoverskuelig. Her kan selv små fællesskaber og støttende fællesskaber gøre en enorm forskel. De unge beskriver selv, at en af styrkerne ved netop dette fællesskab, er at man møder hinanden som man er nu - og uden forventninger til, hvordan man var før skaden, hvilket gør netværket til noget helt særligt. Det er netop den menneskelige mening, der gør Unge Hjerner til et oplagt valg for os.
ETF har gennem de seneste år støttet Hus Forbi, og det gør foreningen også i år.
– Hus Forbi er et godt og veletableret initiativ, der medvirker til at forbedre de hjemløses livssituation. De giver mennesker på kanten af samfundet en stemme og en mulighed for at tage kontrol over deres egen hverdag, siger Margrethe Boel og afslutter:
– Vi bakker gerne op om en så solid og samfundsnyttig sag, der bidrager til, at den hjemløse har et mål i hverdagen, mulighed for social kontakt – og direkte gavn af salget af Hus Forbi.
Med årets juleindsamling ønsker Ergoterapeutforeningen at sende et varmt bidrag til to initiativer, der på hver deres måde arbejder for menneskelig værdighed, fællesskab og handlekraft – værdier, der ligger tæt på ergoterapeuters faglige og etiske værdier.
Tidligere har ETF støttet bl.a. Headspace, SMILfonden, Julemærkehjemmene, Mødrehjælpen, Ventilen, Kofoeds Skole, Læger uden grænser og LykkeLiga.