Med en baggrund inden for neurorehabilitering spottede Mette Møller et potentiale for at arbejde med sanseintegration til vågne intensivpatienter. Det førte til, at hun formulerede et projekt, der i dag gør hende til årets modtager af Protac Legatet.

Da ergoterapeut Mette Møller i maj 2024 begyndte som videnskabelig assistent på Aarhus Universitetshospital ”dumpede” hun med egne ord ned i et nyt fagligt felt. 
I mange år havde hun nemlig arbejdet med neurologiske patienter på bl.a. Hammel Neurocenter, men nu skulle hun assistere en ph.d.-studerende med at indsamle data på en almen intensivafdeling blandt afdelingens vågne patienter. 

Patienterne var ofte stressede i de højteknologiske, uvante omgivelser, og mange af dem, Mette mødte, havde kognitive udfordringer eller udviklede delirium. Tilstande, hun genkendte fra sit arbejde med konfuse neurologiske patienter, og det fik hende til at overveje, om man med fordel kunne kombinere den neurofaglige viden med praksis på intensivafdelingen.

- På Hammel havde vi fx rigtig gode erfaringer med at arbejde med sanseintegration og styrke patienterne på kropsniveaufor at gøre dem i stand til at handle på aktivitets- eller deltagelsesniveau, forklarer Mette Møller, der iagttog, hvordan de vågne patienter på intensiv befandt sig i et virvar af auditive og visuelle stimuli.
Samtidig var de ofte understimulerede taktilt efter dyb sedering og perioder med svingende bevidsthedsniveau, og mange havde nedsat kropsskema.

- Jeg kunne se, at der var mange ting i omgivelserne og arbejdsgange omkring patienten, som måske kunne tilrettelægges anderledes. Jeg tror, at tankegangen fra neurologien, hvor personalet er meget opmærksomt på, præcis hvilke stimuli man tilbyder og dermed passer på hjernen, vil gøre stor gavn for den her patientgruppe, og det gav mig ideen til at undersøge det nærmere, forklarer Mette Møller.

Med sin ledelses opbakning formulerede hun et projekt om sanseintegration til vågne intensivpatienter. Et projekt, som hun i dag tildeles Protac Legatet for.

- Jeg håber at være med til at udvikle praksis, så man fx bedre kan forebygge nogle af de følgevirkninger, man ved intensivpatienter lider af længe efter deres indlæggelse og måske begrænse delirium. I dag skærmer man fx først patienterne, når de har udviklet delirium, men måske skal vi gøre det før? 

- Det ligner jo et rumskib, når man kommer ind på sådan en stue, og der er et voldsomt pres på hjernen

Ro i rumskibet

Med projektet vil Mette Møller afdække, hvordan man i praksis kan arbejde med sanseintegration på intensivafdelingen. Kan fx proprioceptive eller taktile stimuli, dufte eller visuel stimulering være med til at fremme aktivitet i det parasympatiske nervesystem hos de vågne patienter og dæmpe aktiviteten i det sympatiske nervesystem, der ofte arbejder på højtryk i omgivelser, hvor alt blinker og bipper? 

- Det ligner jo et rumskib, når man kommer ind på sådan en stue, og der er et voldsomt pres på hjernen. Spørgsmålet er, om man kan gøre noget for at bringe nervesystemet mere i balance og derved forbedre mulighederne for at komme sig, fortæller Mette Møller.

Det teknologiske udstyr kan hun ikke gøre noget ved. Det er livsnødvendigt. Men måske kan man tilbyde stimuli til flere forskellige sanser, som sammen kan virke beroligende og tryghedsskabende, forklarer Mette Møller, som dog endnu ikke har besluttet sig for, hvordan interventionen skal sammensættes. 
Derudover er målet at afdække behovet for opkvalificering af personalet, for den nye tilgang kræver muligvis ny viden og kompetencer, vurderer Mette Møller.

- Jeg kunne jo godt tænke mig, at teorien om sanseintegration blev tænkt ind i den generelle tilgang til patienterne, og måske er der behov for opkvalificering på området, men spørgsmålet er hvad - og hvor meget.

Afgørende anerkendelse 

Indtil videre er erfaringer og forskningen på området sparsom. Blandt andet fordi praksis i udlandet er, at patienter typisk er sederede, mens de vågne intensivpatienter er enestående for de nordiske lande. Derfor er det ikke undersøgt, hvordan deres sanser påvirkes, forklarer Mette Møller.

I første omgang håber hun, at hendes projekt vil skabe mere viden og eventuelt ændret praksis på området, og dernæst drømmer hun om at gennemføre et egentligt effektstudie. Det vil nemlig kunne skaffe dokumentation for nødvendigheden af ergoterapi og inspirere andre intensivafdelinger til at inddrage faggruppen. 

- Det er mit indtryk, at de ergoterapeuter, der i dag er på intensivafdelingerne, primært har fokus på dysfagi, men for mig at se har ergoterapi så meget mere at bidrage med end F.O.T.T., men så skal vi også kunne vise, hvilken forskel vi gør, fastslår hun. 

For Mette Møller er Protac Legatet ikke bare en økonomisk håndsrækning til at komme i gang med projektet. Den er også et kærkomment skulderklap fra hendes fagfæller.

- Man kan jo godt gå rundt som en anden Peter Plys og synes, at man har tænkt noget klogt inde i hovedet, men så sker der noget på vejen ud, som gør, at når man siger det højt, er der slet ikke er nogen, der deler ens entusiasme. Derfor er det fantastisk, at der er andre, der også kan se potentialet.