Historien bliver fortalt med et lille grin. Valdemar forklarer, hvordan han i går mødte ind på sit nye praktiksted. Han klædte om. Gik ud på gangene. Fulgtes med afdelingens ergoterapeuter. Talte med patienter. Forsøgte at følge med i fagsproget og i det hele taget hænge på. Efter fire timer havde han fri, og nu kunne han simpelthen ikke huske, hvor omklædningsrummet var, så han blev nødt til at spørge sin kliniske underviser, Dorette Höppner Madsen, om vej.

Fordi der er så travlt i sundhedssystemet, kunne man måske godt føle, at der ikke er plads til dumme spørgsmål, når alle har travlt med at udfylde deres rolle, men her oplever jeg, at vi bliver mødt med stor tålmodighed, så vi bliver klar til at stå på egne ben en dag

Nadja Baadsmand

— I sådan en situation kunne man jo godt være bekymret for, om hun syntes, at det var helt tosset, at jeg ikke kunne finde mine ting. Men helt som jeg forventede, var hun sød og hjælpsom, fortæller Valdemar Høgh en travl tirsdag formiddag på Herlev Hospital.

Hans studiekammerat Nadja Baadsmand nikker og supplerer:

— Dorette udstråler virkelig, at der ikke er nogen dumme spørgsmål, og det er rart, for det er overvældende med alle de ting, vi skal have styr på. Man føler, at man bliver kastet hovedløst ind og skal møde en masse rigtige mennesker, men der har Dorette været god til at tage imod os og sige: ”Tag det stille og roligt”. Samtidig med, at hun jo skal have os igennem.

Lyst til at læse mere

Både Nadja og Valdemar havde Herlev Hospital som deres førsteprioritet.

— For mig handlede det om, at opgaverne kan variere supermeget, fortæller Valdemar Høgh, der allerede har været på medicinsk, neurologisk og ortopædkirurgisk afdeling i løbet af sine første dage.

Det har overrasket mig, hvor mange lag, der er at arbejde med. Vi møder dem jo kun her på hospitalet, hvor de er i krisesituation, og det er fx svært at vurdere, hvornår de er raske nok til, at man kan tage det næste skridt.

Valdemar Høgh

— Hvis jeg skal være ærlig, handlede det også om, at det ligger lige i nærheden af, hvor jeg bor, og så tænkte jeg, at her under første praktik skal jeg bare kaste mig ud i et eller andet og begynde et sted, siger Nadja Baadsmand.

Inden praktikken har Valdemar været spændt på det faglige niveau.

— Jeg var i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne følge med. Selvfølgelig skal vi som andet semester-studerende mest være fluen på væggen og observere, men det var spændende, om vi kunne forstå fagsproget, og jeg kan da mærke, at der stadig er meget, vi kan lære, så det giver lyst til at fortsætte med at læse.

Rigtige mennesker

Nadja er positivt overrasket over, hvordan begreber og modeller virker i praksis.

— Som person er jeg sådan en, der skal have fingrene i stoffet for at forstå det, og på sidste semester følte jeg, at al teorien var en stor portion grød, men nu giver det god mening. På studiet får vi en masse cases, men når vi går igennem de forskellige arbejdsprocesmodeller, kommer man altid til et tidspunkt, hvor vi skal gætte på, hvad den fiktive person er motiveret for som intervention. Her er det rigtige patienter, som man rent faktisk kan spørge, og det er fedt, fortæller hun.

For virkeligheden er ikke, som ”når man læser om den på papir”, som Valdemar siger:

— Det er sværere at komme ind på patienten, end jeg troede. Det med at få et hurtigt indblik i, hvordan den enkelte lever sit liv, er supersvært. Det har overrasket mig, hvor mange lag, der er at arbejde med. Vi møder dem jo kun her på hospitalet, hvor de er i krisesituation, og det er fx svært at vurdere, hvornår de er raske nok til, at man kan tage det næste skridt.

Tryg modtagelse

Til den såkaldte ”startsamtale”, som foregår én til én med den kliniske underviser, spurgte Dorette til de studerendes personlige læringsstile, fortæller Nadja, og hun var også sød til at spørge til den lille brætspilsfigur, som Nadja havde valgt at medbringe til det første møde med de andre studerende, hvor alle skulle have en personlig ting med.

— Når jeg tog den med, handler det om, at jeg er sådan en hjemmeperson. Jeg lader meget op derhjemme, så jeg kan være på og give alt, hvad jeg har, når jeg er ude, og det var egentlig det, jeg ville vise med den brik. At jeg har brug for opladning, og til det forklarede Dorette mig, at hun ville tage højde for det, når hun tilrettelagde forløbet, så jeg kunne komme så godt i mål som muligt, forklarer Nadja Baadsmand.

Som person er jeg sådan en, der skal have fingrene i stoffet for at forstå det, og på sidste semester følte jeg, at al teorien var en stor portion grød, men nu giver det god mening.

Nadja Baadsmand

 — Ikke at jeg har brug for særhensyn, men det var alligevel dejligt, at hun lige anerkendte det, jeg har brug for, og gav mig en mulighed for at tale om det. Det føltes trygt og rart.

Tid til at modnes

Forud for praktikken var Nadja spændt på, hvordan den nye arbejdstid ville føles.

— Vi er jo på studiet 25 timer i ugen, og nu er det pludselig en fuldtidsstilling, men jeg har været positivt overrasket. Vores forløb har foreløbig været supergodt, siger hun, og Valdemar nikker.

— Ergoterapeuterne her er gode til at føre os frem, og i det hele taget er der en plan for os, siger Valdemar Høgh, der sammen med Nadja fremhæver den åbne, men alligevel strukturerede tilgang, de er blevet mødt med.

— Fordi der er så travlt i sundhedssystemet, kunne man måske godt føle, at der ikke er plads til dumme spørgsmål, når alle har travlt med at udfylde deres rolle, men her oplever jeg, at vi bliver mødt med stor tålmodighed, så vi bliver klar til at stå på egne ben en dag, siger Nadja Baadsmand og tilføjer med et smil:

— Men heldigvis er der stadig lang tid til.