Hvordan rehabiliterer man bedst en ung mand, der for kort tid siden arbejdede som landmand i Ukraine, men efter få måneder ved fronten nu er svært tilskadekommen og befinder sig på et hospital i Danmark?

Indrømmet. Det kræver af og til nogle forsøg.

— Det er lettere at spore sig ind på, hvad det er for et menneske, du sidder overfor, hvis det er en ung dansk mand med en fyrværkeriskade. Det er mere relatérbart, at han går på HF og træner fitness, og derfor er det også lettere at følge op med aktiviteter. Med ukrainerne kan det være sværere at vide, om vi har fat i det rigtige, som ergoterapeut Rikke Jensenius Nielsen siger.

Hun har været ansat på Rigshospitalet i snart 25 år, og sammen med sine to kolleger, Henriette Rishøj Ludvigsen, der er specialeansvarlig ergoterapeut i håndkirurgisk speciale, og Kate Allen Christensen, som er udviklingsergoterapeut, har hun sagt ja til at fortælle om arbejdet med de ukrainske soldater og civile, som Rigshospitalet tager imod.

De kommer til Danmark som en del af en europæisk udvekslingsaftale, og det er patienter med skud- og eksplosionsskader, der fx har ført til brud, amputationer og skader på muskler, sener og nerver.

Men selvom krigsskader i sagens natur er dramatiske, adskiller terapeuternes indsats sig ikke fra fx danske ofre i skudepisoder, knivstikkerier eller voldsomme arbejdsskader, understreger Rikke Jensenius Nielsen.

— Det er jo ikke sådan, at vi er særlige krigs- eller veteranterapeuter, der kun venter på den specifikke opgave. Vi har specialkompetencer, som vi opnår i hverdagens arbejde med mange forskellige patienter, og det, vi sætter i gang, er ikke meget anderledes end det, vi gør med andre patienter, pointerer hun.

Svær kommunikation

På nogle punkter adskiller vilkårene for arbejdet med de ukrainske ofre sig dog væsentligt. Særligt når det gælder kommunikation, er der nemlig udfordringer.

"Nogle gange føles det lidt som at skyde bolde afsted og så håbe, at de bliver grebet

Rikke Jensenius Nielsen

— Sproget er en kæmpe barriere. De nuancer, vi har i forhold til de danske patienter, hvor vi fx bedre kan få en fornemmelse af, hvor ondt de har, går tabt, og man kan også godt være i tvivl om, hvorvidt de ukrainske patienter har forstået, hvad de skal træne. Nogle gange føles det lidt som at skyde bolde afsted og så håbe, at de bliver grebet, siger Rikke Jensenius Nielsen.

Da det kan være svært at få tolke, er personalet ofte afhængige af Google Translate, der nogle gange leverer tvivlsomme oversættelser, oplever de tre ergoterapeuter. Den mangelfulde kommunikation giver bl.a. udfordringer med at afdække motivation og finde frem til de rette aktiviteter, forklarer Kate Allen Christensen.

— Når dialogen er svær, kan det være vanskeligt at fange: Hvad er du for et menneske? Og hvad er meningsfuldt for dig? Vi forsøger igen og igen og på forskellige måder at finde nøglen til dem, men det kan være svært at få et godt billede af den enkelte og hele livssituationen på grund af sproget, og fordi vi er så langt væk fra deres vante omgivelser.

Mange operationer

Ergoterapeuterne er både en del af den akutte fase, der ofte er præget af mange operationer, og den efterfølgende genoptræning, inden patienten overgår til kommunalt regi eller bliver sendt hjem til Ukraine. Et typisk ortopædkirurgisk forløb varer fire-seks måneder. Nogle gange bliver patienterne opereret flere gange i den periode og får renset sår og omlagt bandager flere gange om ugen, og det er hele tiden nødvendigt at justere planer og følge op på lægernes restriktioner. Særligt i den første tid, handler det for ergoterapeuterne i høj grad om at formidle, hvad patienten må og ikke må.

— I den akutte fase læner vi os meget op ad lægernes ordinationer, og den fase kan vare flere måneder, hvor de kan blive sat tilbage til nul, hver gang de bliver opereret, fortæller Rikke Jensenius Nielsen.

Andre forventninger

De ukrainske patienters udgangspunkt er ofte også et andet, fortæller Henriette Rishøj Ludvigsen:

— En af problematikkerne er, at de godt kan være opereret i Ukraine, men der er måske gået flere måneder, før de er kommet til Danmark, og så ved vi ikke, hvordan og om de har fået trænet i den periode.

"De forventer i højere grad, at vi skal fikse dem, og derfor er de mere passive i deres eget forløb

Henriette Rishøj Ludvigsen

Samtidig er de ukrainske ofres tilgang til rehabilitering ofte en helt anden.

— Vores oplevelse er, at deres indgang til selvtræning er anderledes. De forventer i højere grad, at vi skal fikse dem, og derfor er de mere passive i deres eget forløb, siger Henriette Rishøj Ludvigsen, der sammen med sine kolleger har indtryk af, at rehabiliteringen begynder senere på hospitalerne i Ukraine, og at patienterne er sengeliggende i længere tid.

— Det virker som om, at man ikke træner i den helt tidlige fase som her i Danmark, og så giver det god mening, at de har en anden forventning, siger Kate Allen Christensen.

- Vi vil ikke slukke håbet

Under den ambulante genoptræning bor de ukrainske patienter ofte på hotel, og det giver også et anderledes udgangspunkt for at træne hverdagsaktiviteter.

— De er i en mærkelig transitposition. Det kan fx være, at de ikke laver mad eller gør rent, hvor de bor, og så må man finde ud af, hvad det er for nogle aktiviteter, de så kan lave, siger Rikke Jensenius Nielsen.

Mange af soldaterne har skrevet under på en kontrakt om, at de skal tilbage til fronten, når de er blevet behandlet i Danmark.

— Men det er ikke altid realistisk, og det kan være svært, for vi vil ikke slukke håbet for dem, og det gør det ikke nemmere, at kommunikationen er så svær, siger Henriette Rishøj Ludvigsen.

— Vi må få dem til at forstå, at de ikke går fra nul til 100. De er fx nødt til at træne nogle hverdagsaktiviteter, som at kunne spise og tage tøj på og holde på et gevær, inden de kommer videre, supplerer Rikke Jensenius Nielsen.

Besøgende vil redde deres folk

På Rigshospitalet kommer også ukrainsk hospitalspersonale for at studere de danske metoder. Særligt i 2025 har der været mange for at se, hvordan ergoterapeuterne arbejder med tidlig rehabilitering på intensivafdelinger, hånd- og armskader, skinnebehandling, undersøgelse og behandling af skader i ansigt, mund og svælg og indgår i det tværfaglige samarbejde.

"Der er ikke tid til en masse snak, når tusindvis af civile og soldater er ramt, og de vil gerne have værktøjer og konkret viden, som fx hvordan man laver en håndskinne, eller hvordan man udspænder arvæv, siger hun.

Kate Allen Christensen

Gæsterne fra Ukraine ønsker først og fremmest hands on-redskaber snarere end lange forklaringer og baggrundsteorier, fortæller Kate Allen Christensen.

— Der er ikke tid til en masse snak, når tusindvis af civile og soldater er ramt, og de vil gerne have værktøjer og konkret viden, som fx hvordan man laver en håndskinne, eller hvordan man udspænder arvæv, siger hun.

Situationens alvor afspejler sig også tydeligt i medarbejdernes ansøgninger om at komme på besøg, forklarer Kate Allen Christensen:

— De skriver, at de vil redde deres folk, deres land og deres værdighed, og man bliver helt rørt, når man læser ansøgningerne, for det handler om langt mere, end at de bare vil være en bedre ergoterapeut.

- Vi følger dem et stykke ad vejen

I øjeblikket følger Rikke Jensenius Nielsen en ung ukrainsk soldat, der befandt sig i et militærkøretøj på det forkerte sted og tidspunkt.

Han er i den akutte fase med mange operationer og svingende bevidsthed.

Kommer han en dag tilbage til fronten? Til en hverdag i Ukraine? Ingen ved, hvordan det ender, men sådan er det for alle de patienter, som Rigshospitalets ergoterapeuter møder, forklarer Rikke Jensenius Nielsen.

— Vi følger dem et stykke ad vejen, og så ved vi ikke, hvilket funktionsevneniveau de opnår på sigt, som hun siger.