Der er brug for flere studier, redskaber og retningslinjer, som kan understøtte sansebaserede interventioner i praksis. Det mener ph.d. og ergoterapeut Siv Bjørkedal, der er en af de få forskere, som beskæftiger sig med området i Danmark. Netop nu er hun sammen med terapeuter på Psykiatrisk Center København i gang med at udvikle en manual, der skal gøre arbejdet lettere og bedre.
Hvad virker? Det kan lyde indlysende, men hvis ergoterapeuter skal styrke deres arbejde med sansebaserede interventioner, er det nødvendigt at stå på et solidt fundament. Et fælles fagligt udgangspunkt bestående af forskning og best pratice.
— Som sundhedsfaglige er vi forpligtede til at tilbyde den behandling, der bedst hjælper patienterne, og derfor skal vi kunne underbygge, det vi gør, konstaterer Siv Bjørkedal, der er ergoterapeut, ph.d. og postdoc hos FORMS (Forskning i recovery og mental sundhedsfremme).
Hun har gennem flere år forsket i ergoterapi på det psykiatriske område, og hun peger på, at der er et stort potentiale i at understøtte fysio- og ergoterapeuter bedre i arbejdet med sansebaserede interventioner.
"Hvis vi ikke har et fælles sprog og metode, bliver det personafhængigt, og så kan det udvikle sig i alle mulige retninger, eller også dør det...
Siv Bjørkedal
— Terapeuter er virkelig dygtige, men der er brug for evidens, redskaber og retningslinjer, der kan understøtte praksis. Hvis vi ikke har et fælles sprog og metode, bliver det personafhængigt, og så kan det udvikle sig i alle mulige retninger, eller også dør det, fordi den person, der interesserer sig for området, stopper, siger Siv Bjørkedal.
Lige nu oplever hun variation i tilbuddene.
— Mit indtryk er, at der er steder, hvor det fungerer rigtigt godt, fordi der er nogle fyrtårne på området, og så er der andre steder, hvor sanserummet bliver brugt som patientstue eller til opbevaring af toiletpapir, siger hun.
Sparsomme studier
Det var netop et ønske om at styrke evidensen, der i 2020 fik en gruppe fysio- og ergoterapeuter på Psykiatrisk Center København til at tage initiativ til at undersøge brugen af sanserum. De kontaktede forskere fra FORMS, og det har ført til et årelangt parløb mellem praksis og forskning i projektet SENSE.
Formålet med projektet er at udvikle og evaluere en manualiseret sansemodulation-intervention til mennesker, der er indlagt på psykiatriske sengeafsnit. Praktikere og forskere har i fællesskab bl.a. skrevet en artikel i Nordic Journal of Psychiatry, der beskriver, hvordan patienter oplever, at sanserum skaber en følelse af tryghed og øget ro. Specielt når rummene bliver brugt under vejledning af fysio- og ergoterapeuter.
I projektet har terapeuterne bidraget med faglig viden og ekspertise, mens Siv Bjørkedal har gennemgået teori og litteratur. Psykiatrien er et af de felter, hvor der findes mest forskning. Fx har studier af henholdsvis amerikanske Tina Champagne, Daniel Sutton fra New Zealand og danske Charlotte Andersen vist, at sansemodulation kan nedbringe brugen af tvang.
— Men sanser er et område, som — sammenlignet med andre specialer — ikke har så stærkt et forskningsgrundlag eller -traditioner. Der er lavet nogle kvalitative undersøgelser og ganske få kvantitative studier, men generelt er vi ikke særligt langt, fastslår Siv Bjørkedal.
Manual på vej
Helt konkret skal SENSE-projektet munde ud i en manual, der trin for trin beskriver processen i en sansebaseret indsats. Målet er at skabe en fælles metode og et fælles sprog og gøre det muligt at evaluere interventioner.
"Sanserne er en del af ergoterapeuters grunduddannelse, men vi har faktisk ikke kunnet finde beskrivelser af konkrete interventioner
Siv Bjørkedal
— Sanserne er en del af ergoterapeuters grunduddannelse, men vi har faktisk ikke kunnet finde beskrivelser af konkrete interventioner, fortæller Siv Bjørkedal.
Netop nu bliver manualen afprøvet af terapeuterne på Psykiatrisk Center København, og Siv Bjørkedal håber, at den på sigt kan være med til at højne kvaliteten for patienterne. Derudover har projektet bl.a. vist, at mødet mellem flere fagligheder er værdifuldt.
— Ergo- og fysioterapeuter har meget til fælles, men de har alligevel hver deres tilgang. Jeg oplever, at ergoterapeuter har særligt øje for individet og de måder, den enkelte bearbejder sanseindtryk på. Samtidig har de et unikt fagligt blik for sansebearbejdning i et aktivitetsperspektiv, siger Siv Bjørkedal, der netop har fået midler til endnu et projekt om sansemodulation.
Læs artikler fra projektet
“It provided me with a sense of safety that I hadn't felt in weeks.” A qualitative case study of service users' experiences with sensory rooms in psychiatric in patient units.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/39376006/“The influence of the contextual framing on physio- and occupational therapists' clinical reasoning in sensory rooms with patients admitted to psychiatry - a qualitative case study”
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/39460978/