I efteråret 2024 sad Rebekka Mosegaard Kesting og scrollede efter en podcast, hun kunne putte i ørerne. Hun var lige droppet ud af journaliststudiet og var i tvivl om, hvad hun nu skulle. Hendes blik fangede et podcastforslag på mobilen ”Hjernekassen — ergoterapi” med Peter Lund Madsen. Hun havde aldrig hørt om ergoterapi før og kendte heller ikke Hjernekassen, men hun trykkede play — og blev hængende.

Stemmerne i studiet fortalte, hvordan de hjalp børn med hjerneskader til at klare helt almindelige ting i hverdagen. Det var spændende. Især fangede det Rebekka, at ergoterapeuterne talte om at arbejde holistisk.

— Det lød som om, at der bare var virkelig mange muligheder, og man fik lov til at arbejde med mennesker i stedet for bare at skrive om dem. Det var det, jeg havde savnet på journaliststudiet, fortæller Rebekka Mosegaard Kesting.

Stemmerne i Hjernekassen tilhørte ergoterapeuterne Line Nørgaard Remmen, Nanna Louise Kjær og Helene Roager Jacobsen. De fortalte generelt om faget og om, hvordan de på hver deres måde arbejder med det.

For Rebekka var det hele nyt, men hun blev fanget.

Ergoterapeuternes fortælling mindede hende om en fascination, hun havde oplevet i den vuggestue, hvor hun tidligere havde arbejdet. Her kom en kvinde en gang om ugen forbi for at guide pædagoger og medhjælpere i deres omgang med børnene.

— Udefra så det ud som om, hun bare legede med børnene og guidede os voksne undervejs. Men det var meget mere end leg. Hun forklarede, hvorfor det gav mening at gynge børnene og lære dem om turtagning, ved at vente til det blev deres tur, og om regulering af sanserne, når de gyngede frem og tilbage.

At kvinden kunne sætte faglige ord på det, der for det blotte øje lignede almindelig leg, fascinerede Rebekka.

— Hun sagde af og til, når vi legede fangeleg: “Det er godt, du gør det der. Det er det, vi kalder high arrousal, og når du så gør det der, kommer barnet ned i low arrousal, Og så forklarede hun det faglige bag fortæller Rebekka Kesting, der dog først for alvor forstod, hvor meget der lå bag, da hun hørte ergoterapeuterne i Hjernekassen fortælle om faget.

Tilvalg og fravalg

Da podcasten om ergoterapi var lyttet færdig, googlede Rebekka ”ergoterapi” og så, at der var ledige pladser på uddannelsen på Københavns Professionshøjskole med studiestart to måneder senere. Det måtte være skæbnen, tænkte hun og søgte ind.

I februar 2025 gik hun ind ad døren til studiet og glædede sig til at lære sit nye fag at kende.

I virkeligheden havde beslutningen om at skifte spor dog ikke været helt så let som den måske lyder. Rebekka havde nemlig, siden hun var barn, været helt sikker på, at hun skulle være journalist, og hun var også begyndt på studiet. Men da hun kastede sig ud i sine første historier, blev hun i tvivl, om faget var det rigtige for hende. Da hun skrev en hjemløs kvindes fortælling og bagefter slap kontakten til kvinden, havde hun nemlig mere lyst til at holde kontakten og hjælpe kvinden end at drøne videre til næste historie.

Og mønsteret gentog sig. Hun skrev projekter om socialreformer, hjemløse og mennesker, der på andre måder havde brug for en hjælpende hånd, men det føltes forkert bagefter at forlade kilderne uden at vide, hvordan det gik dem.

— Det drænede mig. Jeg skrev om mennesker og systemer, men jeg var langt væk fra dem, som det hele handlede om, fortæller Rebekka Mosegaard Kesting, som derfor hurtigt kom på fornavn med studievejlederen på journaliststudiet.

Jeg vil gerne være den, der siger: ”Det her menneske har også brug for noget andet.” Og som så faktisk også kan være med til at gøre noget ved det

Rebekka Mosegaard Kesting

Til sidst besluttede hun at finde et andet fag — og så er vi tilbage ved podcastafsnittet i starten af artiklen.

Lillesøster som motivation

Podcasten var imidlertid ikke det eneste, der motiverede Rebekka til at skifte til ergoterapi. Gennem sin opvækst har hun nemlig uden at være bevidst om det haft nogle af ergoterapiens kerneværdier tæt inde på livet, fordi hendes lillesøster fik en hjerneskade, da hun var kun tre måneder gammel, og i dag er udviklingshæmmet og multihandicappet.

— Min søster har helt klart været min største drivkraft for, at jeg tog valget. Det med at have en uddannelse, hvor jeg lærer ting, der også kan gavne hende, og ideen om at hjælpe andre som hende.

Når Rebekka i undervisningen lærer om forskellige metoder, tænker hun ofte på, om de kan gavne hendes lillesøster, og uddannelsen giver hende også løbende en større og større forståelse af søsterens hverdag. Det kan være små ting som fx, hvad der sker, når søsteren reagerer negativt på høje lyde, og hvilke øvelser, der måske kan hjælpe hende. Omvendt inspirerer søsterens handicap hende til fagligt at arbejde med det hele menneske.

Det nye indblik i ergoterapien og særligt neuroplasticitet giver hende også håb for søsterens udvikling, fortæller hun:

— Systemet har nogle gange givet udtryk for, at min søster ikke kan udvikle sig mere. Men når jeg hører om de forskellige teorier, får jeg et håb om, at hun faktisk godt kan gøre større fremskridt.

Samme mål

Rebekkas grundlæggende mål om at arbejde for social retfærdighed og hjælpe mennesker, der ikke selv kan råbe op, har ikke ændret sig, siden hun skiftede spor. Forskellen er bare, hvordan hun gør det.

— Før ville jeg skrive om mennesker for at give dem en stemme. Nu vil jeg arbejde med dem for at give dem en stemme, siger hun og tilføjer, at hun har taget nogle af de journalistiske redskaber med over i sin ergoterapeutiske værktøjskasse:

— Jeg lytter, jeg spørger ind, og jeg tænker meget i rettigheder og strukturer, som hun siger.

Hun drømmer om at arbejde med mennesker med udviklingshandicap, hjemløse eller anbragte unge.

— Jeg vil gerne være den, der siger: ”Det her menneske har også brug for noget andet.” Og som så faktisk også kan være med til at gøre noget ved det, siger hun.

Til andre, der overvejer at skifte spor, har hun et klart budskab:

— Nogle gange skal man turde skifte for at kunne holde fast i det, der virkelig betyder noget. Og intet er spildt. Man tager alt med sig.