To ergoterapeuter er netop blevet udpeget til styregruppen for en ny tværfaglig og tværsektoriel klinisk kvalitetsdatabase, der skal løfte kvaliteten i neurorehabilitering i Danmark.
Britt Drost Nielsen, hjerneskadekonsulent i Svendborg Kommune, og Pia Kold, tværfaglig udviklingskoordinator ved Filadelfia og formand for Ergoterapifagligt Selskab for Neurorehabilitering (EFS), skal begge repræsentere ergoterapeuters vigtige rolle i neurorehabilitering i det nationale kvalitetsarbejde.
- Det bliver et spændende arbejde at komme i gang med, og jeg ser frem til at udvikle indikatorer, der kan løfte kvaliteten i neurorehabilitering – og samtidig sætte spot på ergoterapi som en naturlig og nødvendig del af indsatserne, siger Pia Kold og tilføjer:
- Med sundhedsreformen følger forventninger om øget kvalitet på området, og det gør denne database særdeles relevant.
Første møde i styregruppen finder sted den 27. august 2025.
Fakta om den kliniske kvalitetsdatabase
De danske kliniske kvalitetsdatabaser har til formål at sikre høj og ensartet kvalitet i behandling og rehabilitering på tværs af landet. Den nye database for neurorehabilitering vil følge patienter med erhvervet hjerneskade og skal understøtte systematisk kvalitetsudvikling – fra hospital til kommune.
Styregruppen får ansvar for at udvikle og vedligeholde indikatorer i databasen, så de afspejler nyeste evidens, kliniske retningslinjer og patientperspektiver. Medlemmerne kommer fra alle regioner og repræsenterer både faglige selskaber, patienter og kvalitetsinstituttet.