Erik Zwergius tager en pause i havestolen midt i sin og konens blomstrende have på en stille villavej i Aalborg. At nå stolen er en sejr, for selv om haven er mere end almindeligt velfriseret, er plænen en ujævn udfordring for Erik, der i sommeren sidste år fik amputeret sit venstre ben og først for godt fire måneder siden begyndte at træne med benprotese.

Hverken haven eller huset med de mange niveauforskelle og trapper egner sig til kørestol, men tanken om at flytte til en handicapvenlig bolig, kunne Erik ikke forlige sig med. At han ikke skulle kunne drikke morgenkaffen med sin kone Dorit Andersen lige dér på yndlingspladsen midt i haven. At han ikke skulle kunne gå ud i sit værksted og snedkerere en løsning til huset eller et stykke legetøj til børnebørnene.

Det skulle han bare kunne igen, og de små hverdagsting blev hans motivation, fortæller ergoterapeut Susanne Larsen Barkholt, der har fulgt Erik hele vejen.

I Aalborg Kommune bliver ergoterapeuter automatisk koblet på genoptræningen af borgere, der typisk på grund af ulykker, diabetessår eller som i Eriks tilfælde gangræn (koldbrand) i storetåen som følge af åreforkalkning har fået amputeret et eller begge ben. Og sådan burde det ifølge Susanne og hendes kollega Anette Kristensen være alle steder.

De to kollegaer i Aalborg Genoptræning har begge 10-15 års erfaring med genoptræning af benamputerede, og de har talrige eksempler på, hvordan ergoterapien har hjulpet den komplekse borgergruppe med at finde håb og få livskvaliteten igen.

Indtil sidste år havde de bare ét problem, som i stigende grad frustrerede dem: De kunne ikke dokumentere deres fremskridt med de benamputerede.

— Når en borger, som ellers havde troet, at hans liv sluttede med amputationen, drøner gennem byen på sin el-scooter, kan vi ergoterapeuter sagtens se, hvor stort et fremskridt det er, og vi kan også skrive en længere prosatekst i journalen på baggrund af vores viden. Men før kunne vi ikke rigtigt dokumentere det, for når vi scorede de benamputerede med de redskaber, vi havde, handlede det mest om, hvorvidt de kom til at gå igen eller ej, siger Anette Kristensen og forklarer:

— En benamputeret borger kommer ikke nødvendigvis til at gå igen, for en protese er ikke for alle, men før betød det, at hvis der ikke var opnået gangfunktion, var der ikke dokumenteret fremskridt.

Fagkonference blev startskud

På ETFs fagkonference i 2022, Ergo22, hørte de to kollegaer om et nyt valideret redskab, ADL-I, som virkede mere nuanceret end de redskaber, de ellers brugte. Det blev startskuddet til et to-årigt projekt, hvor de testede ADL-I i deres arbejde med de benamputerede, og det ændrede deres praksis.

— Til en så kompleks borgergruppe som de benamputerede er, fungerer det godt, bl.a. fordi ADL-I måler på flere parametre: Selvstændighed, sikkerhed, anstrengelse og effektivitet. Selv om en borger ikke får gangfunktion, kan vi nu dokumentere, at der sker fremskridt i andre ADL-færdigheder. Med ADL-I tager vi udgangspunkt i de aktiviteter, som borgeren gerne selv vil have fokus på, og så scorer vi ADL-evnen ved starten og slutningen af træningsforløbet, hvilket gør genoptræningen meget konkret, fortæller Anette Kristensen, og Susanne Larsen Barkholt supplerer:

— En amputation er altid voldsom, og i begyndelsen er mange borgere i krise og har ofte et ensidigt fokus på gangfunktion. Det kan være svært, for det er ikke alle, der kommer til at gå igen, og selv for de protese-egnede er det en lang proces, inden de får protesen og lærer at bruge den.

— Men her oplever vi, at ADL-I kan være en hjælp, fordi den systematiske tilgang er med til at skabe indsigt og nuancere genoptræningen. Systematikken får borgerne til at reflektere over, hvad der er vigtigt, og det åbner deres øjne for, at de kan komme til at kunne rigtig meget igen, selv om de måske ikke har gangfunktion endnu. Der har ergoterapien virkelig sin styrke, fordi vi via hverdagsaktiviteterne kan give dem styrke og nyt håb. Vi kan vise dem, at livet ikke kun er et spørgsmål om, hvorvidt de kan gå eller ej, forklarer Anette Kristensen.

Som eksempel nævner Anette en dobbeltamputeret borger, som forestillede sig, at han nu ikke kunne andet end at sidde i en kørestol resten af sit liv og modtage hjælp syv gange om dagen.

— Da jeg så ham første gang, var lyset meget slukket, og han så ingen grund til at træne noget som helst. Han sagde dog ja til at lave nogle øvelser med fysioterapeuten, men da vi gennemgik ADL-I’en begyndte han alligevel at reflektere og tænke, at det måske godt kunne nytte at arbejde lidt med fx forflytning, så han kunne blive mere selvhjulpen.

Anette Kristensen smiler stort, for da han først havde lært at forflytte sig selv fra kørestolen til sengen og bækkenstolen, fik han smag for den frihed, det gav.

- Pludselig var det ikke hjemmeplejen, der styrede hans liv, og da jeg en dag efter ca. to måneder kom ud til ham, sagde han, at nu ville han også gerne ud af huset. Det var et stort skridt. Løsningen blev at træne forflytning til hans el-scooter. Da han havde lært at lave forflytningen selvstændigt, begyndte han at kunne køre gennem byen og ned til havnen, og på den måde fik han også gang i sit sociale liv igen.

Ny praksis

De to kollegaer har adskillige eksempler. Fordi de ofte følger de benamputerede borgere i mere end et år, kender de hver eneste rigtig godt. Samtidig betyder kompleksiteten i forløbene, at de må trække på alle deres kompetencer, og det gør arbejdet med de benamputerede fagligt spændende, fortæller de.

I dag er ADL-I implementeret i ergoterapeuternes praksis som en fast procedure til borgere med amputation, og det har gjort en stor forskel for både praksis og arbejdsglæde, fortæller de.

- Det har været givende at få tid til at fordybe sig i et specifikt emne. Vi træner jo mange af de samme aktiviteter som før, men vi kommer hurtigere omkring kernen i opgaven, og interventionen og resultaterne er mere målbare og lettere at beskrive, siger Anette Kristensen og Susanne Larsen Barkholt supplerer:

- Det er fagligt tilfredsstillende, at vi nu kan dokumentere den forskel, vi gør for de her borgere. At vi kan måle på det, så det bliver synligt for alle, at der er sket en fremgang. Det giver en kæmpe arbejdsglæde, supplerer Susanne Larsen Barkholt og tilføjer, at arbejdet med ADL-I også har givet dem et fælles sprog og fælles mål i samarbejdet med fysioterapeuter og bevilgende hjælpemiddelterapeuter.

Tidsbesparende

Da de to kollegaer i starten af projektet begyndte at bruge ADL-I, krævede det ekstra tid. Men i dag oplever de redskabet som tidsbesparende.

— Ligesom det er svært for borgerne at ændre vaner, er det også svært for os, og det er krævende at lære at bruge et nyt redskab. Men i dag, hvor det er en naturlig del af vores praksis, sparer det os tid, siger Susanne Larsen Barkholt og nævner med et eksempel især systematikken som afgørende:

— Vi havde en borger, der ud over at være amputeret også var døv. Fordi ADL-I er så systematisk, spurgte jeg allerede ved første samtale ind til, hvordan vi kunne kommunikere, og så kom det til at køre uden problemer fra dag ét, og det gjorde alting lettere. Tidligere ville jeg typisk først have spurgt ind til det praktiske omkring kommunikation, når jeg havde lært borgere bedre at kende, men så kunne der i det her tilfælde være sket mange misforståelser allerede.

Selv om det i første omgang tager længere tid at komme omkring alle emner i det tre sider lange spørgeskema, oplever de to, at det er godt givet ud, bl.a. fordi systematikken gør det let at gøre status på et forløb.

Ergoterapeuterne oplever også en sidegevinst ved den nye praksis, fortæller Susanne:

— Ofte er det en udfordring for os som ergoterapeuter, at borgerne i starten ikke rigtig forstår, hvad vi kan hjælpe dem med. Her hjælper ADL-I-skemaet, fordi det bliver konkret. Når vi gennemgår alle aktiviteter, oplever vi nogle gange, at borgerne næsten får en aha-oplevelse: Nå, det er dét, du har fokus på.

"Det er fagligt tilfredsstillende, at vi nu kan dokumentere den forskel, vi gør for de her borgere. At vi kan måle på det, så det bliver synligt for alle, at der er sket en fremgang. Det giver en kæmpe arbejdsglæde

Susanne Larsen Barkholt

Tilbage i Erik Zwergius’ have, hvor stroppeturen til havestolen er en del af genoptræningen med Susanne.

I Aalborg Kommune er det normen, at ergoterapeuternes arbejde med de benamputerede foregår i borgerens eget hjem, og Susanne forklarer, at det er en kæmpe fordel, fordi det at koble genoptræningen til borgerens faste rutiner er det, der fungerer bedst.

— For Erik var det en enorm motivation at komme hjem, og det var virkelig godt for ham, for det var her, han fandt sin drivkraft og fik sit håb tilbage. Det giver heller ikke samme effekt at træne brugen af en benprotese udelukkende på et plant gulv i et træningslokale, for når du så kommer hjem, så hænger protesen fast i gulvtæppet, og det skal man kunne tackle, forklarer hun og støtter Erik, der på vej til havestolen først må forcere et trin fra terrasse til plæne.

Han går med en rollator, for han er endnu ikke helt dus med protesen. Men målet er han ikke i tvivl om:

— Jeg skal kunne gå selv uden alt det skrammel. Jeg er også begyndt at træne med stok i stedet for rollator, men målet er, at jeg kan gå kun med protesen, siger han og tilføjer, at det er hårdt arbejde, men det at kunne komme ud og sidde og drikke morgenkaffen med konen, som de altid har gjort, er al besværet værd.

Erik fylder 80 i næste uge, og så skal der være fest. I går spulede han terrassen, og dagen inden fik køkkenet den store rengøringstur. Tingene skal være i orden, og han nyder at kunne selv. Han er nået langt. Juleaften sad han stadig i kørestol, nu er han på højkant. Men især protesens bøjelige knæled kræver gefühl, fortæller han:

— Først skal jeg læne mig lidt frem, og så skal jeg spænde i musklerne, til det ligesom siger knæk, og så kan jeg bøje benet. Det er ikke så let som det ser ud til, smiler han med et glimt i øjet.