Hjem > Aktuelt > Nyheder > Etf støtter SMILfonden og Hus Forbi

Etf støtter SMILfonden og Hus Forbi

1. december 2021
Som altid støtter Ergoterapeutforeningen et almennyttigt formål i julemåneden. I år støtter foreningen SMILFonden og Hus Forbi.

 

Ergoterapeutforeningen mener, at det er vigtigt, at foreningen bakker op om både humanitære og almennyttige initiativer. Både fordi det er jul, men især fordi det gør en forskel.

- Som ergoterapeuter er vi naturligt optagede af indsatser, der møder de grupper af borgere, som vi selv samarbejder med, og hvor vores faglige indsigt kan gøre en forskel, siger Margrethe Boel, næstformand i Ergoterapeutforeningen.

Det er da heller ikke tilfældigt, at Etf’s valg faldt på netop initiativerne SMILfonden og Hus Forbi.

- SMILfonden bidrager med en vigtig indsats i deres arbejde med at støtte børn med alvorlige og kroniske sygdomme på tværs af diagnoser. Vi ved – både ud fra et fagligt og menneskeligt synspunkt - at alle har gavn af at være en del af stærke og værdifulde fællesskaber, og at det øger livskvaliteten og mindsker isolation og ensomhed.

- SMILfondens arbejde med at give børn og deres familier en pause fra sygdommen med sociale og kreative arrangementer, netværk og sommercamps er fine og meningsgivende initiativer. Det vil Ergoterapeutforeningen gerne bakke op om, siger Margrethe Boel.

Etf har støttet Hus Forbi med et årsabonnement gennem det seneste år og har valgt at forny dette støtteabonnement til også at omfatte det kommende år.

- Hus Forbi er et godt og veletableret initiativ, der medvirker til at forbedre de hjemløses livssituation. Hus forbi arbejder for at give de hjemløse i Danmark en stemme, og er udsprunget og drevet af brugerne. Vi bakker gerne op om en så solid og samfundsnyttig sag, der bidrager til at den hjemløse har et mål i hverdagen, mulighed for social kontakt med andre mennesker og direkte gavn af salget af Hus Forbi, afslutter Margrethe Boel.

Tidligere har Etf støttet bl.a. Julemærkehjemmene, Ventilen, Kofoeds Skole, Læger uden grænser og LykkeLiga.

  • Læs mere om SMILfonden her
  • Læs mere om Hus Forbi her
  • Følg også med i Ergoterapeutforenigens advents-julekalender og konkurrence på Facebook her