Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ergoterapeutforeningen lancerer ny barselsberegner

Ergoterapeutforeningen lancerer ny barselsberegner

3. maj 2022
Udsigten til en lille ny skal gerne forbindes med glæde og ikke bekymringer. Men hvor meget barsel har man egentlig ret til og hvad betyder reglerne omkring øremærkning?

 

Ergoterapeutforeningen lancerer nu en barselsberegner, der gør det nemt at navigere i et kompliceret regelsæt og få styr på planlægningen af barslen - for både dig og din partner.

”I Ergoterapeutforeningen har vi et stort fokus på at skabe brugervenlige digitale løsninger, der gør arbejdslivet lidt nemmere for vores medlemmer. Der kan være rigeligt med bekymringer, hvis man står overfor en stor livsforandring som f.eks. en familietilføjelse”, fortæller formand i Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager og fortsætter:

”Netop derfor har vi udviklet en barselsberegner, hvor man nemt og hurtigt kan skræddersy et barselsforløb, der passer til netop din arbejds- og familiesituation”.

En digital værktøjskasse med vokseværk

Barselsberegneren er den seneste tilføjelse til Ergoterapeutforeningens hele tiden voksende ”digitale medlems-værktøjskasse”, der b.la også tæller lønberegneren, som siden den blev introduceret sidste år er blevet taget godt imod af brugerne, og hurtigt er blevet den mest besøgte på hjemmesiden.

”Vi forsøger hele tiden, at lytte til de behov vores medlemmer har. Vi så, at mange medlemmer havde et behov for en hjælpende hånd, når det kom til at forstå og tjekke deres løn, og derfor udviklede vi en lønberegner, der bidrog til vores stærke digitale rådgivning. Der er også mange som har spørgsmål til selve lønsedlen, så vi har lavet en film, der forklarer hvad medlemmerne skal være opmærksomme på”, fortæller forhandlingschef Dorthe Julie Kofoed.

Og snart kommer der endnu en tilføjelse til den digitale værktøjskasse. Nemlig en ferieberegner.

”Vi fortsætter med at skabe digitale rådgivningsløsninger, der hjælper medlemmerne i en travl hverdag. Vi ved fra mange opkald til Forhandlingsafdelingen, at mange har svært ved at få styr på feriereglerne – særligt efter overgangen til de nye ferieaftaler. Derfor arbejder vi på, at medlemmerne af Ergoterapeutforeningen snart får adgang til en digital ferieberegner, der skal gøre planlægningen af den kommende ferie næsten lige så sjov, som at være på ferien”, slutter Dorthe Julie Kofoed.