Hvad sker der, når personalet i hjemmeplejen har fokus på sanseintegration og sansestimulering? Det vil årets modtager af Protac Legatet undersøge. Anja Dissing er overbevist om, at en ændret tilgang kan gøre både borgere og personalets hverdag bedre - og så håber hun på, at hun via gode resultater kan udbrede en mere sansemæssig tilgang i hele hjemmeplejen.
For tyve år siden var ergoterapeut Anja Dissing på et kursus i sanseintegration, og det satte varige spor.
- Det gjorde stort indtryk på mig, hvad der sker, når vi arbejder på sanseniveau, fortæller hun.
Anja tog den nye viden med i sit arbejde med hjerneskaderamte, og da hun for tre år siden blev ansat som leder af hjemmeplejen i Lystrup, dukkede pointerne fra dengang også op.
For måske kunne en mere sansestimulerende tilgang gøre hjemmeplejebesøgene bedre for både borgere og personale? Ville et øget fokus på sanser måske medvirke til, at de borgere, der i dag var udadreagerende eller utrygge, fandt mere ro? Og kunne det i sidste ende ikke blot føre til mere trivsel, men også mere selvhjulpne borgere?
- Sosu-personalet ved jo godt, at der er noget med sanser – men de ved ikke altid, hvordan de skal gribe det an. De snakker mest om hudsult og om at huske at give borgeren kram og berøring. Ofte fortæller de om udadreagerende borgere, der ikke kan samarbejde, hvor jeg med min viden tænker, at det kan skyldes et forstyrret sansesystem. Da vi så sidste år fik ansat ergoterapeuter i alle hjemmeplejeteams, øjnede jeg chancen for at skærpe vores indsats på området, fortæller Anja Dissing, der nu får mulighed for at efterprøve sine tanker.
I dag modtager hun nemlig Protac Legatet 2022, og legatmidlerne giver gør det muligt at sende fire ergoterapeuter fra hendes distrikt på kompetenceudvikling indenfor området. Når de kommer tilbage, skal de berige og belære deres kolleger – både ergoterapeuter og sosu-personale.
- Jeg håber, det kan give en grundlæggende forståelse blandt hele personalet, så alle kan se, hvordan det virker, når man ændrer tilgangen i praksis, siger Anja Dissing.
Ro i hjemmet
På plejehjemmene har opmærksomheden været der længe. Med musik, dufte, lys, sanserum, varmtvands- og kuglebassiner, men Anja Dissing ønsker med projektet at tilpasse indsatserne, så de kan foregå i borgerens eget hjem.
- Vi har mange sårbare, skrøbelige ældre borgere, der kunne blomstre op ved en mere sansemæssig tilgang, siger Anja Dissing og peger på, at personalet f.eks. kan skabe forandringer ved at sætte musik på, tilbyde borgeren et fodbad eller vække kroppen ved hjælp af berøringer før en aktivitet.
- Det er ikke sikkert, man som personale kan nå at lave en børstebehandling, inden borgeren skal ud af sengen, men måske kan de ved hjælp af ledkompression eller berøringer forberede kroppen på det, den skal i gang med, og det kan måske gøre borgerne mere selvhjulpne i stedet for, at personalet skal bruge en masse krudt på at få vedkommende op, siger Anja Dissing.
Hun forventer, at alle borgere i hjemmeplejen vil kunne have gavn af en mere sansemæssig tilgang. Hvad enten det handler om mennesker med demens, hjerneskade, delir, kroniske sygdomme eller slet og ret utryghed.
- Vi har f.eks. en stor udfordring, når borgere bliver udskrevet hurtigere fra hospitalet og kommer hjem. De er ofte bekymrede og utrygge og oplever, at de får færre ydelser fra hjemmeplejen, end de havde forventet, og der tænker jeg, at sansearbejdet kan medvirke til at give dem en øget ro og ”grounding”.
Mere fokus på kroppen
Anja Dissing er ikke nervøs for at møde korslagte arme og hævede bryn, når personalet skal præsenteres for den nye tilgang.
- Mit eget team er meget åbne overfor ideen. Selvfølgelig vil det ikke være alle, der har det sådan, men det handler om, at det skal formidles på den rigtige måde. Det skal være en gave og en faglig berigelse. Sanser er sjove at arbejde med, og i sidste ende kan det også være med til at gøre personalets hverdag lettere, forklarer Anja Dissing, der håber, at projektet på længere sigt vil blive udbredt.
- Nu begynder vi her, men jeg tør godt tænke stort, og kommer der det ud af det, som jeg håber på, skal det selvfølgelig udbredes til de andre distrikter i Aarhus. Måske kunne det ligefrem blive en del af introforløbet, når man begynder i kommunen, så man får viden om sansearbejde helt fra starten, siger Anja Dissing.
For hende rummer den ændrede tilgang nemlig et kæmpe potentiale.
- Jeg synes, det er vigtigt at vi kommer ned i kroppen. Hele vores samfund er lagt an på kun at beskæftige sig med hovedet. Helt ned i folkeskolen, og også for mine medarbejdere, der skal leve op til en masse krav om at dokumentere og implementere relevante sygeplejefaglige indsatser. Men vi kan så meget andet som sundheds- og plejepersonale, og tænker man kroppen mere ind, kan det hele måske blive anderledes?
Præcis hvad der kan ske, undersøger Anja Dissing og hendes medarbejdere de næste mange måneder. Projektet evalueres i februar 2023.