På blot få uger kan brugen af kreative aktiviteter i behandlingen styrke trivsel og aktivitetsudførsel hos mennesker med alvorlig psykisk sygdom, viser Bodil Winther Hansens ph.d.-afhandling. Hun har udført projektet i tæt samarbejde med praksis og mener, at der lige nu er et momentum, ergoterapeuter bør udnytte.

— Kreative aktiviteter kan som en intervention hjælpe patienter med alvorlig psykisk sygdom til at finde ro, opleve positive følelser og i det hele taget få et bedre velbefindende. Når patienterne udtrykker sig kreativt, kan det styrke deres identitet og følelsen af at blive anerkendt — og give en oplevelse af at høre til i et fællesskab.

Det fortæller ergoterapeut og ph.d. Bodil Winther Hansen med afsæt i resultaterne af den ph.d.- afhandling, hun forsvarede i december. Resultaterne har potentiale til at løfte anerkendelsen af kreative aktiviteter som behandling i psykiatrien, vurderer hun:

"Resultaterne har potentiale til at løfte anerkendelsen af kreative aktiviteter som behandling i psykiatrien"

Bodil Winther Hansen

‒ Hvis det lykkes at skabe en bedre forståelse af, at kreative aktiviteter ikke bare er beskæftigelse men en effektfuld intervention i behandlingen af psykiatriske patienter, kan vi helt klart være med til at ændre den måde, samfundet håndterer psykisk sygdom på i dag.

Afhandlingen beskriver begrebet ”kreative aktiviteter som intervention” og undersøger, hvordan deltagelse i kreative aktiviteter påvirker aktivitetsværdi, trivsel og hverdagsliv. Den undersøger også, hvilke faglige overvejelser og begrundelser, der ligger bag, når ergoterapeuter i psykiatrien anvender kreative aktiviteter i klinisk praksis.

Resultaterne peger på, at kreative aktiviteter kan bidrage til et højt niveau af oplevet aktivitetsværdi, trivsel og tilfredshed med hverdagen efter blot to til tre uger. Det viste to af afhandlingens studier med 33 patienter med alvorlig psykisk sygdom.

Bodil Winther Hansen forklarer med baggrund i resultaterne, at det at arbejde med kreative aktiviteter kan være det første skridt mod en bedring for patienten. Og det kan åbne for nye retninger i livet, fordi mestring af kreative aktiviteter styrker både deltagelse, aktivitet og funktion i hverdagen.

— Når patienten kan følge instruktioner til fx tegning og maling, oplever patienten måske at kunne fungere igen og bliver dermed i stand til at gå hjem og ringe til sagsbehandleren eller få taget opvasken. Mestringen af kreative aktiviteter er på den måde en træning af funktionsniveauet og hjælper patienterne til at fungere i samfundet igen, forklarer hun.

Tavs viden

Alle studierne i ph.d.-afhandlingen er lavet i tæt samarbejde med praksis. De er inspireret af aktionsforskning, hvor man undersøger praksis og samtidig arbejder på at forbedre den.

— Det tætte samarbejde har været uvurderligt og afgørende for resultaterne, og det sikrer, at den viden, vi skaber, er forankret i praksis. Med en forståelse for lokale dynamikker, værdier og levede erfaringer, siger Bodil Winther Hansen.

I et af studierne samarbejdede hun i halvandet år med syv ergoterapeuter, der var specialiseret i kreative aktiviteter i psykiatrien. De arbejdede med alt fra syning til collager og planlagde forløbene ud fra ergoterapeutiske teorier. Bodil Winther Hansen undersøgte, hvordan terapeuterne arbejdede i praksis, og hvilke faglige overvejelser og begrundelser, der lå bag. Målet var at få deres tavse viden frem — den viden og erfaring, der ofte styrer praksis, men som der sjældent bliver sat ord på.

— Undersøgelserne har hjulpet os med at afdække deres tavse viden og kan give os et fælles sprog for, hvordan ergoterapeuter bruger kreative aktiviteter som intervention. Hvad virker? Hvordan sætter jeg en kreativ aktivitet i gang? Og hvordan kan jeg fagligt begrunde det, jeg gør, forklarer Bodil Winther Hansen og peger på et element fra sine undersøgelser, som hun finder særligt interessant:

— Ergoterapeuterne fulgte ikke slavisk en ergoterapeutisk arbejdsproces, som fx den canadisk udviklede model CPPF beskriver. Frem for at begynde med en samtale om aktivitetsproblemer og mål var de i stedet optaget af at få patienterne hurtigst muligt i gang med aktiviteten.

Og det er en vigtig pointe, forklarer hun:

— Når du tilbyder en aktivitet, får du et godt udgangspunkt for at opbygge en relation. Gennem aktiviteten lærer du patienten at kende, og sammen kan I undersøge patientens drømme, og hvad der kan hjælpe patienten tilbage til et hverdagsliv. De fælles erfaringer fra aktiviteten kan I bruge til at lægge en strategi og finde en retning, der peger fremad.

Kast et anker til fortiden

I studiet med de syv ergoterapeuter brugte Bodil Winther Hansen narrativ forskning til at undersøge, hvordan de arbejdede med kreative aktiviteter, forklarer hun:

— I narrativ forskning bruger man fortællinger og metaforer til at skabe mening i de professionelles levede erfaringer ved at samle spredte oplevelser og erfaringer til en meningsfuld fortælling.

— Fx beskrev ergoterapeuterne, at de ”kastede et anker tilbage i fortiden”. Med den metafor fortalte de, hvordan de kunne motivere til kreative aktiviteter ved at spørge ind til, hvad patienterne tidligere havde lavet, og hvilke aktiviteter, der havde værdi i patientens familie og kultur. Måske fortalte patienten, at hun som ung holdt af at male, men ikke havde gjort det længe.

Bodil Winther Hansen understreger, at det vigtigste er at komme i gang med aktiviteten. Studiet viste nemlig, at ergoterapeuterne brugte den kreative aktivitet som en ”åbning”: Ved at lære patienten at kende og opbygge en relation, skabte de en fælles samarbejdsplatform.

— De talte med patienterne om, hvad der fik aktiviteten til at fungere, og hvornår den blev svær. De fik aktiviteten til at pege fremad, så patienterne gennem den kreative aktivitet fik en fornemmelse af, hvad der kan være vigtigt for dem at være opmærksomme på i deres liv fremover. Nogle fandt også aktiviteter, de kunne tage med sig efter udskrivelsen, fortæller hun.

Signifikant effekt på få uger

Tilbage til studierne med de 33 patienter med alvorlig psykisk sygdom. Her kunne deltagerne vælge mellem syv kreative værksteder: læder, smykke, keramik, tegne/male, metal, snedker samt et værksted med genbrugsmaterialer.

Studierne var såkaldte mixed method-studier og undersøgte, hvordan kreative aktiviteter som intervention påvirker aktivitetsværdi, trivsel og hverdagsliv. Efter en interventionsperiode på blot to til tre uger så Bodil Winther Hansen signifikante forbedringer på tre parametre:

• Selvvurderet trivsel steg med 45 procent fra 40 til 58 målt med WHO-5.

• Selvvurderet aktivitetsudførelse steg med 35 procent fra 4 til 5,4 målt med COPM.

• Tilfredshed med aktivitetsudførelsen steg med 55 procent fra 3,6 til 5,6 målt med COPM.

Sidstnævnte forbedring på hele to point er særlig markant og vurderes at være klinisk relevant, det vil sige, at det har betydning for praksis.

Aktivitetsværdien — den betydning og vigtighed, en person tillægger en aktivitet — blev målt til at have et højt niveau både ved start- og slutmålingen i interventionsperioden målt med redskabet OVal-9.

— Selv en kort interventionsperiode på to til tre uger kan altså være nok til at se høj aktivitetsværdi, bedre selvvurderet trivsel og forbedret evne til at udføre hverdagsaktiviteter, når psykiatriske patienter arbejder med kreative aktiviteter som intervention, forklarer Bodil Winther Hansen og tilføjer:

— Det interessante er, at det i afhandlingen er lykkedes at få indblik i, hvordan kreative aktiviteter kan have en forandrende rolle i forhold til recovery ved at fremme deltagelse, aktivitet og funktion i hverdagen.

Et stort ben i praksis

Ph.d.-projektet begyndte med en henvendelse fra praksis. Nærmere bestemt fra Helle Andrea Petersen, der på det tidspunkt var ledende ergoterapeut på Psykiatrisk Hospital Oringe i Vordingborg.

Oringe har altid haft værksteder med tilbud om kreative aktiviteter, og man oplevede, at aktiviteterne gavnede patienterne, men der var et ønske om at dokumentere og beskrive den gavnlige virkning videnskabeligt.

At der lige var bud efter Bodil Winther Hansen hang sammen med hendes engagement i at anvende kreative aktiviteter som supplement i behandlingen i psykiatrien — dels som underviser på ergoterapeutuddannelsen, dels i form af faglige bidrag i bøger. Desuden havde hun praksiserfaring fra psykiatrisk afdeling i Gentofte sidst i 1980’erne og i 1990’erne, en tid, hvor kreative værksteder var en del af hverdagen på psykiatriske afdelinger.

Værkstederne blev nemlig gradvist nedlagt i kølvandet på psykiatrireformen i 1990’erne. Samtidig blev der skåret i antal sengepladser, og ergoterapeuterne forsvandt fra hospitalerne. I stedet kom der fokus på medicin, motion og kognitiv terapi.

— Kreative og meningsfulde aktiviteter er vores fags oprindelse, og det blev brugt i behandlingen af psykiatriske patienter i stor stil fra starten af 1900-tallet. I modsætning til andre psykiatriske hospitaler bevarede Oringe de kreative værksteder, som stadig er i brug i behandlingen i dag, siger Bodil Winther Hansen og tilføjer:

— Jeg håber, at mine resultater kan give ergoterapifaget et evidensbaseret sprog og en solid base at stå på, når vi skal forklare, hvorfor kreative aktiviteter er et godt interventionsværktøj i recovery og rehabilitering af psykiatriske patienter, siger den nyslåede ph.d. og tilføjer:

— Ergoterapifaget har lige nu et momentum, som vi bør udnytte, fordi kreative aktiviteter blomstrer op som en tendens i samfundet.

"Ergoterapifaget har lige nu et momentum, som vi bør udnytte, fordi kreative aktiviteter blomstrer op som en tendens i samfundet."

Bodil Winther Hansen