Ergoterapeuter i Folketinget: Lige adgang til ergoterapi skal sikres

 
Dato: 24. september 2025

Formand for ETF, Tina Nør Langager, var i dag endnu en gang i foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg for at sætte fokus på behovet for offentligt tilskud til ergoterapi i privat praksis.

Alt for mange borgere får i dag ikke den rette rehabilitering, fordi egen læge ikke kan henvise til ergoterapi – i modsætning til fx fysioterapi. Konsekvensen er, at borgere mister muligheden for at opnå de nødvendige færdigheder og mestringsstrategier, der gør dem i stand til at klare hverdagsliv, job, studier og forældrerollen.

- Hvis egen læge kan henvise til ergoterapi, kan borgerne få en målrettet indsats, der vil sikre, at de kan være så aktive og selvstændige som muligt – både på job og hjemme. Det er ikke specielt dyrt, og oftest er der kun behov for få sessioner, før borgerne kan mestre hverdagen, siger Tina Nør Langager, formand for ETF i forbindelse med foretrædet.

Hun understreger samtidig, at der bør være lige adgang til ergoterapi på linje med fysioterapi:

- Offentligt tilskud og et ydernummersystem, der understøtter borgernes behov, er afgørende for, at alle kan få den rette sundhedsfaglige hjælp.

Derudover peger Tina Nør Langager på, at der ligger et stort potentiale i den igangværende sundhedsreform:

- Sundhedsreformens bredere perspektiv på at bruge den private kapacitet. Det ser vi som en fornyet mulighed for at bringe den nødvendige private ergoterapi i spil, siger hun.

Med foretrædet sender ETF et klart signal: Borgernes adgang til ergoterapi skal styrkes, så de får den hjælp, der bedst muligt løser deres sundhedsfaglige udfordringer.

Fakta

Der er ca. 225 privatpraktiserende medlemmer i ETF. Fra fuldtids til få timer om ugen. Fra meget erfarne til helt nye iværksættere. Langt de fleste er enpersons-virksomheder. Alle specialer inden for ergoterapi er repræsenteret. En del supplerer ergoterapien med anden faglighed. Der leveres ydelser til individuelle borgere, virksomheder, institutioner og kommuner. ETF har i mange år arbejdet for offentligt tilskud til ergoterapi.