De længe ventede anbefalinger fra Robusthedskommissionen er nu landet og offentliggjort. Kommissionen kommer blandt andet med anbefalinger til, hvordan man løser nogle af de største udfordringer med rekruttering og fastholdelse af sundhedsfaglige personalegrupper. I Ergoterapeutforeningen ser man positivt på, at man tager fat i de svære udfordringer.
I forlængelse af den politiske aftale fra maj 2022 om sundhedsreformen nedsatte regeringen en kommission, med det formål at komme med anbefalinger til, hvordan der sikres mere personale og mere tid til kerneopgaven i det danske sundhedsvæsen.
Kommissionens anbefalinger skal pege på løsninger, som kan håndtere de grundlæggende udfordringer i sundhedsvæsenet, så der sikres robusthed i opgaveløsningen og adgang til uddannet og kompetent personale i hele landet. Det gælder særligt på længere sigt, hvor der bliver flere ældre og flere med kroniske sygdomme og psykiske lidelser.
I ETF, der har været repræsenteret i kommissionen gennem hovedorganisationen Akademikerne (AC) ved formand Lisbeth Linz, ser man positivt på kommissionens opdrag og formål. Samtidig forholder foreningen sig naturligvis nysgerrigt og kritisk til de anbefalinger, kommissionen peger på som løsninger på de svære udfordringer i det danske sundhedsvæsen.
- Jeg vil starte med at kvittere for, at kommissionen slår alvoren om øget ulighed og risiko for manglende opbakning til den offentlige sundheds- og ældresektor så alvorligt an. Der er mange anbefalinger og potentielt store forandringer i vente. Jeg vil fremhæve, at det er meget positivt, at man tager fat i de svære udfordringer - herunder måske en af de sværeste - nemlig hvordan man styrker ledelse, arbejdsmiljøet og fastholder medarbejdere. Det glæder mig derfor, at flere anbefalinger rummer forslag, der kan styrke især nyuddannedes position i sundhedsvæsenet, siger Tina Nør Langager, formand for ETF, i forbindelse med Robusthedskommissionens anbefalinger, og fortsætter:
- Jeg kan dog have mine bekymringer om de anbefalinger, der retter sig mod at reducere i videreuddannelsesmulighederne bredt set, da netop åbne og fleksible videreuddannelsesmuligheder giver flere karrierevalg, som kan være med til at fastholde ergoterapeuter i sundhedsvæsenet. Vi har også brug for, at ergoterapeuters faglighed sættes endnu mere i spil, så rehabilitering og forebyggelse får den nødvendige plads, som også er afgørende for den kvalitet, ergoterapeuter leverer i indsatserne. Jeg hæfter mig nemlig ved, at kommissionen anbefaler øget brug af indsatser, som netop understøtter borgerens egen mestring og en fornyet digitalt-først-tanke. Det vil kræve nye måder at organisere og lede arbejdet på, og her har vi ergoterapeuter meget at bidrage med.
Tina Nør Langager understreger, at der med kommissionens præsentation af anbefalingerne endnu ikke er igangsat en implementering af disse, og at ETF naturligvis følger det videre arbejde tæt.
Læs mere om anbefalingerne fra Robusthedskommissionen her
Læs også debatindlægget: "Kompromis med sundhedsfagligheden får ikke vagtplanerne til at gå op" her
Kommissionens 20 anbefalinger
Anbefalingerne er inddelt i tre overordnede temaer og er her beskrevet i overskrifterSTÆRKERE PRIORITERING OG KLOGERE OPGAVELØSNING
1. Nationalt prioriteringsråd skal frigøre ressourcer til kerneopgaven2. Uhensigtsmæssig behandling skal nedbringes gennem stærkere faglig prioritering
3. Prioritering skal styrkes gennem fælles beslutningstagen, differentierede tilbud og øget egenomsorg
4. Uhensigtsmæssig dokumentation skal nedbringes
5. Kompetencer skal bruges på tværs af geografi og sektorer
6. Der skal indføres et fælles princip om ”digitalt og teknologisk først”
7. Der skal sikres bedre rammer for hurtig ibrugtagen af dokumenteret arbejdskraftbesparende teknologi
8. Digitale kompetencer og teknologiforståelse skal styrkes
ATTRAKTIVE ARBEJDSPLADSER OG TID TIL KERNEOPGAVEN
9. Ledelse skal prioriteres og ledelseskvaliteten skal styrkes10. Flere skal op i tid
11. Vagtarbejde skal udtyndes og deles mellem flere
12. Stillinger og karriereveje skal være forankrede i det patient- og borgernære arbejde
13. Potentialet ved senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet skal indfries
14. Kompetencer fra udlandet skal bruges bedre gennem styrket tilknytning
15. Flere og bedre introforløb til nyuddannede.
RETTE KOMPETENCER OG FAGLIG FLEKSIBILITET
16. Der skal være mere sammenhæng og større fleksibilitet på tværs af sundhedsuddannelserne17. Efter- videreuddannelse skal reformeres, så karrierevejene rettes mod praksis
18. Faglige siloer skal nedbrydes og flere skal bidrage
19. Kobling mellem uddannelse og job skal styrkes, så praksis- og ansvarschok undgås
20. Mere strategisk og langsigtet styring af de sundhedsfaglige uddannelser skal sikres
Ny undersøgelse om studievalg og dimittender
Rambøll Management Consulting har for Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og Jordemoderforeningen netop gennemført en studievalg- og dimittendundersøgelse. Undersøgelsen viser, at jordemødre, ergoterapeuter og fysioterapeuter er målrettede i deres valg af uddannelse, hvor hele 93% (85% for ergoterapeuter alene) har søgt deres uddannelse som førsteprioritet.De tre professioner er meget tilfredse med deres grunduddannelse, og tilfredsheden med uddannelserne er et fællestræk på tværs at de tre professioner.
Der er et klart ønske om et tydeligt fagprofessionelt fokus på de enkelte uddannelser. Rapporten giver dog grundlag til bekymring for dem, der overvejer at stoppe deres studie eller arbejde, da disse i stor grad overvejer at forlade det sundhedsfaglige felt. Lysten til at forlade professionerne lader til at være stigende - afhængig af hvor meget tid de har brugt i sundhedsvæsnet. Undersøgelsen viser et stort ønske om en professionsidentitet samt en glæde overfor uddannelserne.