Skulle han gøre karriere i militæret? Læse på CBS? Eller måske designe våben som produktionsteknolog? Victor Buhl Madsen var vidt omkring, inden han valgte at blive ergoterapeut. En beslutning, der - udover en stærk interesse for krop og træning - også kan forklares med en definerende oplevelse i barndommen.

Til at begynde med var han ikke i tvivl. Flere andre familiemedlemmer havde før ham aftjent værnepligt i livgarden, nogle var blevet ansat i forsvaret, og det virkede som en oplagt vej efter gymnasiet. Her kunne man gøre en forskel for fædrelandet, så Victor Buhl Madsen fulgte efter og begyndte i livgarden. Men under sin værnepligt blev han alligevel usikker.

— Den romantiske drøm om militæret blev udskiftet med en anden virkelighed, hvor det hele kom lidt tæt på. Det var lige på det tidspunkt, hvor flere blev dræbt i Afghanistan, så mine forældre syntes, det var en dårlig ide at fortsætte og måske skulle udsendes, og det var også lidt usikkert for mig, hvad Danmark overhovedet fik ud af det, fortæller han.

Derfor fulgte Victor sin interesse for sprog, historie og samfund og begyndte i stedet at studere international virksomhedskommunikation og europæiske studier på Copenhagen Business School. Men allerede på andet semester begyndte tvivlen at gnave. Var det nu det rigtige? Han droppede ud. Tredje gang ville Victor ramme plet, og derfor overvejede han grundigt, hvad han havde været interesseret i tidligere i sit liv. Som barn var han stærkt optaget af Anden Verdenskrig, og det ledte ham til uddannelsen som produktionsteknolog.

— Jeg troede, jeg skulle designe og udvikle våben. Det var igen noget med militæret uden at være direkte krig, men jeg kunne mærke, at studiet ikke var det, jeg troede, det var, så jeg stoppede igen efter et år.

Styrkeløft og rolleskift

Alle, der har prøvet at flakse forvildet mellem uddannelser, kender følelsen. Omverdenens formaninger og sigende blikke. Uvisheden om, hvor det ender.

— Jeg er jo vokset op med en holdning om, at når man begynder på noget, så gør man det færdigt, som Victor forklarer.

To venner fra gymnasiet var i fuld gang med ergoterapiuddannelsen, og de fortalte om fagets fokus på aktivitet og motivation.

"...det tiltalte mig, at det tog udgangspunkt i noget, der var meningsfuldt for den enkelte, og det gav sindssygt god mening, når de fortalte, hvordan man kunne koble træning af kroppen med motivation.

Victor Buhl Madsen

For det var ikke kun de to venners anbefalinger, der betød noget. Victor var nemlig begyndt at styrketræne, og interessen for kroppen voksede. Han fik venner, der løftede tunge vægte, og han mødte en mand, som udover at være træner for landsholdet i styrkeløft også viste sig at være ergoterapeut.

— Jeg blev mere og mere optaget af den fysiske træning og af, hvordan kroppen anatomisk og fysiologisk hang sammen, forklarer han.

Med den interesse kunne fysioterapi måske også have været et oplagt valg?

Victor Buhl Madsen smiler af spørgsmålet. Han har fået det mere end én gang. Men for ham er ergoterapiens stærke fokus på motivation og empowerment et afgørende argument for det fag, han valgte, og måske skal en del af forklaringen også findes i hans personlige historie, mener han.

— Som barn var jeg meget overvægtig. Da jeg var 12 år, vejede jeg 90 kilo. Men inden min konfirmation besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville være statist i mit eget liv. Jeg var træt af at føle, at alle kiggede på mig og af ikke at kunne passe noget, når jeg skulle have nyt tøj. Så jeg skiftede snacks ud med knækbrød og light saftevand, cyklede en hel masse og tabte 25 kilo over de næste to år. Den følelse af at kunne få kontrollen over sit eget liv blev afgørende. Der kan du tale om empowerment og motivation, som jo også er en rød tråd i ergoterapien, og jeg tror, at den oplevelse også gjorde, at jeg kunne identificere mig med grundstenen i faget, forklarer han.

Skaber forandringer

I 2016 blev han så færdig på ergoterapiuddannelsen, og i dag arbejder Victor Buhl Madsen som ergoterapeut på Bjerggårdshaven, der er et specialiseret tilbud for voksne med erhvervet hjerneskade.

— Det handler også om at finde den enkeltes motivation og om empowerment. Selv i de tilfælde, hvor borgeren på grund af fx afasi ikke kan give udtryk for, hvad vedkommende ønsker, kan vi alligevel godt arbejde med at give dem nogle valg og noget meningsfuldt indhold i tilværelsen på trods af deres invaliderende hjerneskade, forklarer Victor, der bl.a. har været primus motor på udviklingen af stedets grønne uderum.

— Nogle kan måske kun lige klare at holde vandslangen, men så er de alligevel en del af noget og er med til at skabe haven, siger Victor, hvis drivkraft er at skabe forandringer og give ejerskab over eget liv.

— Her hjælper jeg folk med at genvinde kontrollen over deres liv. Og uden at sammenligne i øvrigt, så har jeg jo selv prøvet, hvordan det er at veksle det billede, jeg havde af mig selv fra den tykke dreng til en veltrænet voksen.

Fagligt fundament

Selvom Victor Buhl Madsen er glad for, at han valgte ergoterapien, mener han, at der er nogle ting, som ville have været lettere, hvis han var blevet fx fysioterapeut.

— Det er ærgerligt, at man ikke altid får ”brandet” ergoterapien så godt. Ude i samfundet, er der ikke nogen, der er i tvivl om, hvad en fysioterapeut kan, men når vi siger, at vi er ergoterapeuter, ved folk ikke, hvad det er, siger Victor, der som nyuddannet også selv var i tvivl om fagets kerne.

— Man kan godt komme ud fra studiet uden 100 procent at vide, hvad det er, man er rigtig god til, og den følelse havde jeg også. ”Fysserne” havde deres test og redskaber, men da jeg startede indenfor beskæftigelsesområdet, følte jeg mig som lidt af en schweizerkniv, der havde snuset til en masse forskellige områder på uddannelsen, og selv måtte finde min vej, siger Victor Buhl Madsen

Han glæder sig over at være landet indenfor det neurologiske område, hvor ”fagligheden føles solid”, som han siger.

— Her er nogle konkrete ergoterapeutiske redskaber, og det er tydeligt, hvad jeg kan bruge mine ergoterapeutiske kompetencer til i fx tværfaglige sammenhænge.

Ikke flere studier

Umiddelbart fortryder Victor ikke de uddannelsesmæssige svinkeærinder, som han nåede at tage, inden han blev ergoterapeut, for de har givet noget livserfaring. Kun på ét punkt kan det godt ærgre ham.

— Når jeg møder andre ergoterapeuter, som fx læser en kandidat, synes jeg, det lyder spændende, men jeg har ikke nogen sult efter at læse videre. Jeg har jo brugt sammenlagt 5-6 år på studier, så jeg orker det ikke. Det ville nok have været lidt anderledes, hvis jeg tidligere havde vidst, at det var den her retning, jeg skulle, men det er bare svært at lægge en plan for livet, siger Victor Buhl Madsen.

Han er helt sikker på, at han vil tilskynde sine egne børn, til at sænke skuldrene og tænke sig godt om, når de engang om mange år skal læse videre.

— Det tager tid at finde ud af, hvad man skal med sit liv, og det gør ikke noget, at man lige modner frontallapperne og får nogle erfaringer, inden man beslutter sig. Man er jo nødt til at være motiveret for det, man skal bruge resten af sit liv på, for ellers bliver man sådan en medarbejder, der går og venter på, at det bliver weekend.