Hjem > Aktuelt > Nyheder > Den psykiske del halter

Den psykiske del halter

3. februar 2020
Der er sket forbedringer i de seneste år, men den psykiske del af neurorehabiliteringen skal stadig blive bedre, mener såvel formand for EFS Neurorehabilitering Peter Vögele som ph.d. og lektor Chalotte Glintborg.
- Der sker det, at selv om ergoterapeuter har helhedsperspektivet med i bagagen, bliver de fanget ind af genoptræningstankegangen og får ikke spurgt Fru Jensen, hvordan hun egentlig har det med at leve med en hjerneskade, siger Chalotte Glintborg. Foto: Martin Bubandt

Selv om der efter kritik fra Rigsrevisionen i 2017 er sket en del på neurorehabiliteringsområdet, er der stadig plads til forbedringer — ikke mindst i arbejdet med den psykiske del af rehabiliteringen, fortæller Peter Vögele, der er formand for EFS Neurorehabilitering og som udviklingsergoterapeut til hverdag arbejder med neurologiske patienter på Rigshospitalet - Glostrup.

— Både det fysiske og det mentale er vigtigt i neurorehabiliteringen, men fordi vi primært måler vores patienter på det fysiske, f.eks. hvorvidt de er i stand til selv at klæde sig på, lave mad og spise selv, kommer den psykiske del til at halte bagud. Ofte stopper vi, når vi kan se, at patienten kan klare sig selv med hensyn til det praktiske, og så bliver psyken glemt, forklarer Peter Vögele.

Samme billede tegner ph.d. og lektor i rehabiliteringspsykologi ved Aalborg Universitet Chalotte Glintborg på baggrund af sin forskning.

I 2012-2015 fulgte hun til sin ph.d. i fire nordjyske kommuner i alt 82 patienter med erhvervet hjerneskade samt 40 pårørende i halvandet år. Ph.d.’en blev fulgt op af et fem-års-studie, som viste, hvad der i et lidt længere perspektiv sker med personer, som rammes af en hjerneskade.

— Fordi der er så stort fokus på genoptræningstanken, dedikerer man ressourcerne til hverdagsrehabilitering og taler meget om, hvor vigtigt det er, at Fru Jensen bliver så selvhjulpen som muligt — og så sker der det, at selv om ergoterapeuter har helhedsperspektivet med i bagagen, bliver de fanget ind af genoptræningstankegangen og får ikke spurgt Fru Jensen, hvordan hun egentlig har det med at leve med en hjerneskade, siger Chalotte Glintborg.

Hun konkluderer på baggrund af sin forskning, at der mangler indsatser til den psykiske del, så man ikke alene får taget hånd om det fysiske men også om f.eks. identitetsproblematikken og får forebygget forringet livskvalitet, angst og depression, som er veldokumenterede følger efter en hjerneskade.

Fysik og psyke hænger sammen

Peter Vögele er enig i, at der generelt skal mere fokus på den psykiske del, men han minder samtidig om, at fysik og psyke hænger uløseligt sammen:

— Der er ingen tvivl om, at det psykiske aspekt er en del af neurorehabiliteringen. Mennesker, der bliver ramt af en hjerneskade, skal som oftest lære at leve med et handicap — måske både fysisk og mentalt. Men før den unge mand, der har fået en hjerneskade, bliver så stærk, at han kan sætte nye mål for sit liv, kan han ikke for alvor begynde at arbejde med sin identitet, siger Peter Vögele og forklarer:

— Samtidig er fysikken vigtig, for jo stærkere den unge mand bliver, og jo mere han kan klare selv, jo lettere bliver det for ham at reetablere et meningsfuldt liv. Det at man selv kan stå op om morgenen, tage tøj på og transportere sig rundt er en vigtig forudsætning for at være socialt aktiv, og derfor bliver den psykiske del først for alvor aktuel på det tidspunkt i behandlingen, hvor patienten har generhvervet de fysiske funktioner, der kan generhverves.

Løb hjælper Christian

29-årige Christian Ottosen er en af dem, der kæmper for at skabe sig et meningsfuldt liv, efter at han blev ramt af en uforklarlig hjerneskade, og for ham er maratonløb blevet den røde tråd i en forandret hverdag.

Udviklingsergoterapeut Hanne G. Lauridsen har været tovholder for Christian Ottosen, siden han for godt tre år siden flyttede ind på Selma Marie – et højt specialiseret neurorehabiliteringstilbud til unge med erhvervet hjerneskade. Hun fortæller blandt andet, hvordan det lykkedes at opfylde Christian Ottosens ønske om at komme til at løbe, selv om han viste sig at have store synsmæssige udfordringer.

— Når jeg fulgtes med ham til Netto, gik han stift inde ved kantstenen med små, trippende skridt, fordi han havde svært ved at se ujævnheder på vejen. Men det viste sig, at man ved løb får en anden rytme end ved gang, så Christian kunne faktisk løbe. Det var fantastisk, og det var en stor dag, da han gennemførte sit første maraton. Det gav ham virkelig noget på hans identitet, siger Hanne G. Lauridsen.

Læs temaet om neurorehabilitering i fagbladet Ergoterapeuten.