— Behovet er mangedoblet, og nu tror folk på os, som Viktoria Petrunenko siger. Det strømmer nemlig ind med sårede soldater, og ergoterapeuterne hun og kollegaen Maria Bezuhla må tænke kreativt og tage nye roller på sig på det genoptræningscenter i Kyiv, hvor de arbejder.

 En 40-årig soldat sidder foran ergoterapeut Maria Bezuhla på et genoptræningscenter i den ukrainske hovedstad Kyiv og kæmper med en finmotorisk øvelse. Anatoliy, som soldaten hedder, skal flytte små legetøjsfigurer over i en plastikbeholder, og det kræver al hans energi at få de farverige dyr transporteret den rigtige vej.

En eksplosion ved fronten sendte sidste år en bølge af metalstykker ind i Anatoliys krop og medførte skader på frontallappen samt en amputation af højre arm.

Han træner nu brugen af sin venstre arm.

— Det hele tager bare længere tid, fordi eksekutive funktioner som planlægning og indlæring er påvirket, forklarer ergoterapeut Maria Bezuhla, som fagbladet Ergoterapeuten har fået mulighed for at følge en dag på hendes arbejde.

Anatoliy læner sig frem i stolen for at undgå at strække armen helt ud. Men Maria Bezuhla flytter bare beholderen længere væk og siger med et smil, at han ikke skal springe over, hvor gærdet er lavest. Den 26-årige ergoterapeut må forsøge at multitaske, da to andre soldater ved bordet hele tiden stiller spørgsmål og beder om hjælp til deres øvelser.

Maria og kollegaen Viktoria Petrunenko skal nå 27 patienter i dag. Andriy, der også sidder ved bordet, har et stort ar i nakken efter kampe ved fronten. Han beder om hjælp til et puslespil, hvor han skal placere pile, så de følger mønsteret i en bog, men Maria Bezuhla skal også finde tid til at hjælpe en anden soldat, der har fået amputeret en arm.

Overalt på centeret er skaderne synlige. Mange mangler arme og ben.

— Det bliver virkelig en travl dag i dag. Den perfekte storm, siger Maria Bezuhla, inden hun bliver afbrudt af soldaten Vadim, der kommer ind og banker i gulvet med sin hvide stok.

Han har mistet synet ved fronten og mener, at det må være hans tur nu.

— Du bliver nødt til at komme igen om 15 minutter, siger Maria Bezuhla.

Midt i presset

Genoptræningscentret i Kyiv drives af den ukrainske organisation Recovery, som har 19 centre rundt omkring i landet. Antallet af sårede og døde ukrainske soldater i krigen anslås at være et sted mellem 460.000 og 500.000, ifølge det amerikanske center CSIS.

Over 50.000 ukrainske soldater anslås at have fået amputeret arme eller ben. Det har skabt et stort pres på de ukrainske hospitaler og genoptræningscentre, og Maria Bezuhla og Viktoria Petrunenko har travlt.

Maria Bezuhla kommer oprindeligt fra den østukrainske region Donetsk. Hun flygtede derfra for 11 år siden, efter at krigen brød ud mellem Ukraine og de russisk-støttede separatister i 2014. Separatisterne tog kontrol med hendes hjemby, og hun husker tydeligt de mange sårede soldater og civile i gadebilledet. Det gjorde et enormt stort indtryk.

— Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske med alle de her sårede folk efter hospitalet. Hvem ville tage sig af dem? Det spørgsmål fik mig til at blive ergoterapeut.

Men den fulde russiske invasion i 2022 har ændret jobbeskrivelsen. Maria Bezuhlas arbejde som ergoterapeut er til dels smeltet sammen med en rolle som fysioterapeut, og samtidig skal hun i stigende grad også fungere som psykolog. Det er der flere grunde til.

På centret er der psykologer og fysioterapeuter ansat, men der mangler medarbejdere. Samtidig er nogle soldater skeptiske over for psykologien. Ukraine er et konservativt samfund, som på mange måder minder om Danmark i 1950'erne, og nogle er bange for at tale med psykologer. De vil hellere tale med ergoterapeuter som Maria.

— Det føles måske lidt mere sikkert for dem at tale med os. Vi bruger rigtig meget tid med dem, og vi koordinerer på tværs af afdelingerne. Det tværfaglige arbejde er i fokus, og psykologerne giver os værktøjer. Vi får at vide, hvordan vi skal håndtere patienterne, fortæller Maria Bezuhla.

"Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske med alle de her sårede folk efter hospitalet. Hvem ville tage sig af dem? Det spørgsmål fik mig til at blive ergoterapeut.

Maria Bezuhlas

Hun tilføjer, at de på centret ofte har få måneder til at hjælpe soldaterne videre. I fredstid ville de ideelt set have dobbelt så lang tid, men antallet af sårede betyder, at de er nødt til at prioritere opgaver og i samarbejde med den enkelte soldat udvælge fokusområder.

Træningens fokus er meningsfulde aktiviteter, og tilgangen er patientcentreret. Nogle soldater ønsker mere end noget andet at komme til at gå igen, og så fokuserer Maria og de andre ergoterapeuter på den del først. For andre er det vigtigst at kunne spise selv, og så kommer det i fokus.

— Det er et overvældende arbejde. Nogle gange er mit hoved helt smadret, når jeg kommer hjem. Der har været så meget information. Det har været så hårdt, siger Maria Bezuhla.

Mange skader på frontallappen

Efter 15 minutter banker Vadim igen på. Han kan ikke vente længere og tager plads i en tom stol overfor Maria Bezuhla. Den 50-årige soldat blev ved fronten såret af en russisk drone, der udover at frarøve ham synet også har skadet arme og ben.

"Vi har rigtig mange skader på frontallappen, og det er et kæmpe problem. For det er svært at arbejde med patienterne, når de kan blive aggressive eller simpelthen ikke se nogen grund til at lave øvelserne.

Maria Bezuhla

Det største problem er dog den skade, som fragmenterne har givet i frontallappen. Hukommelsen er svækket, og det samme gælder initiativ og motivation til at lære nyt.

— Vi har rigtig mange skader på frontallappen, og det er et kæmpe problem. For det er svært at arbejde med patienterne, når de kan blive aggressive eller simpelthen ikke se nogen grund til at lave øvelserne. Nogle gange må vi give op, forstået på den måde, at vi er nødt til at sende soldaterne videre til andre centre, som måske kan hjælpe, siger Maria Bezuhla.

Vadim er ved at lære blindeskrift. Målet er ikke kun at kunne læse, men også at han får en sensorisk stimulation, som kan hjælpe ham i dagligdagen. Faktisk oplever Maria Bezuhla, at mange slet ikke bruger blindeskrift efter genoptræningen på centret.

Vadim har også svært ved at se idéen. Han er frustreret over, at han ikke kan læse alle bogstaverne, og kalder det for en “joke”, når han tager fejl. Han gætter sig frem, mens Maria forsøger at holde ham til ilden. Vadim kalder hende for sin yndlingsergoterapeut og flirter flere gange, når han bliver frustreret over læsningen og mister fokus.

Maria giver Vadim igen for ikke bare at blive kørt over. Aldersforskellen og kulturen i hæren, hvor der er kæft, trit og retning og få kvinder, gør arbejdet vanskeligt. Hun skal forsøge at styre samtalen og ikke lade Vadim fylde det hele. Det får hun mulighed for at slå fast, da Vadim pludselig bander, fordi han igen tager fejl af et bogstav.

— Stop med at bande. Find i stedet et andet ord, siger Maria Bezuhla, før Vadim løfter hovedet og konstaterer, at hvis hun var i hæren, så ville han straffe hende for at tale ham imod.

— Hvad mener du?

— Jeg ville straffe dig.

— Hvordan, spørger Maria Bezuhla.

— Hårdt, siger Vadim, der ikke helt ved, hvad han skal svare.

Nye løsninger i krig

Krigen har tvunget ergoterapeuterne til at tænke ud af boksen. De mange unikke skader betyder, at de må udvikle individuelle redskaber til soldaterne, hvilket kræver, at de laver forskellige ortoser ud af termoplast til de enkelte soldater.

Ergoterapeuterne på centret har fx udviklet en speciel protesehandske, så en soldat uden arme selv kan spise. En soldat har fået udviklet en årepresse, som han kan betjene med protesen, hvis den anden hånd skulle blive ramt, når han er tilbage ved fronten. Teamet har også udviklet et specielt magasin til et gevær, så soldaterne kan lade det med én hånd.

— Og ellers har vi lært at bruge teknologi. Fx bruger vi Playstation, som er en god mulighed, da spillet kombinerer træning af håndfunktion med det at have det sjovt med andre, siger Maria Bezuhla.

Rostyslav Andrusenko, der er afdelingsleder på genoptræningscentret, fortæller, at folk virkelig har fået øjnene op for vigtigheden af ergoterapeuternes arbejde.

— Her er få ergoterapeuter, og det er langt fra alle, der forstår, hvad de laver, og hvem de er. Men under krigen har folk fået øjnene op for, hvad det går ud på, og at det ikke kun er noget med hænder, men handler om hele den kognitive tilstand, siger Rostyslav Andrusenko, der har været på besøg på Rigshospitalet i København for at dele erfaringer.

— Arbejdet her handler om at tilpasse os i en fart, for krigen fortsætter ved fronten. Det er en vanskelig opgave. Der er soldater uden familie, som ikke er motiverede og har brug for et skub. Her bliver ergoterapeuter som Maria Bezuhla nærmest en slags familie for soldaten, lyder det fra afdelingslederen.

Skal holde fast i det gode

Maria Bezuhla og Viktoria Petrunenko lægger ikke skjul på, at det er hårdt arbejde, og at der er tidspunkter, hvor det hele virker håbløst og endeløst. Men når soldaterne kan holde til livet i de kummerlige skyttegrave ved fronten, så kan de også holde skansen i Kyiv, slår de fast.

Og succeshistorierne holder gejsten oppe.

— Der er for eksempel en soldat, som før krigen bare elskede at skyde med bue og pil. Nu er han blevet blind og har mistet en arm og et ben. Men vi har fået ham ud at skyde igen med en speciallavet bue, hvor han bruger tænderne. Det er så inspirerende, forklarer Maria Bezuhla.

— Krigen har lært os, at vi kun lever én gang. At det gode findes i det små. At vi alle kan dø hvert eneste øjeblik, og at man derfor skal fejre livets små sejre, siger Maria Bezuhla, der er klar over, at centret kan blive et mål for russiske missiler og droner.

Nogle gange er det en succes for en soldat blot, at han selv kan gå ned at ryge, forklarer Maria Bezuhla, og Viktoria Petrunenko tilføjer, at det for andre kan være at kunne tage en trøje på selv.

— Jeg får nærmest vinger af at se, at jeg har hjulpet nogen. Det er det, som driver os, siger Viktoria Petrunenko og tilføjer:

— Krigen har ændret så meget for os ergoterapeuter. Faget blev ikke set som et seriøst job før, men det gør det nu. Behovet for os er mangedoblet, og folk tror nu på os. Det er en rigtig stor motivationsfaktor for mig personligt og os alle sammen.