Person sidder i en gynge i en farverig karrusel.

20. oktober 2026

Man kan kun være en dygtig professionel, hvis man samtidig er et godt menneske

Kan ergoterapeuter i 2026 lære noget af en græsk tænker, der levede for 2000 år siden? Ja, mener Svend Brinkmann og minder om, at etik ikke er en ekstra opgave.

Skrevet af Lene Terkelsen, billede af Hans Christian Jakobsen

”Oraklet fra Randers” er han blevet kaldt, for der er et imponerende stort publikum til psykologiprofessoren, der i bøger og medier forkynder sund fornuft og ældgammel filosofi i en tid, hvor mange danskere tilsyneladende er ramt af udviklingstvang.

Som en lille verbal knæbøjning, inden vi går i gang med interviewet, taler vi om, hvad Brinkmann ved om ergoterapeuter, og jo, jo han kender skam godt til professionen, erklærer han veloplagt.

— Nu er jeg jo ikke selv indenfor feltet, så det kan være, at jeg siger noget naivt om ergoterapi, men det er en profession, som er koncentreret om nogle gøremål i hverdagen, hvilket jeg selv er stor fan af. I psykologien sidder vi og kigger hinanden i øjnene og overfører ord fra den ene til den anden, og nogle gange hjælper det og andre gange ikke. Men vi GØR ikke ret meget, siger Svend Brinkmann.

Han lægger ikke skjul på sin begejstring for det, han kalder for en ”gøremålsorienteret” tilgang. Han har bl.a. skrevet en bog om filosoffen og pædagogen John Dewey, der fokuserer på praktisk problemløsning fremfor teoretisk indlæring, og han roser tanken om ”det fælles tredje”, hvor man i arbejdet med andre mennesker har et fælles blik udad mod en aktivitet.

— Det tror jeg, at der er kæmpestore potentialer i — også for os psykologer. For nogle gange handler det ikke om kognitive omstruktureringer og noget i folks barndom. Nogle gange handler det om at opøve vaner og færdigheder, som er tættere på folks hverdag, som han siger.

God for andre

Netop arbejdet med andre mennesker er et emne, som optager Svend Brinkmann. Han behandler det i bogen ”Menneskeetik”, der er tiltænkt alle de terapeuter, læger, socialrådgivere, sygeplejersker, lærere, pædagoger og andre professioner, som hver dag bør minde sig selv om teologen og filosoffen K.E. Løgstrups etiske fordring om at bruge deres magt over et andet menneske til dets bedste.

Man kan kun være en dygtig professionel, hvis man samtidig er et godt menneske. Man behøver ikke at være en helgen, vi begår alle fejl. Men det er gået op for mig, at det er de samme ting, der skal til for at være et godt menneske, som der skal til for at arbejde med andre mennesker.

Svend Brinkmann

Hovedpointen er ifølge Brinkmann, at man skal være et godt menneske for at være god til arbejdet med andre mennesker. Og hvad er så et godt menneske, kunne man spørge? Jo, kort forklaret er det et empatisk, troværdigt og reflekterende væsen, som kan træffe moralske valg. Egenskaber, man siden antikken har betegnet som ”dyder”, forklarer Svend Brinkmann:

— Man kan kun være en dygtig professionel, hvis man samtidig er et godt menneske. Man behøver ikke at være en helgen, vi begår alle fejl. Men det er gået op for mig, at det er de samme ting, der skal til for at være et godt menneske, som der skal til for at arbejde med andre mennesker.

Mennesket først

Svend Brinkmann fortæller om dyderne og dydsetikken, der i det gamle Grækenland blev systematiseret af Aristoteles, som Brinkmann kalder for ”sin store helt”. Nu er det så Brinkmanns ærinde at løfte arven fra denne filosofiske retning ind i en moderne professionel sammenhæng. I dydsetikken er et godt menneske først og fremmest opmærksom på den anden og ser denne som et helt menneske i stedet for fx en diagnose, forklarer Svend Brinkmann.

Men er det ikke netop, hvad ergoterapeuter med deres klientcentrerede tilgang praktiserer?

— Jo, helt klart. Der er nogle fag — og ergoterapien er et af dem — som er helhedsorienterede og dermed tættere på det ideal, jeg beskriver, i modsætning til fx psykologien, som er inspireret af medicin og lægevidenskab. Psykologer har de her små evidenshierarkier i hovedet og kan altid slå op i en manual, mens det er mit indtryk, at fx ergoterapi har en mere helhedsorienteret tilgang og dermed er tættere på dydsetikken, forklarer Svend Brinkmann.

Person står i en have mellem farverige blomster, en stor vandkande og en figur af en bi.
Terapeuter, læger, lærere og socialrådgivere og alle andre ”menneskeprofessioner” kommer uundgåeligt til at stå i etiske dilemmaer, og i stedet for at se etik som et ekstra ”vedhæng” til fagligheden skal vi se det som selve kerneopgaven, argumenterer Svend Brinkmann i bogen ”Menneskeetik”.

Fokus glider

Men hvorfor er der overhovedet brug for at ”genopdage det menneskelige” og etikken?

— Jeg synes, at der er sket en glidning de senere år, forklarer Svend Brinkmann og uddyber efter en kort tænkepause.

— Jeg er med til at uddanne psykologer, og i den tid, jeg har været på universitetet, er der kommet mere og mere fokus på det, man kan kalde tekniske kompetencer. Altså vi ved meget om videnskabelige metoder, statistik og evidens, og det er selvfølgelig vigtigt, men det er som om, hele det etiske fundament for arbejdet med andre mennesker er gledet i baggrunden, siger han og forklarer:

— Videnskaben beror på, at én ting er mere rigtig end en anden. Men problemet er, at det ikke er så let i den virkelige verden, og derfor er det vigtigt, at man kan træffe velbegrundede valg i praksis og bruge sin dømmekraft i en broget verden.

Flere dilemmaer

Faktisk kan det tilmed være, at man i de professioner, der arbejder med mennesker, står i flere etiske dilemmaer end tidligere, vurderer Brinkmann:

— Det er ikke noget, vi har tal på, men jeg tror, at det bliver vanskeligere i og med, at kompleksiteten øges. Folk er mere forskellige, vi har fx flere mennesker fra andre kulturer, der måske kræver nye tilgange, og ressourcerne kan være færre, så hvordan prioriterer man dem bedst muligt? Der kommer ny teknologi i hastigt tempo, som vi skal forholde os til, og samtidig har vi fået en mere uddannet befolkning, der spørger AI, og derfor har en holdning til, hvad den professionelle tilbyder dem. Alt det øger kompleksiteten og dermed de etiske dilemmaer.

Etik og faglighed

Samtidig er etik i stigende grad blevet noget, som professionelle forholder sig til ved siden af de øvrige opgaver, oplever Brinkmann. På arbejdspladserne bliver der udarbejdet etiske retningslinjer og principper, som man kan sætte flueben ved. Men grundlæggende er etik og faglighed to sider af samme sag, understreger han.

— Det er umuligt at adskille faglighed og etik. For at forstå det menneske, der er overfor dig, kræver det indlevelsesevne, empati og evnen til at træffe en beslutning i sager, hvor der er mange hensyn. Er det så faglige egenskaber eller etiske dyder, spørger han og giver selv svaret:

I sidste ende handler det om mennesker, der gør noget med andre mennesker, og ligegyldigt hvor mange regler du har, er du nødt til at bruge din dømmekraft, og det kræver, at du har kultiveret den.

Svend Brinkmann

— Det er begge dele. Mennesket kan ikke adskilles fra den professionelle, for i sidste ende er det et menneske, der møder den anden og træffer beslutninger. Dydsetikken minder os om, at der ikke er nogen regler og principper, der anvender sig selv. Det er mennesker, der anvender dem, og det kan de gøre mere eller mindre dygtigt og menneskeligt. Verden er skæv og sammensat, og det er fint at have evidenshierarkier, effektstudier og etiske retningslinjer, men i sidste ende handler det om mennesker, der gør noget med andre mennesker, og ligegyldigt hvor mange regler du har, er du nødt til at bruge din dømmekraft, og det kræver, at du har kultiveret den.

Person sidder på en farverig radiobil foran boder til dåsekast og bowling.

Etik skal praktiseres

Og hvordan kultiverer man så sine dyder og sin dømmekraft? Ja, det kan godt være, at Svend Brinkmann har skrevet en 248 sider lang bog om etik for menneskeprofessioner, som han kalder det, men paradoksalt nok kan man ikke læse sig til at blive et godt menneske og dermed en dygtig professionel, fastslår han.

— Det handler om opdragelse og dannelse i vores familier, daginstitutioner og senere på vores uddannelsesinstitutioner.

Alle synes, at det er megavigtigt og spændende med etik, men de siger samtidigt, at de ikke rigtigt har tid til det, og det er i sig selv lidt skræmmende. I hvert fald hvis mit argument om, at etik ikke bare er noget, vi gør ved siden af vores faglige opgave, holder. Det er faktisk kernen i det, vi gør.

Svend Brinkmann

Når vi står med ansvaret ude i borgerens hjem, på plejehjemmet eller hospitalet, kultiverer vi vores moralske dømmekraft gennem mødet med den anden. Men man kan kun korrigere sine beslutninger, hvis man også indlægger refleksionspauser og tid til at vende vanskelige situationer med sine kolleger, understreger Svend Brinkmann:

— Dyderne er ikke knyttet til individet, men til vores fælles praksis, og det er ikke noget, man træner i enrum eller på et kursus, hvor man bagefter kan sige: ”Sådan, nu har jeg trænet min dømmekraft.”

Tid til det vigtigste?

At være en god professionel, der træffer gode valg i mødet med den anden, er en kontinuerlig proces, der kræver, at man tør indrømme tvivl og fejl, og at man træner sit moralske kompas i selskab med fx erfarne kolleger, forklarer Svend Brinkmann og henviser bl.a. til den norske teolog Einar Aadlands etiske refleksionsmodel som et oplagt redskab til at sætte gang i refleksioner på personalemødet.

— Modellen rummer nogle simple punkter, som minder os om, hvad vi skal tage stilling til, når vi står i en situation med forskellige hensyn. Alene det, at vi får vendt alle de værdier og hensyn, der støder sammen, og dermed anerkender, at de er vigtige, gør, at man kan føle sig lyttet til, siger Svend Brinkmann.

Inden vi siger farvel, forklarer Brinkmann, at han håber, at etikken kan få plads der, hvor den hører hjemme: Som en del af os mennesker, lige midt i fagligheden.

Selvom han oplever stor interesse for sine pointer om arbejdet med mennesker, har mange fagprofessionelle alligevel en indvending, fortæller han:

— Alle synes, at det er megavigtigt og spændende med etik, men de siger samtidigt, at de ikke rigtigt har tid til det, og det er i sig selv lidt skræmmende. I hvert fald hvis mit argument om, at etik ikke bare er noget, vi gør ved siden af vores faglige opgave, holder. Det er faktisk kernen i det, vi gør.

Svend Brinkmann

  • Professor i almen psykologi og kvalitative metoder ved Aalborg Universitet.

  • Foredragsholder og forfatter til en lang række bøger, bl.a. "Det diagnosticerede liv" (2010), "Stå fast" (2014), "Gå glip" (2017), "Hvad er et menneske?" (2019), "Vi er det liv, vi lever" (2021), "Menneskeetik – dannelse, dyder og dømmekraft i arbejdet med andre mennesker" (2025) og ”Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre - Håndbog i humanisme” (2026).

  • Vært på programmet "Brinkmanns briks" på Danmarks Radio.

  • 50 år, gift og far til tre børn.

Dilemmaer fra ergoterapeutisk praksis

Der er ingen lette løsninger på etiske dilemmaer, understreger Svend Brinkmann, men fagbladet Ergoterapeuten har alligevel bedt ham om at forholde sig til tre situationer inspireret af praksis:

En neurologisk patient er efter et stroke gået fra én virkelighed til en helt anden. Patienten har nogle drømme, som ergoterapeuten vurderer ikke er realistiske, men ergoterapeuten vil ikke tage håbet fra vedkommende. Hvordan taler ergoterapeuten om fremtidige mål for rehabiliteringen?

— Det er en problematik for ergoterapeuter, men det er også et almenmenneskeligt dilemma, når man fx snakker med sine børn eller er mellemleder i en virksomhed og har medarbejderudviklingssamtaler, hvor medarbejderne nogle gange har urealistiske håb, som man skal forholde sig til.

— Generelt synes jeg ikke, at man skal stikke folk blår i øjnene, lyve eller skabe falske håb. Det er der noget uetisk over. Som min gamle farmor sagde: ”Det er bedre at kende sandheden og forstå virkeligheden end at leve i tåbernes paradis”, og hvis man virkelig er sikker på, at det ikke bliver, som patienten håber, så synes jeg, at man har en professionel forpligtelse til at sige det. Men man skal selvfølgelig balancere det, for man risikerer at skabe en nocebo-effekt, hvor man kommer til at tale noget værre, end det kunne være blevet. Så det forudsætter, at man er meget sikker på, at det er urealistisk.

— Heldigvis er der tit muligheder, så man ikke skal opgive aktiviteten. Muligvis kan de ikke danse eller spille badminton på samme måde, som de har gjort tidligere, men måske skal det bare tilrettelægges på en anden måde. Det vil jeg kalde en realistisk optimisme, hvor man sammen med patienten finder løsninger.

En borger med udviklingshandicap elsker kakaomælk, slik og chips, som udgør højdepunktet på hans dag, men en sundhedsprofessionel ved, at det er dårligt for hans diabetes. Hvordan bør ergoterapeuten handle?

— Det handler om personlig autonomi, og det kan godt være, at han i objektiv forstand ikke ved, hvad der er bedst for ham, men der er en værdi i, at han får lov at træffe beslutninger om, hvad han vil spise — også selvom vi, der kender til ernæring, ved, at det ikke er det bedste.

— Men hvor paternalistiske må vi være på andres vegne? Der er mit umiddelbare svar nok: Ikke ret meget. Det kan godt være, at hans liv i et longevity-perspektiv måske bliver forringet, men værdien af, at han dels får noget, der giver ham stor livskvalitet nu og her, men også, at han kan fornemme, at han har indflydelse på sit eget liv. Det må veje tungt.

— Selvfølgelig kan man prøve at forklare ham konsekvenserne og tilbyde lightprodukter, men vi har fået en moraliserende sundhedsetik, hvor det er nul sukker og det længst mulige liv, og det er der mange af os, der lever med, men det er på en måde en meget endimensionel tilgang til, hvad der er et godt liv. Den elementære nydelse, som vi oplever, når vi smager noget virkeligt dejligt — den må da også tælle, og når den så tilmed er et ønske fra et menneske, som på grund af sit udviklingshandicap sandsynligvis ikke får lov at træffe ret mange beslutninger i sit liv, så synes jeg, at det har ret stor værdi.

En ergoterapeut er ansat som visitator i en kommune og kan fagligt argumentere for, at en borger har brug for en bestemt, dyr kørestol, men ergoterapeutens leder fortæller, at kommunen skal spare. Hvad gør visitatoren?

— Min bog om menneskeetik handler netop om, at der er forskellige etikker, som kan udstikke forskellige retninger. Er det almenvellet — herunder kommunens pengekasse — man først og fremmest skal tænke på? Det vil være en utilitaristisk kalkule. Eller er det mere nært etisk?

— Der er jeg mere på filosoffer som Immanuel Kants og Løgstrups side, fordi de siger, at den etiske fordring først og fremmest angår dem, ”hvis liv, du holder i din hånd” for nu at bruge Løgstrups berømte billede. Altså, jeg sidder overfor det her menneske, som jeg kan se har brug for den kørestol. Der synes jeg, at den etiske afvejning altid bør tage mest hensyn til det konkrete menneske, som man har ansvar for, fordi alt det andet er mere hypotetisk. Man kan ikke helt gennemskue de afledte konsekvenser, og måske finder man pludselig penge i kommunekassen? Men det er ikke hypotetisk, hvilket behov personen har nu og her.

Et godt menneske ifølge dydsetikken

  1. Er opmærksom.

  2. Har et kultiveret følelsesliv.

  3. Er i stand til at reflektere.

  4. Kan anvende sin dømmekraft i svære situationer.

  5. Afgiver løfter (som personen bestræber sig på at holde).

Kilde: ”Menneskeetik – dannelse, dyder og dømmekraft i arbejdet med mennesker”.

Hvad er etik?

Etik drejer sig om, hvordan vi bør leve vores liv, hvordan vi bør behandle mennesker og andre skabninger, og hvordan vi bør indrette vores samfund. I kort form kan man sige, at etik angår spørgsmålet om, hvordan man bør handle.

Kilde: Danmarks Nationalleksion